Verdens bedste pressefotos er kåret – se dem her
For første gang i World Press Photo-konkurrencens 67 leveår er det et billede uden mennesker, der tager titlen som verdens bedste.
2022's vindere af den prestigefyldte internationale fotokonkurrence World Press Photo er fundet.
Den canadiske fotograf Amber Bracken tager prisen Årets Bedste Pressefoto med sit billede 'Kamloops Residential School', som hun har skudt for New York Times.
Billedet viser vejkanten ved Kamploops Indian Residential School i Canada, hvor flere røde børnekjoler ses hængt op på kors og flagrende i vinden.
Ved kostskolen blev resterne af 215 børnelig i en massegrav opdaget sidste forår. En opdagelse, der bragte landet i chok.
- Kolonialhistorie er ikke oldtidshistorie, fortæller Amber Bracken selv om sit fotografi.
- Det er en levende historie, som overlevende stadig kæmper med. Hvis vi vil tale om forsoning eller helbredelse, er vi nødt til virkelig at holde og ære det hjerte, der stadig eksisterer der.
Det er første gang i konkurrencens 67-årige levetid, at et pressebillede uden personer løber med vindertitlen.
Indkapsler skamfuldt kapitel
Kamploops Indian Residential School var en af de kostskoler, hvor det oprindelige folks børn i Canada blev indskrevet med det formål at afvænne dem fra deres oprindelige kultur og tilegne dem den vestlige.
Skolen var aktiv fra 1890 til 1978, og flere af børnene fundet i massegraven var helt ned til tre år gamle på dødstidspunktet.
Om vinderbilledet knytter komiteen den begrundelse for prisen, at billedet "på hjemsøgende og sjælden vis indkapsler og belyser en skamfuld side af Canadas kolonisering".
- Det sensoriske billede tilbyder et stille øjeblik til at reflektere over den globale arv, som koloniseringen og udnyttelsen har efterladt, samtidig med at det forstærker det oprindelige folks stemme, som kræver retfærdighed.
Det skriver de på deres hjemmeside og understreger:
- Juryen giver billedet World Press Photo of the Year, fordi det opsummerer en global historie om kolonial undertrykkelse, som skal tages op for at tackle fremtidens udfordringer.
Fokus på bredere repræsentation
Modsat tidligere er dette års vindere fundet ud fra en ny udvælgelsesmodel, hvor finalister findes blandt regionale vindere.
De regionale juryer findes i blandt andet Afrika, Asien og Sydamerika og har til opgave at sikre en større diversitet blandt konkurrencens finalister. På den måde er ønsket at komme kritikken om en hvid og mandsdomineret konkurrence i møde.
Vinderne findes blandt flere tusinde indsendte billeder og skal ud over at vælges på baggrund af billedlig og journalistisk kvalitet også udvælges med øje for diversitet.
Derfor skulle mindst 25 procent af de endelige finalister blandt andet kunne identificere sig som kvinder eller nonbinære personer.
Ud over at kåre årets bedste enkeltstående pressefoto finder World Press Photos også vindere i en række andre kategorier: Årets Fotohistorie, Årets Langtidsprojekt og Årets Åbne Format.
Se vinderne herunder:
Årets Fotohistorie
Den australske fotograf Mathew Abottes vandt prisen for årets fotohistorie med sin billedserie 'Saving the Forest with Fire' (at redde skoven med ild, red.), som dækker, hvordan Australiens oprindelige folk strategisk afbrænder jorden, hvor de bor, for at undgå store naturbrande.
Årets Langtidsprojekt
Som en del af World Press Photos nye udvælgelsesmodel gives for første gang nu også en pris for verdens bedste langtidsprojekt.
Prisen uddeles til et fotoprojekt, der giver et langsigtet indblik i et specifikt problem. Den første til at løbe med titlen er brasilianske Lalo de Almeida.
Med fotoserien 'Amazonian Dystopia', der strækker sig over 12 år, dykker fotografen ned i de sociale, politiske og miljømæssige konsekvenser af skovrydning, minedrift og udnyttelse af ressourcer i den brasilianske del af Amazonas.
Årets Åbne Format
Isadora Romero fra Ecuador løb med prisen for årets åbne format, hvor hun gennem digitale og analoge billeder har kreeret en video, der fortæller en større historie om Colombias såkaldte "frøvogtere". En betegnelse, som i fortællingen bruges om de forfædre, der i landsbyen Une opdyrkede flere kartoffelsorter.
Gennem personlige fortællinger og visuelt forskellige formater sættes der i serien fokus på tvungen migration, racisme og kolonisering og det efterfølgende tab af forfædres viden, når det kommer til dyrkning af kartoffelsorter.
