Rusland invaderer Ukraine

Flygtningekrise kan få konsekvenser for alle danskere, siger Frederiksen

Europa kan komme til at stå i en "meget, meget stor flygtningekrise", hvor alle må tage fra, lyder det fra den danske statsminister.

EU har fredag afsluttet to dages topmøde i Bruxelles, der kun har handlet om én ting.

- Det er et EU-topmøde, der har handlet om Ukraine fra start til slut. Og sådan skal det selvfølgelig også være, siger statsminister Mette Frederiksen.

Det her kommer vi ikke igennem, uden at det potentielt vil få store konsekvenser for alle danskere

Mette Frederiksen, statsminister

Inden for det ene altoverskyggende emne var der især to underemner, der optog EU-landenes stats- og regeringschefer.

Først og fremmest var der fokus på de stigende energipriser og EU’s ambitioner om at blive uafhængig af gas og olie fra Rusland.

Krig på kontinentet kommer med en pris

Ifølge Mette Frederiksen er EU-landene meget optaget af at afhjælpe de høje priser. De har dog ikke besluttet, præcis hvordan det kan gøres, så det skal EU-Kommissionen nu arbejde videre med.

Men det bliver ikke nogen nem opgave, understreger statsministeren, blandt andet fordi der er nogle stærke markedskræfter, som man skal være varsom med at udfordre.

- Det er ikke noget, vi løser fra den ene dag til den anden, men vi er i arbejdstøjet. Nu har jeg siddet i to dage med mine kollegaer, og der er ingen, der er ligeglade med det her, siger Mette Frederiksen.

I forhold til de danske forbrugere har et flertal i Folketinget vedtaget en varmecheck, men det er ”tydeligvis ikke nok”. Derfor arbejder partierne på et kapitel to, og der kommer også et kapitel tre, siger Mette Frederiksen.

Danskerne og europæerne kommer dog uundgåeligt til at mærke på pengepungen, at der er krig i Ukraine.

- Det kommer med en pris, at der er krig på vores kontinent. Den pris begynder at vise sig nu, og det bliver værre, end det er nu, siger Mette Frederiksen.

Udover energipriserne havde EU-topmødet udpræget fokus på de store flygtningestrømme, som EU-landene forventer fra Ukraine.

Vi kan komme til at stå i en meget, meget stor flygtningekrise

Mette Frederiksen, statsminister

Flere end 3,7 millioner er allerede flygtet ud af det krigshærgede land. De fleste - 2,2 millioner - befinder sig foreløbigt i nabolandet Polen. Men hele Europa må forberede sig på store flygtningestrømme.

Der er foreløbigt kommet 26.000 ukrainske flygtninge til Danmark, og fredag sagde regeringen, at den nu forbereder sig på flere end 100.000.

- Vi kan komme til at stå i en meget, meget stor flygtningekrise, hvor alle europæiske lande skal tage fra, siger Mette Frederiksen.

Kan få konsekvenser for alle

Problemet kan ifølge statsministeren blive så stort, at det ikke kan løses med penge. Hun hæfter sig ved, at Danmark har en arbejdsløshed på 2,9 procent, som er en af Europas laveste.

Derfor bliver der brug for tandlæger, sygeplejersker, skolelærere og flere andre faggrupper.

- Vi kommer til at skulle kigge ind i alle mulige løsninger. Vi vil gerne sige fra regeringens side, at det her kommer vi ikke igennem, uden at det potentielt vil få store konsekvenser for alle danskere, siger Mette Frederiksen.

Hun mener også, at der kan blive brug for nogle af de mange flygtninge på arbejdsmarkedet, og fortæller, at myndighederne skal være opmærksomme på, om der for eksempel er skolelærere iblandt, der kan hjælpe med at undervise børnene.

Desuden må alle danskere indstille sig på, at det kan blive nødvendigt at give en hånd med, og at flygtningepresset kan gå udover velfærden.

- Jeg tror faktisk, vi får brug for os alle sammen, hvis vi skal komme godt igennem det her, siger statsministeren.