De efterlyste netop hendes evner – og så smed 25-årig alt, hvad hun havde i hænderne
Lilia Nguyen har brugt starten af marts på at hjælpe flygtninge ved den polsk-ukrainske grænse. Særligt én oplevelse har gjort indtryk.
En gruppe mennesker nærmer sig virvaret af gule veste og tungt bevæbnet polsk militær.
25-årige Lilia Nguyen har som frivillig nødhjælpsarbejder allerede talt med hundredvis af flygtninge på en blanding af gebrokkent ukrainsk, polsk og fransk.
Men de nyankomnes stemmer skiller sig ud.
Lyden af en fortvivlet kvinde, der taler usammenhængende på vietnamesisk, når hendes øre.
Polsk-vietnamesiske Lilia Nguyen har endnu ikke hørt sit modersmål flyde fra nogen af de flygtninge, hun i de sidste dage har hjulpet.
Som frivillig ved den polsk-ukrainske grænseovergang i Medyka har hun de seneste tre dage ageret tolk for flere hundrede mennesker.
Men det her er anderledes.
- Min søn, jamrer den fremmede kvinde.
Hun ligner en dame på omkring 60. Men i disse dage i Medyka er mange ældet med flere år.
Lilia Nguyen kanter sig mellem politibetjente i fuld uniform og civile chauffører med papskilte påskrevet et hav af europæiske destinationer.
Hun tager kontakt til kvinden på vietnamesisk.
Da kvinden hører, at nogen taler til hende i et sprog, hun forstår, kaster hun sig over Lilia Nguyen.
- De har min søn, han kom ikke med over grænsen. Du må hjælpe mig, trygler kvinden.
Lilia Nguyen dirigerer kvinden væk fra kaosset. Langsomt får hun stykket sammen, hvad der er sket.
Kvindens søn var blevet tilbageholdt, mens resten af gruppen blev lukket gennem grænsen.
Da en brand havde raseret familiens hus, var sønnens identitetspapirer gået op i flammer. Uden dem havde han ikke fået lov til at krydse grænsen.
Lilia Nguyen lover den fremmede kvinde, at hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at genforene mor og søn.
Men hvad stiller en 25-årig kvinde som Lilia Nguyen op midt i den største flygtningekrise, som Europa har set siden Anden Verdenskrig?
Kurs mod krig
Da Rusland 24. februar invaderede Ukraine, sendte det chokbølger gennem hele Europa.
Mange ville hjælpe.
Nogle donerede tøj og fornødenheder, andre støttede med penge. Men nogle mennesker gik skridtet videre og greb til handling.
I Danmark kørte flere til Ukraine for at hente flygtninge, og hundredvis af danskere åbnede deres hjem for at huse de mennesker, der kom med retur.
Lilia Nguyen er en af dem, der satte kursen direkte mod et af de brændpunkter, hvor hjælpen var allermest tiltrængt.
I forbindelse med støttekoncerten ’Sammen for Ukraine’ fortæller TV 2 ECHO historien om de fem dage, Lilia knoklede ved grænseovergangen i Medyka i det sydøstlige Polen.
Sammen med andre frivillige fra hele Europa, hjalp Lilia Nguyen tusindvis af ukrainere videre mod et sikkert opholdssted.
Hun holdt sig kørende på ganske få timers søvn og en kost bestående af chokoladebarer og fabriksproducerede sandwiches fra supermarkedet på den anden side af vejen.
En verden til forskel fra hendes dagligdag som jurist i den polske hovedstad, Warszawa.
Hvis du havde spurgt Lilia Nguyen for en uge siden, ville hun aldrig have gættet på, at hun få dage senere ville stå med en ulykkelig kvindes skæbne i sine hænder.
Fra jurist til nødhjælper
24. februar passede hun sit job som advokatfuldmægtig i et stort amerikansk medicinalfirma i Warszawa.
Da billederne fra invasionen af Ukraine tonede frem på tv-skærmen, følte hun sig kaldet til at gøre noget. Derfor begyndte hun sammen med sin storesøster straks at organisere og sortere donationer.
I flere dage samlede de alt lige fra medicin og tøj til mad og vand og fik det sendt sydøst på mod den ukrainske grænse. Men det føltes ikke helt rigtigt.
- Det var som om, at det ikke var nok. Jeg havde brug for at mærke, at jeg gjorde en virkelig forskel, husker Lilia Nguyen.
