Indsamlingen til Ukraine slår alle rekorder: Betyder det, at Støjberg har ret?
Hvorfor støtter befolkningen Ukraine langt mere end andre gode formål? Inger Støjberg har sit bud, og måske har hun en pointe, siger eksperter.
Det er aldrig set før i Danmark, at en velgørende sag modtager så massivt et beløb, som Ukraine har modtaget under Ruslands invasion af landet.
Knap en milliard kroner har virksomheder, organisationer og helt almindelige borgere i Danmark givet i hjælp til det krigshærgede land i Europa.
Men hvorfor?
Konflikter og katastrofer, som i årevis har kostet tusindvis af menneskeliv, fortsætter ufortrødent, men nyder ikke samme folkelige opbakning i kroner og ører.
Inger Støjberg, forhenværende minister og folketingsmedlem, har sit eget, debatskabende bud:
- Indtil nu er det lykkedes politikerne at pakke det ind i glitret papir og sætte prædikatet ’nærområde’ på pakken. Ingen tør sige det, som det er: Det er, fordi ukrainerne ligner os mere, og fordi de primært er kristne, skrev hun 8. marts i sin faste klumme i Ekstra Bladet.
To eksperter giver her deres bud på, hvorfor danskerne donerer så meget til netop Ukraine – og vurderer, om Støjberg har fat i den lange ende.
Den perfekte kombination
Krigen i Ukraine rummer den “perfekte kombination” af forhold, der får den danske befolkning til at hjælpe. Det mener Lars Skov Henriksen, ph.d. og professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
- Situationen i Ukraine er både tæt på geografisk og kulturelt, og vi har et entydigt billede af, hvem der er fjenden. Det er svært at finde gode grunde, der taler imod, at man skulle støtte, siger han.
Hvilke ting skal være på plads, før befolkningen trækker pengepungen op af lommen og støtter en sag?
- Der skal være et problem, som man synes er vigtigt og væsentligt at forholde sig til, og også en form for identifikation. Man skal kunne sætte sig i de andres sted, og så skal der være en oplevet uretfærdighed, der virker engagerende, og som mobiliserer folk, siger han.
Overordnet set handler danskernes vilje til velgørenhed om vores opfattelse af "det gode", fortæller Liv Egholm, ph.d. og lektor i civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School (CBS).
- Vi støtter sager, når vi føler en form for solidaritet med dem, men det er meget forskelligt, hvor langt den solidaritet strækker sig. For nogle strækker den sig kun til naboer eller familie, mens det for andre strækker sig over hele verden. Det handler om, hvordan vi genkender og forstår "det gode", siger hun.
Ekstra Bladet svarer igen
For regeringen at se er årsagen til statens bidrag til landet og dets flygtninge helt klar:
- Ukraine er Danmarks nærområde, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) 24. februar på et pressemøde.
Den køber Inger Støjberg ikke.
For sandheden om danskernes større vilje til at hjælpe skal snarere findes i forskellene mellem ukrainske flygtninge og eksempelvis somaliske eller palæstinensiske. Danskerne har simpelthen en større samhørighed med dem, lyder det.
- Det gør en forskel, om vi lukker 20.000 muslimer ind i Danmark, eller om vi lukker 20.000 kristne ind. Der er ganske enkelt ikke det samme bøvl og evindelige diskussioner om, hvorvidt det er dem eller os, der skal tilpasse sig, skriver hun blandt andet i sin klumme hos Ekstra Bladet.
Støjbergs synspunkt har vakt debat, og fem dage senere tog Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, til genmæle i eget medie. Her kaldte han det "en kedelig tendens i debatten", at ukrainere fremhæves på bekostning af flygtninge fra andre lande.
Skjult racisme?
Liv Egholm og Lars Skov Henriksen peger begge på, at konflikter, man kan spejle sig i, har en betydning for, hvornår den danske befolkning vil yde støtte, og så langt kan Inger Støjberg godt have en pointe, mener de.
Men det er ikke hele forklaringen, lyder det fra dem begge.
Krigen i Ukraine er på flere måder nemmere at relatere sig til set fra vores side af kloden:
- Her er "det gode" meget klart for os. Vi mener, at det handler om demokrati, retten til suverænitet og retten til at sige fra over for diktatorer. Så kan man spørge, om det ikke var det samme i Syrien, men her er det skåret meget mere klart ud, siger Liv Egholm.
Lars Skov Henriksen er enig, men "vender den om" og vurderer, at det i modsætning til konflikterne i Mellemøsten her er langt nemmere at forstå, hvem der er "de onde".
Lurer der en skjult racisme i vores fravalg af andre gode sager?
- Nej, det er måske mere et udtryk for, at den politiske diskussion ofte bliver polariseret i krisesituationer. Støjberg bruger det også politisk. Det er naturligt, at folk bruger flere ressourcer på situationer, der fylder mest i den politiske dagsorden og i deres bevidsthed. Det synes jeg ikke, at man kan klandre folk for, siger Lars Skov Henriksen.
Støtter ikke kun med hjertet
Lars Skov Henriksen påpeger også, at danskerne ikke kun donerer penge for ukrainernes skyld.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har den seneste tid blandt andet bedt om våben, fly og penge, samt at Vesten “beviser”, at den anser Ukraine for at være en ven.
Budskabet er helt klart: Støtten gør en forskel i krigen, og den er i vores interesse, for næste gang kunne det være os, der står for skud.
Det gør indtryk på en befolkning, mener Lars Skov Henriksen, og vi må ikke narre os selv. For det er ikke kun hjertet, der får os til at støtte velgørenhed.
- Man skal ikke underkende, at når vi bakker op her, så er det også i vores egen interesse. Det er hele vores egen interessesfære, der er på spil. Folk handler ikke kun med hjertet, de handler også med hjernen, og her kan man se, at det er et kæmpe problem, hvis konflikten eskalerer, siger han.