Rusland invaderer Ukraine

Ukrainsk flygtning kom til Danmark søndag aften - mandag morgen var hun i gang med at undervise

Lyudmyla Dotsenko er flygtet fra krigen i Ukraine med sin søn og søster. Fra Græsted i Nordsjælland laver hun onlineundervisning i engelsk.

På en landejendom i Græsted i Nordsjælland sidder ukrainske Lyudmyla Dotsenko koncentreret foran sin pc.

Den 45-årige skolelærer er i gang med fjernundervisning af ukrainske skolebørn.

Dette er sandsynligvis en dråbe i havet, men havet består af mange små dråber

Lyudmyla Dotsenko, engelsklærer

De fleste skolebørn befinder sig i hendes hjemby, Poltava, i det krigshærgede Ukraine, mens nogle følger med fra andre europæiske lande.

Søndag aften ankom Lyudmyla Dotsenko, hendes søn og hendes søster til Danmark, og allerede mandag morgen var den ukrainske lærer i gang med at undervise sine elever i engelsk.

Undervisningen er hendes måde at klare sig igennem hverdagen, der de seneste uger er blevet ændret totalt.

- Når jeg underviser, glemmer jeg alt omkring mig. Det kan give børnene et frirum, og det er min måde at hjælpe på, siger Lyudmyla Dotsenko til TV 2.

Luftalarm afbryder undervisningen

Kontrasten kan næsten ikke blive større mellem hendes hjemby og stuen i Græsted, hvor brændeovnen varmer rummet op, mens heste løber rundt på de indhegnede marker udenfor.

Krigens alvor og virkelighed viser sig pludselig tirsdag formiddag, da luftalarmen går over Poltava, der ligger i den centrale del af Ukraine. Det får mange af hendes elever til at søge tilflugt i byens beskyttelsesrum, og undervisningen må midlertidigt afbrydes.

Først efter et par timers pause kan Lyudmyla Dotsenko genoptage fjernundervisningen. Én efter én toner de 15-16-årige elever tilbage på skærmen, og gennemgangen af romanen 'Kong Salomons miner' kan fortsætte.

Det er vigtigt for Lyudmyla Dotsenko at undervise ukrainske børn, så skadesvirkningen af krigen kan formindskes.

- Børn har brug for at blive distraheret fra det, der foregår i Ukraine. Dette er sandsynligvis en dråbe i havet, men havet består af mange små dråber, forklarer Lyudmyla Dotsenko.

Hun fortæller, at den ukrainske regering har opfordret til, at børn i videst muligt omfang fortsætter med at få undervisning - og den besked har Lyudmyla Dotsenko taget til sig.

- Mit mål er at hjælpe børn med at få en uddannelse, så de kan være gode borgere i Ukraine i fremtiden og genoprette landet fra ruinerne, siger engelsklæreren.

Sønnen er glad for trygge Danmark

Lyudmyla Dotsenko og familien flygtede fra Ukraine onsdag i sidste uge. Dermed er de iblandt de tre millioner mennesker, der ifølge FN's opgørelse er flygtet ud af landet på under tre uger.

Familien blev hentet i den polske by Poznan og kørt til den nordsjællandske by af faren i den familie, som Lyudmyla Dotsenko for 20 år siden var au pair hos.

Lyudmyla Dotsenko fortæller, at det var hjerteskærende at måtte forlade sit hjemland, men hun så ingen anden udvej for at skærme sønnen Igor fra krigens rædsler.

Han sidder i et tilstødende rum og laver lektier ved sit nye skrivebord. Den 10-årige dreng øver sit skriftlige engelsk og bøjer verber.

Han er glad for at være sluppet ud af Ukraine og for at være landet i Danmark, hvor der ifølge den tiårige er trygt at være.

- I Ukraine er der krig. Det er ikke sikkert, siger Igor Dotsenko til TV 2.

Vi vil endelig blive fri fra russerne - én gang for alle

Lyudmyla Dotsenko, engelsklærer

Tager efternavn efter bombefly

Lyudmyla Dotsenko er tydeligt mærket af de seneste ugers krig i Ukraine.

Hendes højre hånd ryster, mens hun bevæger musen under onlineundervisningen af de ukrainske skoleelver. Men hun er stærkt fokuseret på at komme videre med sit nye liv.

- I disse svære tider skal vi alle arbejde hårdt på den måde, vi kan, siger Lyudmyla Dotsenko.

Den ukrainske skolelærer mener, at roen i Ukraine vil blive genoprettet, og at landet vil fremstå endnu bedre end før den russiske invasion.

- Vi vil endelig blive fri fra russerne - én gang for alle, siger Lyudmyla Dotsenko.

Hun ser ikke sig selv som flygtning og er stærkt motiveret for at vende tilbage til sit hjemland, så snart krigen er slut.

En rejse til Ukraine er imidlertid ikke den eneste ændring, som den 45-årige skolelærer vil foretage sig.

Hun planlægger også et navneskift, da hun stadig har sin russiske eksmands efternavn, som hun blev skilt fra for fem år siden.

Lyudmyla Dotsenko forklarer, at hun vil ændre navn til Lyudmyla Bayraktar efter det tyrkiske bombefly, som har hjulpet Ukraine i krigen mod Rusland.