Fodbold

Prins Christians FCK-tørklæde har skabt voldsom debat: - Jeg tvivler på, han gør det igen, siger ekspert

Havde modstanderen været en anden, havde reaktionerne været helt anderledes, lyder det fra fodboldekspert.

Der sad knap 34.000 mennesker på lægterne i Parken mandag aften, hvor de overværede FCK vinde 2-0 over ærkerivalerne fra Brøndby.

Men det var få sekunder af tv-sendingen og en enkelt tilskuer, der stjal opmærksomheden.

For prins Christian fulgte kampen iført et blåt og hvidt FCK-halstørklæde, og hans valg af fodboldmerchandise har fået flere til tasterne på Twitter.

Billedet af prinsen blev delt med både vittigheder og bønner om, at Kongehuset bør nedlægges, at der skal stemmes om en afskaffelse af monarkiet eller det mere direkte "fuck Kongehuset".

Kongehuset siger jo heller ikke, at de bedre kan lide Nordjylland end Fyn

Flemming Toft, fodboldkommentator

Morten Scheelsbeck var en af de Brøndby-fans, der delte sin frustration. Ud over Brøndby er han "varm tilhænger" af Kongehuset, men prinsens FCK-støttende halstørklæde kaldte Morten Scheelsbeck blandt andet "Dumt. Tankeløst. Og unødvendigt".

I dag er Morten Scheelsbeck blødt lidt op, men han holder fast i essensen af sit opslag.

- Jeg skrev i aftes, at det var dumt, men det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er ærgerligt, og det var også derfor, at jeg skrev "øv!", lyder det fra Morten Scheelsbeck til TV 2 dagen derpå.

Fodbold blotter det uforskammede i os

Når et tørklæde om en royal hals kan vække både vrede og glæde, hænger det sammen med fodboldens natur, siger TV 2s mangeårige fodboldkommentator, Flemming Toft.

- Fodbold er følelser, siger han.

Derfor er kommentarsporene på Twitter en forlængelse af det, der sker med fans på stadion og foran fjernsynet. Noget, som Flemming Toft kalder både "spontant" og "voldsomt".

- Fodbold kan få os til at blive hudløst – jeg vil ikke en gang sige ærlige – men uforskammede, siger han.

Var FCK-halstørklædet blevet trukket frem under en kamp mod et udenlandsk hold, havde de færreste fortrukket en mine, mener Flemming Toft. Tværtimod ville det være "indlysende", at en dansk kongelig støttede det danske hold.

Det samme gælder, når det handler om landsholdet. Da Danmark vandt EM i 1992, var en ung kronprins Frederik i omklædningsrummet for at lykønske holdet, Fredensborg var rammen om et landsholdsvisit før VM i 1986, og kronprinsesse Mary mødtes med EM-holdet sidste år.

De kongelige har så godt som frit spil til at trække i rødhvidt udstyr, lyder det fra Flemming Toft.

- Både sport og Kongehuset er en form for dansk fællesnævner, der samler os. Begge ting får folk til at stimle sammen på store dage, siger han.

Men klubfodbolden er anderledes, og kampen mellem rivalerne fra Vestegnen og København er særligt ømtålelig.

- Det her meget klare, regionale tilhørsforhold er ikke forkert, men det er tankevækkende. Kongehuset siger jo heller ikke, at de bedre kan lide Nordjylland end Fyn. De er for hele Danmark, siger Flemming Toft.

"Virkelig usædvanligt"

Den analyse er Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor ved Professionshøjskolen Absalon, enig i.

Han kalder det "virkelig usædvanligt" og "specielt", men er heller ikke overrasket over reaktionerne.

- Især de sidste 100 år har Kongehuset bestræbt sig på at være en samlende organisation – men her vælger de en klar side og er tværtimod splittende, siger han.

Jeg tvivler på, at han gør det igen

Lars Hovbakke Sørensen, kongehusekspert

Morten Scheelsbeck er født og opvokset på Vestegnen, og han er bekymret over, hvilken betydning halstørklædet kan få for støtten til det danske kongehus.

- Jeg må bare sige, at der både på Vestegnen og sikkert også andre steder i landet er titusindvis – om ikke hundredtusindvis – af danskere, for hvem fodbold betyder mere end Kongehuset. Og jeg synes da, at det ville være møgærgerligt, hvis de danskere mistede noget for Kongehuset, siger han.

Små ting bliver til fejltrin

Selvom bølgerne gik højt, så tror Lars Hovbakke Sørensen ikke, at fodboldkampen kommer i nærheden af at true Kongehusets eksistens eller kræve en officiel undskyldning.

Til gengæld er den et billede på, hvordan de kongelige skal navigere efter en hårfin balance.

- Det her viser, hvor tæt prins Christians mindste bevægelser bliver fulgt og hurtigt kan tolkes som fejltrin, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Men bør en 16-årig – kongelig eller ej – ikke kunne tage i Parken og bekende fankulør, hvis det er det, han har lyst til?

- Jo. Og det er jo nok også derfor, at han har gjort det. Men jeg tvivler på, at han gør det igen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Kongehuset oplyser til TV 2, at sagen bliver betragtet som "et privat anliggende" og har derfor ikke nogen kommentarer.

Over for Ritzau kalder Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, dog omtalen af prins Christians optræden i Parken for urimelig.

- Ligesom alle andre fodboldglade danskere skal prins Christian have lov til at gå til en fodboldkamp uden at blive udsat for en efterfølgende mediestorm. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, siger Lene Balleby.

Perspektiv

Royale fodboldfans

Kronprins Frederik får signeret spillertrøje i forbindelse med, at han deltager i åbningen af fanzonen på Ofelia Plads i København 11. juni 2021.

Selvom det er sjældent, at de danske royale bekender klubfodboldkulør, er det sket før.

Da Kronprins Frederik læste i Aarhus, tog han en dag til en af AGF's hjemmekampe, og "der startede entusiasmen for AGF som et specielt fodboldhold", har han fortalt.

Hans bror, Joachim, holder med AAB.

I Storbritannien har Prins Charles VIP-medlemsskab på Burnley-tribunen, mens hans søn, Prins William, holder med Aston Villa. Og i Spanien er den tidligere konge, Juan Carlos, Real Madrid-fan og har flere gange lykønsket klubben med det spanske mesterskabstrofæ.