Samfund

Tre betjente røg på skadestuen under Paludan-demo i Sverige

Biler er sat i brand og politibiler udsat for hærværk i to svenske byer, efter at Paludan ville brænde koran.

Tre politifolk er torsdag eftermiddag bragt på skadestuen som følge af optøjer i den svenske by Linköping, hvor Rasmus Paludan havde fået tilladelse til at holde en demonstration.

Urolighederne er tilsyneladende udløst af, at Stram Kurs-lederen ville brænde en koran af.

Det fik et stort antal mennesker til at møde op for at stoppe ham.

Flere biler blev stukket i brand, og der er begået hærværk mod politibiler i Linköping.

To personer er anholdt.

To af de tre tilskadekomne politifolk har fået lettere kvæstelser, mens der ikke er nogen melding om tilstanden for den tredje.

Bredte sig til Norrköping

Torsdag aften har optøjerne bredt sig til byen Norrköping, der ligger godt 40 kilometer længere mod sydvest. Også her havde Paludan planlagt en "offentlig sammenkomst", som han havde indhentet tilladelse til at afholde.

Det skriver nyhedsbureauet TT og Aftonbladet.

Også i Norrköping viser fotos, at biler er blevet stukket i brand.

- Vi har fået anmeldelse om fem brande, siger Åsa Willsund fra politiet i Norrköping til avisen.

Hun tilføjer, at det er nærliggende at tænke, at brandene har at gøre med Paludans planlagte koranafbrænding.

- Men vi kan ikke garantere det, siger hun.

Indkaldte forstærkning

Urolighederne har fået politiet til at indkalde forstærkning, skriver TT.

Paludan skulle have indledt sin demonstration i Linköping klokken 15.30. Det er uklart, om han reelt brændte en koran af.

Ved 15.45-tiden havde politiet forladt stedet, og stemningen var mere rolig.

Et øjenvidne siger dog til Aftonbladet, at der ikke er en eneste intakt politibil tilbage på den plads i Linköping, hvor den voldsomme protest brød ud.

Få timer senere var urolighederne i gang i Norrköping.

Paludan fik for et par år siden svensk statsborgerskab og sagde i februar, at han vil stille op til valget til Riksdagen i september. Han har registreret Stram Kurs som parti i Sverige.