Samfund

Influenzavaccinerne beskytter ikke mod smitte hos stor del af befolkningen, siger SSI

Lige nu ser vi en eksponentiel stigning i influenzasmitten. Hvornår vi når toppen, er uvist.

Værdien af sidste års rekordkøb af influenzavacciner ser ud til at være dalet betragteligt.

Vaccinernes evne til at stoppe infektioner er nemlig lig nul hos danskere på 45 år og derover.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i deres nyhedsbrev ’Influenza-nyt’.

Billedet bekræftes af Ramona Trebbien, sektionsleder ved influenzaafsnittet på SSI, over for TV 2.

- Vaccineeffektiviteten i den ældre del af befolkningen har vi fået til ikke at være eksisterende. Vi formoder dog, at der vil være lidt beskyttelse over for alvorlig sygdom, ligesom vi også ser med covid-vaccinerne, siger hun.

Ældre har et svagere immunforsvar end unge mennesker, så ofte reagerer de dårligere på vaccinen

Ramona Trebbien, Statens Serum Institut

For yngre befolkningsgrupper ser effekten ud til at være væsentlig højere.

Mens effekten er beregnet til 71 procent for de 2-6-årige, lyder den på 43 procent blandt personer i alderen 7-44 år.

Begge tal er dog omgivet af en del usikkerhed.

En særlig variant

Den altdominerende influenzavariant i denne sæson er H3N2-varianten, som er en influenza A-type.

Det er blandt andet på grund af denne undertype, at vaccinen ikke beskytter mod influenza hos den ældre del af befolkningen, forklarer Ramona Trebbien.

H3N2 har det med at mutere og ændre sig løbende, hvilket gør det vanskeligt at planlægge, hvilke komponenter årets influenzavaccine skal indeholde.

- Ældre har et svagere immunforsvar end unge mennesker, så ofte reagerer de dårligere på vaccinen. Derudover ser vi ofte, at vaccinerne ikke er supereffektive, når vi har en H3N2-sæson, siger sektionslederen.

Vaccinens effektivitet er også nedsat af, at smitten i år er kommet lang tid efter, at vi i oktober begyndte at vaccinere mod influenza.

Normalt starter sæsonen i december og starten af januar; i år er smitten først kommet i marts.

Hvad vil konsekvensen være af, at vaccinerne ikke er særligt effektive?

- Flere personer vil være modtagelig for en influenzainfektion, siger Ramona Trebbien fra SSI.

Er der også flere, der vil dø?

- Når vi har influenzasæson, så er der jo nogle, som dør, fordi de får en infektion. En infektion kan få det til at vippe, hvis man er ældre eller har en sygdom, der gør, at ens immunforsvar ikke fungerer optimalt.

Indtil videre er der registreret 11 dødsfald med influenza i denne influenzasæson.

Toppen er endnu ikke nået

Fra uge 9 til uge 10 blev antallet af registrerede influenzasmittede fordoblet, og vi har stadig til gode at se toppen af smittekurven, siger Ramona Trebbien.

- Vi ser lige nu en eksponentiel vækst, så vi tror, at der kommer til at være yderligere stigning de næste uger. Hvor lang tid, det varer, er lidt svært at sige.

- Nu går vi ind i foråret, så det kan være, at vi får god gavn af sæsoneffekten, når vejret bliver varmere, og folk er mere ude, siger hun.

Indtil videre har 4010 ud af 126.213 testede fået bekræftet influenzainfektion. Lige nu er det primært de yngre grupper, som bliver ramt af smitten.

Det hænger givetvis sammen med, at nogle små børn ikke har mødt en influenzavirus endnu, da den har været fraværende de sidste par år, siger Ramona Tribbien.

1,7 millioner er blevet vaccineret

I alt har Statens Serum Institut købt 2,5 millioner influenzavacciner ind, og med dem er 1,7 millioner danskere blevet vaccineret.

Vaccinationsprocenten er især høj hos plejehjemsbeboere og 65-81-årige, mens den er lav hos både sundhedspersonale og de yngre målgrupper.

Vaccinen bliver tilbudt til landets sundhedspersonale, alle over 64 år og en række personer i særlige risikogrupper.

Derudover tilbydes den også til børn mellem to og seks år.