Samfund

Minister vil have Facebook til at stoppe ulovligt lånemarked

Siden kviklånslov er lånemarked fordoblet på Facebook. Ulovlig aktivitet skal stoppes, siger minister til JP.

Efter dyre kviklån blev forbudt i 2019 er antallet af profiler og aktiviteten i lukkede grupper på Facebook, hvor der udbydes og efterspørges lån, cirka fordoblet fra 2020 til 2021.

Sådan lyder vurderingen fra Finanstilsynet, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Finanstilsynet er det dog et begrænset marked, hvor private via Facebook låner penge til hinanden. Markedet er anslået til mellem 18 og 60 millioner kroner årligt.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil nu i dialog med Facebook, så ulovlig låneaktivitet kan stoppes på det sociale medie.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få lavet et effektivt opgør med de kviklån, som vi alle var frustrerede og fortørnede over. Men ublu renter og kviklån på Facebook er lige så skadelige for økonomisk sårbare mennesker, som når de foregår på sms eller i et fysisk bureau. Lånehajer er lånehajer, og de skal fanges og stoppes, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Han siger videre, at det er en "vigtig samfundsmæssig opgave", at håndhæve reglerne, og det "håber og forventer" han, at Facebook vil bidrage til at løfte.

Enorme årlige omkostninger

Der er tale om ulovlig låneaktivitet, når et udlån har årlige omkostninger i procent på over 35. Samtidig må en forbruger maksimalt betale det dobbelte af et lån tilbage i renter, gebyrer og afdrag.

Den lovgivning trådte i kraft 1. juli 2020 og skulle sætte en stopper for dyre kviklån. Men loven gælder også udlån mellem private personer.

Finanstilsynet har også konstateret en tendens til, at långiverne på Facebook er en del af et netværk af personer. De skjuler deres identitet bag falske profiler.

Virksomheden Meta, der står bag Facebook, oplyser via sin pressechef i Norden til Jyllands-Posten, at "gråzoner altid er udfordrende at tackle, men vi har absolut ikke noget ønske om at lægge platform til ulovlige aktiviteter".

Opdager Facebook indhold, hvor økonomisk svindel forsøges, fjernes det, lyder det videre.