Dagens overblik

Dagens overblik: Regeringen kan ikke gennemføre nikotinforbud

Nye anbefalinger for universiteterne, Danmark har hemmelig liste over virksomheder klar, og video viser mulig krigsforbrydelse fra Rusland.

Nyhedsbilledet i dag har igen været præget af hændelserne i den ukrainske by Butja, hvor vi i den seneste tid har været vidner til grufulde billeder af dræbte civile.

TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt og fotograf Mads Buur Bach har tirsdag besøgt Kyiv-forstaden, hvor adskillige civile er blevet henrettet, ifølge de ukrainske myndigheder.

Velkommen til dagens overblik.

Ukrainske nazister skal likvideres eller i tvangsarbejde, lyder det i indflydelsesrigt statsmedie

Der gives vidt forskellige versioner af, hvad der er årsag til krigen, alt efter om du læser vestlige eller russiske medier.

I det indflydelsesrige russiske statsmedie Ria kan man læse en kronik af filosoffen og filmdokumentaristen Tomofey Sergeytsev. Her er der i hans optik tale om en befrielsesaktion fra russisk side. Og krigshandlingerne skal ideelt set udmunde i en målrettet oprydning og eliminering af de nazistiske strømninger i Ukraine.

Han skriver også, at "alle medskyldige skal sendes i arbejdslejr", når krigen ophører. Ifølge den russiske medieforsker Valentyna Shapovalova fra Københavns Universitet, stemmer den fortælling overens med den øvrige del af de russiske statsmediers, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har lagt vægt på i sine taler.

Regeringen kan ikke gennemføre nikotinforbud

Regeringen kan ikke indføre den stærkt omdiskuterede lovgivning, om at ingen født i og efter 2010 skal kunne købe cigaretter.

Det skyldes EU-regler, som betyder, at medlemslande ikke må forbyde eller begrænse markedsføring af tobak.

Det er dog muligt at indføre aldersgrænser, og en anden mulighed kunne derfor være at hæve den nuværende aldersgrænse fra 18 år til eksempelvis 25 år.

Danmark har hemmelig liste klar, hvis der lukkes for russisk gas

Hvis Danmark lukker for russisk gas, har myndighederne en plan klar.

De danske myndigheder har nemlig indsnævret listen over, hvilke store danske virksomheder der som de allerførste må klare sig uden gas i en nødsituation. Men hvem, der står på listen, er fortroligt.

Ifølge professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen, er der ingen tvivl om, at det vil kunne få store konsekvenser for danske virksomheder, hvis vi lukker for russisk gas. Ifølge ham, kan det i yderste konsekvens betyde, at virksomheder må lukke.

Video viser russisk kampvogn skyde mod cyklist i Ukraine

Rusland har beskyldt Ukraine for at have iscenesat grusomhederne i Butja med det formål at give Rusland skylden.

Men en droneoptagelse, som Ukraines militær har offentliggjort, kan muligvis være bevismateriale for, at Rusland har begået krigsforbrydelser i Ukraine.

I videoen, der indeholder voldsomme billeder, ses en mand komme trækkende med sin cykel, da en russisk kampvogn skyder en granat mod manden. Ifølge ukrainerne, er billederne optaget ved gaden Jablunska 3. marts, hvor den russiske kolonne blev overvåget på afstand af en militær drone.

Videobilledernes ægthed er blevet verificeret af den amerikanske avis The New York Times og det undersøgende medie Bellingcat.

Forslag til store forandringer på universiteterne: Drop SU'en og forkort kandidaten

Onsdag præsenterede Reformkommissionen sine anbefalinger til, hvordan uddannelsessystemet kan skrues smartere sammen.

Her blev der blandt andet fremlagt et forslag om at droppe SU'en på kandidatuddannelser og i stedet gøre det til et lån. Det blev dog hurtigt afvist af uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), der på Twitter skrev, at det ikke var noget, som regeringen bakkede op om.

Kommissionen anbefalede også at ændre optagelseskravet til videregående uddannelser, så et karaktergennemsnit på 9 giver adgang til alle uddannelser. Derudover var der også tale om at forkorte en række kandidatuddannelser fra to til et år. De korte uddannelser skal særligt være målrettet erhvervslivet.

***

Vi slutter et helt andet sted.

Den britiske sanger og sangskriver Ed Sheeran har onsdag vundet et langt retsopgør om rettigheder. Det skete ved en domstol i London, hvor en dommer afgjorde, at hans hit 'Shape of you' ikke har kopieret tekst fra Sami Switch sangen 'Oh why'.

Ifølge dommeren, indeholder sangene "åbenlyse ligheder", men samtidig også "vigtige forskelle". Døm selv – hør sangene her og her.