Her gør ukrainske soldater sig klar til den næste store kamp mod russerne
Ukrainske soldater er på en flere kilometer lang strækning ved at gøre sig klar til det, de forventer vil blive den næste russiske storoffensiv.
Fuglene synger, og soldater slentrer småsludrende omkring, mens andre varmer sig ved bålet eller ryger en cigaret. Af og til bliver stilheden afbrudt af lyden af hammerslag og en rendegraver.
TV 2 befinder sig vest fra den ukrainske by Donetsk ved de yderste områder under ukrainsk kontrol i den østlige Donbas-region.
Her er stille nu – ingen eksplosioner eller lyden af skud. Men om få dage kan situationen være helt anderledes.
For ukrainerne forventer, at det er her, at det næste store slag mod russerne skal udkæmpes. Og derfor er ukrainsk militær ved at forberede sig.
- Ifølge vores hærførere kommer de meget snart og i stort antal. Hvis vejret tillader det, vil det være om to-tre dage, siger soldaten Alexander Greshenec, mens han holder sit gevær i favnen.
Fra militæreksperter lyder det også, at den russiske troppeopbygning i Donbas tyder på, at et større russisk fremstød er på vej. Troppeopbygningen i området er desuden blevet tydeliggjort af satellitbilleder.
En kilometer lang strækning med bunkers og skyttegrave
Midt blandt de endnu nøgne træer er der derfor ved at blive gravet hul til et maskingevær, bygget en underjordisk bunker og gravet skyttegrave, der skal beskytte soldaterne mod russiske mortérangreb, artilleri og luftangreb.
Det samme er tilfældet mange andre steder på en flere kilometer lang strækning i området.
På toppen af en bakke ved fronten kigger gruppefører Sergej Buzurna på, mens en rendegraver er i gang med at grave flere skyttegrave.
Gruppeføreren har været med til at kæmpe mod russerne i området siden 2014, hvor Rusland gik ind i regionen. Og alle andre muligheder end kamp er udtømt, forklarer han:
- Eneste kompromis for mig vil nu være, at russerne trækker sig tilbage til der, hvor de kommer fra.
Russiske tropper trak sig i starten af marts tilbage fra områderne nord for Kyiv, og i stedet er det blevet et russisk mål at indtage Donbas-regionen i den sydøstlige og sydlige del af Ukraine nord for Krim-halvøen.