Dagens overblik

Dagens overblik: Zelenskij talte til Folketinget - og Danmark har et ansvar

Rusland trækker styrker fra Kyiv. Danmark klar med soldater til Baltikum. Markant antal terrortrusler afværget i Danmark og en Oscar-undskyldning.

Krigen i Ukraine har varet mere end en måned, og Ruslands invasion af sit naboland medførte prompte en lang række sanktioner fra Vesten.

Men hvordan oplever russerne sanktionerne og deres nuværende situation i verdens største land?

TV 2 har talt med fire russere, som ser ret forskelligt på deres hverdag, og det kan du læse lige her.

Velkommen til dagens overblik.

Zelenskij talte til Folketinget

Der blev skrevet historie, da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, talte til Folketinget via videolink ved middagstid tirsdag. Her takkede han Danmark for vores støtte, men gjorde det samtidig helt klart, at Vesten - herunder Danmark - bør gøre mere i forhold til at sanktionere Rusland og støtte Ukraine militært.

Zelenskij fortalte om de omfattende ødelæggelser af landet, der dagligt rammes af angreb, som er mere intense end under Anden Verdenskrig, og han opfordrede Europa til at "stoppe med at lytte til alle undskyldningerne fra Rusland".

Præsidenten gjorde det helt klart, at han mener, at Danmark har et ansvar. Både for at fastholde og indføre endnu hårdere sanktioner over for Rusland, blandt andet på olieimport, men også i forhold til genopbygningen af Ukraine, når det bliver aktuelt.

Danmark klar med 800 soldater

Danmark er klar til at sende en kampbataljon på 800 soldater til de baltiske lande, hvis NATO beder om det. Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag.

I starten af marts sendte Danmark omkring 220 soldater til Estland, men derudover har vi en 800 soldater på Antvorskov Kaserne i Slagelse, der er klar til at rykke ud med få dages varsel. Og det er netop denne kampbataljon, Mette Frederiksen stiller til rådighed. Noget som regeringen har "en formodning om” vil blive aktuelt.

For at det kan lade sig gøre at sende soldater afsted, skal det dog vedtages af Folketinget. Derfor vil der senere på ugen blive fremsat et beslutningsforslag om udsendelsen, men ifølge statsministeren er der allerede nu opbakning til det blandt de øvrige partierne.

Rusland trækker styrker ud af Kyiv

Rusland har valgt at reducere den militære aktivitet omkring den ukrainske hovedstad, Kyiv, og byen Tjernihiv radikalt. Det siger Ruslands viceforsvarsminister, Alexander Fomin, ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt.

Tilbagetrækningen fra hovedstaden sker ifølge udenrigsministeren for at skabe en gensidig tillid, og at de nødvendige betingelser for fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland kan lykkes.

Det er endnu uvist, om tilbagetrækningen er reel, men de ukrainske myndigheder har også været ude med meldinger om, at der er tegn på, at russerne trækker sig væk fra Kyiv.

De seneste dage har ukrainske styrker generobret flere byer. Blandt andet forstaden Irpin, der ligger nordvest for hovedstaden. Denne erobring peger ifølge flere eksperter på, at Rusland er ved at blive presset tilbage på slagmarken.

Terrortruslen er lav mod danskere

Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig, og den største trussel kommer fra personer, der sympatiserer med militant islamisme – herunder med grupperne Islamisk Stat og al-Qaeda. Sådan lyder vurderingen af terrortruslen mod Danmark, der er udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Samtidig oplyser de, at risikoen for, at den enkelte dansker bliver berørt at terror, er meget lav. Truslen mod Danmark er dermed ikke øget og betragtes fortsat som ”alvorlig”, men den er blevet mere kompleks.

Truslen fra venstreekstremister vurderes til at være ’minimal’, det laveste niveau af fem, mens den fra højreekstremister vurderes at være ’generel’, der er niveau tre.

For første gang nogensinde har myndighederne vurderet truslen fra såkaldt antimyndighedsekstremisme, der "accepterer og italesætter nødvendigheden af at anvende vold mod eksempelvis folkevalgte". Den bliver vurderet som værende til stede, men i et 'begrænset' niveau.

Will Smith siger undskyld

Det gav et sus i maver verden over, da skuespiller Will Smith gav komiker Chris Rock en lussing under Oscar-uddelingen natten til mandag. Smith har siden Oscar-natten været tavs, men nu undskylder han i et opslag på Instagram. Her skriver han, at han gik over stregen, og at han er flov.

Will Smith strøg på scenen og gav Chris Rock en lussing, efter at komikeren havde lavet en joke om Smiths hustru, Jada Pinkett Smiths, skaldethed – noget, der skyldes en hudsygdom, som hedder alopecia eller pletskaldethed.

Joken, der var en reference til actionfilmen ’G.I. Jane’ fra 1997, blev for meget for Will Smith, der skriver, at han godt kan tåle jokes på hans bekostning, men at det blev for meget for ham, at den gik på hans kones sygdom.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor vi trods sommertid igen kan finde vinterjakken frem. I hvert fald blev tirsdag den første dag med encifrede temperaturer i hele landet, og i de kommende dage bliver det blot mere vinterligt med beskedne dagstemperaturer og mulighed for slud- eller snebyger flere steder.

Bygerne kan blive både intense og meget kolde, men husk blot på, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.