Samfund

Regeringen lover ny folkeafstemning, hvis der kommer overstatslig hær

Udenrigsminister afviser, at forsvarssamarbejdet bliver overstatsligt og lover folkeafstemning, hvis det sker.

Regeringen garanterer, at der vil komme en ny folkeafstemning i Danmark, hvis forsvarssamarbejdet i EU mod forventning skulle blive overstatsligt.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Det er fuldstændigt utænkeligt, at der kommer et forslag om en traktat med en overstatslig hær. Det vil Europas lande aldrig gå med til.

- Men selv hvis det skulle ske, så garanterer jeg, at regeringen vil insistere på en folkeafstemning. Og regeringen vil anbefale, at man stemmer nej, siger Jeppe Kofod.

Udmeldingen kommer, efter at Jyllands-Posten har skrevet, at regeringen afviser at give en garanti for en ny folkeafstemning.

"Helt utænkeligt"

Spørgsmålet er centralt i debatten forud for folkeafstemningen, fordi et overstatsligt samarbejde vil være et markant mere forpligtende end det nuværende samarbejde, som danskerne skal stemme om 1. juni.

I dag er forsvarssamarbejdet i EU mellemstatsligt. Det vil sige, at EU-landene skal være enige, før soldater fra EU-landene kan sendes ud. Med andre ord har EU-landene veto mod at sende soldater ud på EU-missioner.

Hvis samarbejdet bliver overstatsligt vil den vetoret forsvinde. Dermed kunne Danmark i teorien havne i den situation, at danske soldater blev sendt ud på en EU-mission, som Danmark var imod.

Ifølge Jeppe Kofod er det dog "helt utænkeligt", at forslaget om et overstatsligt samarbejde på forsvarsområdet vil blive til virkelighed i EU.

- Der er ingen EU-lande, der vil have det. Hverken Frankrig, Polen, Finland eller Danmark vil acceptere, at deres soldater skal udsendes uden deres accept, siger Jeppe Kofod.

Ny folkeafstemning

Hvis forslaget om at gøre forsvarssamarbejdet overstatsligt alligevel på et tidspunkt blev fremsat, vil S-regeringen insistere på en folkeafstemning:

- Jeg kan garantere for, at Socialdemokratiet vil være imod at gøre samarbejdet overstatsligt. Og jeg har også til gode at se andre partier i Folketinget, som ikke vil være imod, siger Jeppe Kofod.

Spørgsmål: Så det er en klokkeklar garanti fra regeringens side om en ny folkeafstemning, hvis forsvarssamarbejdet skal gøres overstatsligt?

- Ja. Jeg vil gerne understrege igen, at hvis der kom et sådan forslag, som ikke er på bordet, og som ingen lande vil acceptere, så vil regeringen insistere på en folkeafstemning.

- Og jeg kan også garantere, at Socialdemokratiet vil være i mod, at samarbejdet bliver overstatsligt, siger Jeppe Kofod.

Udenrigsministerens forventning er med andre ord, at et samlet Folketing - inklusiv ja-partierne - vil anbefale danskerne at stemme nej, hvis det mod forventning skulle blive aktuelt med en ny folkeafstemning.