Rusland invaderer Ukraine

Butikschef hylder rationering af madolie - har aldrig oplevet noget lignende

Det er udelukkende de billigste madolier, som er blevet solgt i stor stil. De dyre dråber sælges i samme tempo som før.

Tre flasker madolie per kunde om dagen.

De største danske supermarkedskæder som Salling Group og Coop har indført rationering på de gyldne dråber, der for tiden er yderst eftertragtede som følge af krigen i Ukraine.

Landet er nemlig blandt de største producenter af solsikkeolie, og leverancerne er blevet færre.

Begrænsningen på tre literflasker med madolie gælder også i Rema 1000, og i Tønder hilser butikschef Thomas Fogtmann Jordt det nye tiltag velkommen.

- Det er en super god idé, for det sikrer, at der er madolie på hylderne, siger han til TV 2.

Initiativet har været gældende et par dage i Rema 1000-butikken, og butikschefen mener allerede, at det har haft effekt.

Thomas Fogtmann Jordt fortæller, at det kun er de to billigste varianter af raps- og solsikkeolier i én liters plastdunke, der "går som varmt brød" i butikken.

De dyreste madolier er langt fra lige så eftertragtede og sælges i samme tempo som før krigen i Ukraine.

Madolie bliver revet væk fra hylderne

10 kasser med 15 liter madolie i hver kunne før krigen i Ukraine typisk holde mere end en uge – uden at butikschefen måtte melde udsolgt.

Men de seneste uger har Thomas Fogtmann Jordt oplevet, at den samme mængde madolie er blevet revet væk fra hylderne.

- De 10 kasser madolie var udsolgt fem timer senere, og vi kunne have solgt meget mere. Vi har aldrig set det før, og det siger noget om trykket, forklarer butikschefen.

Han kalder det rettidig omhu, at de danske supermarkeder har indført et loft per kunde over antallet af købte liter madolie per dag.

I Rema 1000-butikken bliver begrænsningen rent praktisk håndhævet ved en lås på kassesystemet.

Har en kunde købt tre liter solsikkeolie, kommer der en alarm, så det ikke er muligt at købe flere enheder af samme produkt.

- Kassen låses ganske enkelt. Det er en effektiv teknik, der virker, siger Thomas Fogtmann Jordt.

Halv million liter solsikkeolie på lager

Coop valgte onsdag at følge eksemplet fra Rema 1000 og Salling Group, som ejer kæderne Føtex, Netto, Bilka.

Ifølge kommunikations- og analysechef Lars Aarup har supermarkedskæden masser af solsikkeolie på lager – op til en halv millioner liter.

Men opmærksomheden er meget stor på produktet lige nu, og derfor ønsker Coop at sætte en begrænsning for danskernes indkøb.

- Det handler om, at alle kunder skal have mulighed for at købe solsikkeolie. Hvis alle handler, som de plejer, så er der masser af olie, siger Lars Aarup til TV 2.

Han sammenligner den nuværende situation med for godt to år siden, hvor coronapandemien ramte Danmark.

I forbindelse med coronanedlukningen i marts 2020 frarådede statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet danskerne at hamstre varer som eksempelvis toiletpapir – som efterfølgende blev revet ned fra hylderne.

Perspektiv

Mangel på madolie og rationering

Pommes Frites er blevet en mangelvare i visse tyske restauranter (Arkivfoto).

Det er ikke kun i Danmark, at der stor eftersåpørgsel efter madolie som solsikke-, raps- og olivenolie.

Flere britiske supermarkedskæder som Tesco, Waitrose og Morrisons har også indført grænser for, hvor mange flasker madolie deres kunder må købe. 

Størstedelen af Storbritanniens solsikkeolie kommer normalt fra Ukraine.

I Tyskland har flere spisesteder oplevet mangel på spiseolie. Det har medført udfordringer på menukortet, hvor eksempelvis pommes frites er blevet en mangelvare.

McDonalds i Danmark oplyser til TV 2, at man ikke har mangel på madolie, men har et stort lager.

Kan spotte tyskere i butikken

Thomas Fogtmann Jordt kan godt mærke, at der kommer flere tyske kunder end normalt i Tønder-butikken i grænselandet.

I Tyskland er der mangel på spiseolie, og flere spisesteder har derfor set sig nødsaget til at tage de populære pommes frites af menukortet.

Butikschefen har ingen konkret data, der underbygger hvor mange flere tyskere, som for øjeblikket handler i den danske butik, men han kan spotte de handlende syd for grænsen ud fra et specielt kendetegn.

- De tyske kunder køber primært de billige varianter af raps- og solsikkeolier samt hvedemel, da de oplever mangel på disse varer, siger Thomas Fogtmann Jordt.

Han pointerer, at det ikke kun er tyskerne, der har hamstret madolie. Det samme gælder danske kunder.

Thomas Fogtmann Jordt forklarer, at forsyningskæden for madolie har været udfordret i Rema 1000-butikken som følge af krigen i Ukraine, men at der løbende kommer leveringer.

Langt de fleste kunder har forståelse for, at der i øjeblikket er behov for rationeringen, lyder det.

- Meget få brokker sig over situationen – og hvis de gør, så tager vi dialogen, siger Rema 100-butikschefen.