Samfund

Unge socialdemokrater vil kæmpe "med næb og kløer" mod regeringens alkoholforslag

"De unge drikker mindre og mindre, og det belønner vi så med at lave et totalforbud," siger DSU-formand.

Der er kaldt til kamp mod moderpartiet i Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU.

For ifølge de unge socialdemokrater går regeringen for langt, når den i sit udspil til en ny sundhedsplan vil hæve aldersgrænsen for salg af al alkohol til 18 år.

- Det er ikke et problem, at der er nogle unge mennesker på 17 år, der en gang imellem gerne vil drikke en øl. Det er simpelthen ikke en samfundsudfordring, siger forbundsformand Frederik Vad Nielsen til TV 2.

Han understreger, at danskerne generelt drikker for meget, men peger på, at det ifølge DSU kan løses på andre, mindre indgribende måder.

Unges forhold til alkohol kan godt starte stille og roligt med nogle få procenter

Frederik Vad Nielsen, forbundsformand i DSU

Mindre fristende smag og emballage

Blandt andet foreslår Frederik Vad Nielsen, at man kan kigge på at begrænse alkohol, der “smager som sodavand”, eller ændre på de mange læskende drikkes “fristende emballager”.

Et andet forslag fra ungdomspartiet er at kigge på grænsen for procenter i de alkoholiske drikke, som unge kan købe, efter de er fyldt 16.

I stedet for de 16,5 procent, den ligger på i dag, kunne max-procenten sænkes til 5 eller 7 procent, lyder det.

- Unges forhold til alkohol kan godt starte stille og roligt med nogle få procenter, siger forbundsformanden.

Som noget nyt skelner styrelsens anbefalinger ikke længere mellem mænd og kvinder.

Den holdning er Sundhedsstyrelsen dog ikke enig i.

Tidligere på måneden udkom styrelsen med nye anbefalinger for alkoholindtag i Danmark, og meldingen til den yngre del af befolkningen var klar: Unge under 18 år bør ikke indtage alkohol.

Danske unge drikker mindre - men er stadig topscorer

Selvom Frederik Vad Nielsen mener, at anbefalingerne skal tages “meget alvorligt”, er en højere aldersgrænse ifølge ham ikke en gangbar vej.

- De unge gør det, vi siger, de skal. De drikker mindre og mindre, og det belønner vi så med at lave et totalforbud, siger han.

Men vi har jo før hævet aldersgrænsen for køb af alkohol med en positiv effekt. Kan det ikke netop have været medvirkende til den gode udvikling, du taler om?

- Jo, det er en del af det. Der er også en anden del, som er, at man ude på uddannelsesinstitutionerne er rigtig gode til at tage ansvar for det her. Der bliver gjort meget, siger han.

Vi vil råbe op om, at det er forkert

Frederik Vad Nielsen, forbundsformand i DSU

Derudover fremhæver forbundsformanden, at samfundet generelt er mere bevidst om alkoholkulturen i landet. Mens også foreninger - som DSU forstås det - er blevet “langt bedre til at have en ordentlig festkultur”.

Men på trods af den store bevågenhed og det faldende indtag af alkohol er danske unge stadig dem i Europa, der drikker allermest - langt foran vores nordiske naboer.

- Ja, men det gjorde vi også for 30 år siden. Så alkoholforbruget falder, og det gør det også i andre lande. Man kan sige, at vi stadig ligger øverst. Men vi må jo se på, hvordan det falder. Det må være det afgørende, siger Frederik Vad Nielsen.

Vil kæmpe imod

Forbundsformanden gør det klart over for TV 2, at ungdomspartiet er klar til at kæmpe med næb og kløer imod regeringens ambition om at hæve aldersgrænsen for køb af alkoholiske drikke.

- Vi vil råbe op om, at det er forkert, alle de steder vi kan, siger han.

Det gør ungdomspartiet blandt andet ved at tale med relevante ministre og gennem “en masse møder” internt i partiet, lyder det.

Udspillet til den nye sundhedsreform blev præsenteret tirsdag eftermiddag.

Et af de forslag, som har vakt opsigt i udspillet, er forslaget om den højere aldersgrænse for købt af alkohol. Men også at regeringen er åbne for at indføre et decideret forbud mod køb af cigaretter for personer, der er født efter 2010, har fået opmærksomhed.

Du kan læse mere om regeringens sundhedsudspil her.