Samfund

En usædvanlig sen influenzasæson kan nu mærkes i sundhedsvæsenet

Selvom influenzaen viser sit ansigt i sundhedsvæsenet, er presset indtil videre til at håndtere.

Årets stærkt forsinkede influenzasæson er så småt begyndt at kunne mærkes i det danske sundhedsvæsen.

Mens lægevagten har ”ualmindeligt travlt” i Region Midtjylland, oplever Herlev Hospital og Gentofte Hospital ”en klart stigende tendens” i antallet af influenzaindlæggelser, lyder beskeden til TV 2.

En tendens, der afspejles i tal fra Statens Serum Institut (SSI) over nyindlæggelser med influenza.

På Hvidovre Hospital fortæller overlæge Nina Weiss, at infektionsmedicinsk afdeling lige nu oplever ”en meget kraftig stigning” i antallet af positive influenzapodninger.

Stigningen kommer efter en meget lang periode uden nogen influenzasmittede på afdelingen.

- Det er nok den hyppigste årsag til febersygdom lige nu, siger overlægen til TV 2 og tilføjer, at det ikke er alle indlagte med influenza, der indlægges på grund af infektionen.

Selvom influenzapatienterne bliver flere og flere, er det dog ikke noget, der presser afdelingen på Hvidovre Hospital endnu.

Fyn er mere presset

Mere pressede meldinger kommer fra Fyn, hvor smitten kan mærkes i både almen praksis og hos de indlagte patienter.

Det fortæller Anette Holm, der er ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH), til TV 2/Fyn.

- På hospitaler skal vi både isolere patienter med corona og patienter med influenza, så det skaber en ny udfordring for os, da der fortsat er mange patienter, som er positive for coronavirus, siger Anette Holm.

Indtil videre kan presset godt håndteres, selvom det kræver meget af personalet.

- Vi kan kun håbe, at det ikke bliver en voldsom influenzasæson, særligt for de ældre og svækkede, som er dem, der er i risiko for alvorlig influenzasygdom, siger OUH-overlægen.

Lige nu foregår smitten primært blandt børn, viser tal fra Statens Serum Institut.

Spørgsmålet er, hvor meget smitten vil sprede sig til forældre og bedsteforældre, som er mere sårbare over for smitten, siger Nina Weiss fra Hvidovre Hospital.

Perspektiv

Vaccinerne stopper ikke smitte hos danskere over 45 år

Arkivfoto.

Til denne sæson har staten købt rekordmange influenzavacciner hjem. Men værdien af dem ser ud til at være dalet betragteligt.

Vaccinernes evne til at stoppe infektioner er nemlig lig nul hos danskere på 45 år og derover. Læs hele historen her.

Sæsonen er med os

Statens Serum Institut forventer, at smitten vil stige nogle uger endnu.

Afgørende for udviklingen kan det vise sig at blive, at årets influenzasmitte har ladet vente på sig.

De er ikke så alvorligt syge, at man behøver at indlægge dem

Nina Weiss, overlæge på Hvidovre Hospital

Normalt rammer influenzaen i den kolde tid omkring nytår, mens den i år først er dukket op i marts, hvor vejret er bedre, og folk opholder sig mere uden døre.

Det giver håb for, at smittekurven snart knækker, siger både SSI og overlæge Nina Weiss. Men:

- Smitten kan også stige til en meget stor mængde i samfundet, fordi vi ikke er så beskyttede, som vi plejer at være. Vi må se, hvordan udviklingen bliver, siger Nina Weiss.

Ikke alvorligt syge

For nu er alarmklokkerne på landets hospitaler forblevet tavse, og hos Region Hovedstadens Akutberedskab blinker de røde lamper da heller ikke.

Her er telefonkøen til akuttelefonen 1813 ikke fyldt med influenzapatienter, men derimod er tendensen blot ”et let stigende antal opkald om influenzalignende symptomer”.

Opkaldene udgør cirka en procent, oplyser Region Hovedstaden til TV 2.

Årets første influenzapatient har da også til gode at blive indlagt på Hvidovre Hospital, fortæller overlæge Nina Weiss. Langt de fleste influenzaramte bliver hurtigt udskrevet.

- De er ikke så alvorligt syge, at man behøver at indlægge dem. Meget ofte kan vi sende patienten hjem igen med en tabletbehandling, fordi de bestemt er i stand til at klare sig selv, siger hun.