Tesfaye vil have "ukrainerbyer" – sådan gik det, da vi lavede "bosnierbyer" i 90'erne
I 90'erne endte bosniere med at sidde foran fjernsynet og se krigsreportager dagen lang. Vi bør undgå, det samme sker for ukrainerne, advarer forsker.
Det var på mange måder et flashback til 90'erne, da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) søndag præsenterede idéen om ”ukrainerbyer” i et stort interview i Berlingske.
Dengang var der krig i Jugoslavien, og i årene mellem 1992-1996 søgte mere end 21.000 bosniere tilflugt i Danmark.
I troen på en kortvarig krig suspenderede Danmark de bosniske flygtninges asylproces og placerede dem i de første år i Røde Kors-lejre rundt om i landet.
Selvom parallellerne til den nuværende Ukraine-situation ikke er snorlige, går mange fællestræk igen.
Kristina Grünenberg er antropolog og lektor på Københavns Universitet, og hun brugte i starten af 1990'erne månedsvis på at studere livet i to Røde Kors-flygtningelandsbyer på Lolland og Falster.
Her mødte hun bosniske flygtninge, hvis tilværelse hun har fulgt sidenhen.
Hendes tanker om udsigten til nye flygtningelejre i Danmark er ikke udpræget positive.
- Som udgangspunkt synes jeg, det er en dårlig idé at placere folk i lejre. Men hvis det indledningsvis er umuligt at huse folk på andre måder, så kan det være en nødløsning, siger hun til TV 2.
Selvom bosnierne i dag anses for at være en integrationssucces i Danmark, er integrationen af den ældre del af gruppen ikke vellykket.
Det ses blandt andet i en rapport, som Ankestyrelsen lavede i 2014.
Den viser, at mens 66 procent af de 25-39-årige bosniske krigsflygtninge var i beskæftigelse i 2013, gjaldt det blot 32 procent af de 50-59-årige.
Her har deres tid i flygtningelejrene spillet en afgørende rolle, vurderer Kristina Grünenberg.
Lejrene gav dem ikke mulighed for at beskæftige sig med noget meningsfuldt, der viste dem en vej ind i fremtiden, lyder hendes analyse.
En generation tabt på gulvet
De bosniske flygtningelejre skød op utallige steder i Danmark som små barakbyer med nogle få hundrede indbyggere.
De blev ofte placeret langt væk fra de store byer.
Lejrene bestod typisk af fem-seks pastelfarvede barakker, som var bygget op omkring et centrum med blomsterbede – næsten som et gammelt gadekær, fortæller Kristina Grünenberg. I midten af lejrene var hejst et Røde Kors-flag.
Hverdagen tog sig oftest således ud:
Mens kvinderne forberedte maden i fælleskøkkenet, legede børnene uden for ved gadekæret, og mændene sad i fællesstuen, hvor de røg stribevis af cigaretter og så krigsreportager fra deres hjemland.
Selvom det er uundgåeligt, at flygtninge retter deres opmærksomhed mod krigen derhjemme, bør man alligevel undgå, at den fylder så meget, som det gjorde dengang, siger Kristina Grünenberg.
- Fordi bosnierne ikke havde andet meningsfuldt at tage sig til, og de hele tiden blev mødt med, at de ikke skulle blive i Danmark, så blev det også dét, der fyldte alt i deres hverdag, siger hun og fortsætter:
- Det var en af grundene til, at en del af den ældre generation af bosniere blev tabt på gulvet. De sad tre år i et vakuum uden mulighed for at skabe sig nogen form for fremtid. Det har simpelthen været nedbrydende.
Hvornår slutter en krig?
I begyndelsen af 90'ernes flygtningekrise var målet ikke at integrere de bosniske flygtninge. Men krigen trak ud, og så måtte Danmark igangsætte asylprocesser og integrationsindsatser.
Lige nu står de ukrainske flygtninge over for en lignende situation, fortæller Jacob Arendt, som forsker i integrationsindsatser for Rockwoolfonden.
Alle håber og regner med, at krigen i Ukraine bliver kortvarig, men ingen ved reelt, hvornår den slutter.
Og det skaber et integrationsdilemma, der er svært at løse.
- Den her tidshorisont har en enorm betydning for ukrainernes egen motivation for at integrere sig, og for hvordan vi hjælper dem mest hensigtsmæssigt, siger Jacob Arendt.
En af de væsentligste udfordringer er, hvor meget vi skal lægge vægt på, at de lærer dansk, fortæller Arendt.
Senest har Mattias Tesfaye lagt op til, at Folketinget bør ændre loven, så ukrainerne ikke har krav på at modtage danskundervisning.
Men ender ukrainerne med at skulle være i Danmark permanent, kan det skade deres integration betragteligt på den lange bane, forklarer Jacob Arendt.
- Det giver ikke så meget mening at lære dem dansk, hvis de ender med kun at være her i et år, siger han og tilføjer:
- Men hvis de ender med at blive – som 80 procent af de flygtningegrupper, vi har fået indtil nu – så er dansk en af de væsentligste faktorer for en god integration i samfundet generelt – og især på arbejdsmarkedet.
Selvom det er svært at spå om fremtiden, peger Jacob Arendt på, at læringen fra de bosniske flygtninge må være, at ukrainerne har brug for en afklaring af deres fremtid så hurtigt som muligt.
Et skridt frem og mere stress
En midlertidig afklaring kom for de bosniske flygtningelejre i 1995, da Folketinget vedtog en lovændring, som genstartede den normale asylproces.
Lejrene blev pakket sammen, og de bosniske flygtninge kunne flytte ud i de danske kommuner.
Men så opstod en ny form for stress, fortæller antropolog Kristina Grünenberg.
- De havde lige lært Røde Kors-systemet at kende, men så skulle de lige pludselig lære Danmark at kende. Det var der ikke nogen af dem, der vidste noget om, så det var lige pludselig dobbelt stress, siger hun.
Skal vi undgå at udsætte de ukrainske flygtninge for unødige bump på vejen, kan det derfor være en god idé allerede nu at sluse dem delvist ind i det danske samfund, siger antropologen.
Det kunne være en lønnet beskæftigelse at indgå i en sammenhæng, hvor de kan opkvalificere deres evner, eller at børnene kan få lov at være en del af folkeskolen i den udstrækning, det kan lade sig gøre, lyder hendes forslag.
- Det er vigtigt, at de har tilbuddet om at få et så normalt liv som muligt, afslutter hun.