Studerende om diskrimination i nattelivet: - De siger, at man kan gøre folk utrygge
På tirsdag skal et lovforslag om diskrimination behandles i Folketinget.
Det skal være muligt at fratage diskoteker og beværtninger deres alkoholbevilling, hvis de bliver dømt for diskrimination. Sådan lyder opfordringen fra Institut for Menneskerettigheder.
Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fra 2020 viser, at 11 procent af indvandrere og 25 procent af efterkommere inden for et år har oplevet at blive nægtet adgang til steder, hvor andre måtte komme ind – eksempelvis i busser, taxaer eller på diskoteker.
En af dem, der har oplevet ovenstående på egen krop, er 28-årige Prince Asare. Han er studerende, debattør og mener selv, at hans etnicitet spiller ind på, at han flere gange er blevet afvist i døren til natklubber.
- Nogle gange er det på grund af ens tøj, ens frisure eller ens udseende. Jeg har oplevet at få at vide, at man kan gøre folk utrygge, når man kommer som en større gruppe af brune mennesker, siger han.
Men hvordan kan du vide, at det er på grund af din etnicitet, at du ikke kan komme ind?
- Det er den oplevelse, jeg har. Statistikkerne viser det også, og jeg hører hele tiden om det fra mine minoritetsvenner og på sociale medier, siger Prince Asare.
En ydmygelse
Debattøren fortæller, at han flere gange har oplevet at få at vide, at der er fyldt på et diskotek for efterfølgende at se "en gruppe etniske danskere gå direkte ind". En anden gang blev aldersgrænsen, ifølge ham, hævet, da det blev hans tur til at træde ind på klubben.
Det er dog flere år siden, at Prince Asare selv har oplevet forskelsbehandlingen. Han er nemlig begyndt at undgå de steder, hvor han frygter at møde en mur i døren, fortæller han.
- Jeg er meget bevidst om, hvor jeg går hen for at skåne mig selv fra at stå i den ydmygende situation, siger han.
Ifølge debattøren, fyldes han af afmagt, når døren smækkes i. Og han beskriver det som en "fremmedgørelse fra det samfund, som han egentlig føler sig som en del af".
For voldsom straf?
Debatten har også nået Christiansborg. På tirsdag skal et lovforslag om netop diskrimination behandles i Folketinget.
SF foreslår nemlig, at ofre for diskrimination skal have større kompensation, og at det skal være muligt at tage alkoholbevillingen fra de natklubber og barer, som diskriminerer. Et tiltag, som blandt andet er vedtaget i Norge.
Men det er en alt for voldsom konsekvens at fratage muligheden for at servere alkohol, mener Freja Brandhøj, der er politisk direktør for brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer, DRC.
- Konsekvensen er for vidtgående i forhold til intentionen. Man går ind og straffer en specifik branche for noget, som er et problem i hele samfundet, siger hun.
I stedet mener hun, at andre tiltag bør tages i brug. Blandt andet har brancheforeningen sammen med Horesta foreslået, at vagter og dørpersonale skal uddannes mere specifikt til håndtering af diskrimination.
Samtidig kommer hun med en opfordring til at handle konsekvent, hvis man oplever diskrimination eller får nys om, at noget personale udviser de tendenser.
- Så er det med at fyre dem og få dem ud af vagten med det samme, siger hun.
"Flere skal sige fra"
Prince Asare er enig i, at der bør undervises mere i diskrimination i nattelivet.
Og mens han byder SF's forslag velkomment, opfordrer han også alle folk til at blive bedre til at sige fra og blande sig, hvis de oplever forskelsbehandling i nattelivet. Om det er i køen til diskoteket, foran værtshuset eller i baren.
- Det er ikke en menneskeret at komme ind på en klub, men det er en menneskeret ikke at blive diskrimineret, siger han.
Debattøren har dog aldrig anmeldt sine oplevelser. Både fordi det er svært at bevise, at der er tale om diskrimination, men også fordi han ikke mener, at bødestraffen er stor nok, lyder forklaringen.
Tal fra Ligebehandlingsnævnet viser, at der på 4 år har været 34 anmeldte sager om adgangsbegrænsninger på baggrund af etnicitet, hudfarve eller race i Region Hovedstaden.
I 22 af de 34 sager har Ligebehandlingsnævnet afgjort, at der har været tale om diskrimination, når gæsterne er blevet nægtet adgang til eksempelvis en natklub.