Rusland invaderer Ukraine

Flere danskere investerer nu i våben: – Djævelen har de gode argumenter lige nu, siger ekspert

Udviklingen er usædvanlig og stikker ud i forhold til den investeringstrend, der har været de sidste 10-15 år.

Det har længe været ilde set at handle med våbenaktier, men nu tyder nye tal på, at den tanke er ved at vende hos flere investorer.

Det fortæller Per Hansen, der er økonom hos investeringsplatformen Nordnet.

De spiller med på de muligheder, der er

Per Hansen, Nordnet

En stigende andel af Nordnets danske privatkunder har siden februar og marts investeret i aktier fra kendte våbenproducenter som eksempelvis Rheinmetall AG, Lockheed Martin Corp og General Dynamics.

Tidspunktet falder sammen med Ruslands invasion af Ukraine og den politiske aftale om at hæve det danske forsvarsbudget.

Danmark hæver forsvarsbudgettet

Aftalen om at øge forsvarsbudgettet i Danmark er indgået mellem regeringen, Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og SF.

Derudover vil Danmark afsætte syv milliarder kroner over de næste to år til at styrke forsvaret, diplomati og den humanitære indsats.

Ifølge Per Hansen er der to ting, der spiller ind på udviklingen. Den ene er kursstigningerne på våbenaktierne.

- Og det andet er politikernes holdning, som ligesom gør det legitimt, at man er nødt til at genbesøge idéen om, at det der med våben, det skulle man ud af – eller i hvert fald ikke ind i, siger Per Hansen.

Udviklingen er fuldstændig til højrebenet, mener ekspert

I dag udgør våbenaktierne omtrent 200 millioner dansker kroner af Nordnets kunders samlede investeringer på omkring 120 milliarder danske kroner, estimerer Per Hansen.

Våbenaktier har tidligere kun været interessant for en mindre del af Nordnets kunder, men det lader altså nu til at have ændret sig.

- Tallet er steget meget, men det er steget meget ud fra et meget lavt udgangspunkt, siger han.

Udviklingen er dog ikke overraskende, og det skyldes blandt andet den politiske legitimering af våben:

- Det er fuldstændig til højrebenet, siger han.

For når det handler om investeringer, så ser investorerne en mulighed for at tjene nogle penge, men de går ikke uden for det politiske kodeks, forklarer Per Hansen.

- Det er ikke sådan, at de gør noget, som er fuldstændig uden for lov, ret og rimelighed. De spiller med på de muligheder, der er, siger Per Hansen.

Hvis naboen ikke kan opføre sig ordentligt, må man forsvare sit hjem

Også hos Saxo Bank er der blandt kunder en stigning i handlen med våbenaktier.

Selvom våbenaktierne indtil videre også her kun udgør en lille del af kundernes samlede portefølje, viser tallene en klar stigning. Det oplyser Peter Garnry, aktiestrategichef hos Saxo Bank, til TV 2.

Han påpeger, at snak om løft af EU’s forsvarsbudgetter betyder, at der kommer flere penge ind i våbenindustrien. Og at det giver nogle investeringsmuligheder.

- Det usædvanlige er selvfølgelig, at det stikker ud i forhold til den investeringstrend, vi har haft de sidste 10-15 år.

I mange år har våbenindustrien ligget i samme investeringskategori som tobak og spiritus – en kategori, mange investorer i Danmark er gået langt udenom.

- I den ideelle verden vil de fleste investorer ikke have noget med våbenaktier at gøre, tror jeg. Men hvis din nabo ikke kan opføre sig ordentligt, så bliver man nødt til at forsvare sit eget hjem, så det er jo det, der nu sker.

Djævlen på skulderen har de gode argumenter

Ifølge Michael Friis, der er aktiechef i HC Andersen Capital, skyldes udviklingen selvfølgelig først og fremmest et ønsket om profit. Og med den politiske legalisering er det nu blevet lettere for investorerne at forsvare investeringerne etisk over for dem selv.

- Hvis det er dét, politikerne siger er en nødvendighed for at skabe fred, så kan de jo ikke sige, at man ikke må investere i de aktier. Det er den der djævel, der sidder på skulderen, og det må folk jo så gøre op med sig selv. Men lige nu har djævlen på skulderen de gode argumenter for at gøre det, uddyber Michael Friis.

Den udlægning er både Per Hansen og Peter Garnry enige i. Eller som Per Hansen formulerer det:

- Politikerne har ikke bare sat ord på det. De har faktisk også sat kroner og ører bagved.