Rusland invaderer Ukraine

14-årig pige er ukrainske flygtninges ører og stemme i Danmark: - Hvis noget går galt, er det min skyld

Det er svært at være krigsflygtning, og endnu sværere når man hverken kan tale eller høre. Men 14-årig pige har gjort døves flugt lidt lettere.

Spørgsmålene står i kø hos de mange ukrainske flygtninge, som netop er ankommet til asylcentret i Holstebro.

Hvor får man nøgler, hvad med lommepenge, mad og fingeraftryk?

Men midt i virvaret på Holstebros gamle sygehus, der på rekordtid er omdannet til et af landets største asylcentre, står syv voksne ukrainere tæt samlet og er helt tavse.

Deres blikke hviler kun på én ting: 14-årige Stefania Vlankus hænder.

- Jeg har et kæmpe ansvar. Og ikke bare et ansvar for, at alting går godt. Jeg skal også vide alting, siger hun.

Som den eneste blandt den gruppe af ukrainere, Stefania Vlanku er flygtet til Danmark med, kan hun både høre og tale. Resten er døve, ligesom Stefania Vlankus mor.

Og det stiller krav til den 14-årige pige.

For hvad gør man, når syv voksne lægger deres skæbne i ens hænder?

Man googler, fortæller Stefania Vlanku.

- Jeg tror, jeg har lært alt om at være flygtning. Jeg har søgt på flygtninge på nettet, søgt på opholdstilladelse, permanent bolig, hvilke byer der er bedst at bo i, hvor man finder et sted at bo. Alt det har jeg undersøgt selv.

Google Translate er ikke nok

Ifølge Danske Døves Landsforbund er der ankommet mindst 50 døve ukrainske flygtninge til Danmark, men de forventer ”mange flere” den kommende tid, og det giver udfordringer.

- Det er svært for alle ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark, men det er altså ekstra svært, når man også er døv, siger Katrine Johannsen Eskelund, der er programchef hos Danske Døves Landsforening.

Mange af de nyetablerede danske asylcentre har ikke erfaring med at kommunikere med døve, og i Holstebro betød det eksempelvis, at Stefania Vlankus gruppe hverken fik køkkengrej eller lommepenge, da de lige var ankommet. De vidste ikke, det var en mulighed.

Og det er et godt eksempel på, hvor vigtig kommunikation er, lyder det:

- Man kommer langt med gestikuleren og Google Translate, men krig er ikke for sjov, og det er alvorligt ramte mennesker, der kommer her og ikke kan kommunikere med nogen. Dem har vi en særlig forpligtelse over for, siger Katrine Johannsen Eskelund, der er programchef hos Danske Døves Landsforening.

En uundværlig hjælp

Med et vink gelejder Stefania Vlanku sine rejsefæller væk fra menneskemylderet, ned ad sygehusgangens trappe og over til deres nye midlertidige hjem: tre små lægeboliger.

De krydser parkeringspladsen i én lige række.

Det er jo virkelig sådan, at jeg får gåsehud, for en så ung pige skal på ingen måde have sådan et ansvar

Katrine Johannsen Eskelund, projektleder DDL

Stefania Vlanku mødte tilfældigt sine døve rejsefæller på en banegård i Berlin. Og selvom hun kun har kendt dem i ganske kort tid, er hun blevet en uundværlig hjælp, fortæller en af gruppens døve kvinder, 51-årige Svetlana Lyamets:

- Det ville have været virkeligt svært for os uden Stefania. Vi ville ikke vide, hvor vi skulle hen, hvilket tog vi skulle tage, hvilken by vi skulle bo i, eller hvor vi skulle søge information, siger hun.

51-årige Vladyslav Borysenko nikker og supplerer:

- Så da vi mødte de andre døve, og vi så, at Stefania kunne tale, blev vi meget glade.

Savner sin storebror

Alle fra gruppen er flygtet fra krigens bombardementer. Men hvor lyden af bomber og luftalarmer har advaret millioner af ukrainere om, hvornår de skulle søge ly i kældre – eller tage flugten – er det naboers ansigtsudtryk og vibrerende sms-beskeder, der har været de døve ukraineres redning.

Stefania Vlanku og hendes mor er flygtet fra Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine. Men selvom mor og datter nu er i sikkerhed, kan de endnu ikke ånde lettet op.

For Stefania Vlankus storebror er stadig i Ukraine. Han plejer at være som en far for hende, forklarer hun. Men nu er hun den voksne.

- Jeg har bare lyst til at græde hele tiden, fordi vi måtte efterlade min bror der, siger hun og fortsætter:

- Jeg savner min by, mit hus, som jeg kender. Jeg kender ingenting her, siger hun.

Men der er ikke tid til ret meget sorg, for tolkeopgaverne står i kø.

- Det er hårdt. For hvis noget går galt – hvis vi hopper på et forkert tog eller sådan noget – så er det min skyld. Jeg skal oversætte alt rigtigt og må ikke lave nogen fejl, siger hun.

Søger akut besøgsvenner

Blandt andet skal den 14-årige piger finde ud af, hvordan hun får transporteret gruppen til en anden by, hvor de skal have taget billeder og fingeraftryk, fortæller hun.

Men børn bør ikke bære så stort et ansvar, siger Katrine Johannsen Eskelund.

- Det er jo virkelig sådan, at jeg får gåsehud, for en så ung pige skal på ingen måde have sådan et ansvar. Det er en rigtig ulykkelig situation, at hun skal træffe så vigtige beslutninger, men desværre er det ikke en ukendt problemstilling, at børn bliver bedt om at oversætte og tolke.

Danske Døves Landsforbund er lige nu i fuld gang med at klæde asylcentrene på i forhold til tegnsprogstolkning, ligesom de forsøger at få samlet de døve ukrainere i de samme kommuner, lyder det.

Og lige nu søger de akut besøgsvenner til særligt Syd- og Sønderjylland, som har modtaget flere store grupper af døve.

- Det gør en kæmpe forskel for de ukrainske flygtninge, at de bliver mødt af danske døve, der kan internationalt tegnsprog, siger Katrine Johannsen Eskelund.

Indtil dét sker, fortsætter Stefania Vlanku sit tolkearbejde:

- Min næste opgave er – efter vi har handlet – at gå over til receptionen og finde ud af, hvad jeg skal stille op med alle vores papirer, og hvad der skal ske herefter, siger hun, inden hun med endnu et vink gelejder hele gruppen ned mod købmanden.