Hun er barn af vietnamesiske forældre, der kom til Polen i 1996 efter kommunismens fald. I jagten på et bedre liv for dem selv og deres fremtidige børn.
- Det er nok en del af fundamentet for min motivation. Jeg vil gerne give lidt igen. Min mor forstår, hvad ukrainerne går igennem.
Tirsdag 1. marts så Lilia Nguyen en bekendts opslag på Instagram: Der var akut behov for fransktalende hjælpere ved grænsen.
Hun vidste, hvad hun måtte gøre.
Sammen med sin franskfødte ven satte hun kursen mod Medyka – grænsebyen i Polen, hvor allerflest flygtninge i løbet af de sidste uger er strømmet igennem.
Hun havde ikke forestillet sig, hvor meget der var brug for hendes hjælp.
Kaotisk ankomst...
Fem timer senere stod hun få meter fra grænsen og lyste den grå dag op i en orange vindjakke overtrukket af en skriggul refleksvest. En farverig kontrast til det brune jorddække og de grå skyer, der ikke lukkede meget lys ind i Medyka.
Det var et kaotisk syn, der mødte de to venner, da de ankom onsdag 2. marts.
Røgen hvirvlede op fra olietønder, der udgjorde improviserede bålsteder, folk kunne varme sig ved. Overalt var der mennesker, der slæbte på bagage og børn.
Kasser og poser med tøj og mad lå spredt over hele området.
Med evnen til at tale fransk blev hun hurtigt koblet sammen med to frivillige ambulancereddere, der havde kørt en ambulance hele vejen fra de franske bjerge for at hjælpe.
De efterfølgende timer prøvede de at hjælpe, hvor de kunne.
Lyden af hundredvis af stemmer blandede sig med sirener fra busserne, der kørte i pendulfart mellem Medyka og modtagecenteret i Przemysl. Fyldt med flygtninge på vejen ud. Tomme, når de kom retur.
Glemte at give chefen besked
En insisterende ringetone forstyrrede Lilia Nguyens samtale med to ukrainske kvinder, der prøvede at finde ud af, hvordan de kom til Warszawa.
Det var onsdag eftermiddag, og de havde været ved grænsen i et par timer. Stemmen i telefonen tilhørte hendes chef fra medicinalfirmaet.
- Hvorfor er du ikke dukket op til dagens møder? Hvor er du henne?
Chefen hakkede gennem den dårlige telefonforbindelse.
I sin iver for at komme afsted havde Lilia Nguyen glemt at give besked om, at hun ikke ville komme på arbejde resten af ugen.
Der havde kun været plads til én ting i hendes hoved.
- Jeg kunne ikke tænke på mit ligegyldige kontorarbejde, når der var mennesker, der havde brug for min hjælp, forklarer Lilia Nguyen.
Hun lovede chefen at være tilbage på jobbet mandag 7. marts. De næste fem dage og nætter forsvandt i en tåge af tusindvis af mennesker.
”General Lilia”
Ud over at hjælpe med oversættelse organiserede Lilia Nguyen overnatning og transport til de mange mennesker, der ankom til Polen efter lange timer og dage på farten.
Mens de ventede på lift videre, fandt hun steder, hvor de kunne sidde, og delte mad og dampende kopper kaffe ud.
Når busserne ankom, sørgede Lilia Nguyen for, at folk kom de rigtige steder hen.
Faktisk var hun til så stor hjælp, at de polske politibetjente skævede til hende for at organisere de kaotiske transporter.
- De er begyndt at kalde mig – en kvinde af vietnamesisk afstamning – for "General Lilia". Det tror jeg ikke, at man hører så tit i Polen, fortæller Lilia Nguyen med et glimt i øjet.
Udmattet og i søvnunderskud
På tredjedagen, hvor de vietnamesiske flygtninge ankom, farede Lilia Nguyen rundt. Hendes opmærksomhed var spaltet mellem flere situationer, der krævede handling.
Et barn spurgte om noget på ukrainsk og hev i venstre arm.
En politibetjent på højre side ville vide noget om destinationen for den bus, der var ved at trille hen foran en kø af mennesker med rullekufferter og tasker.
Hun var svimmel. Kroppen skreg på mad, væske og hvile. I tre døgn havde hun arbejdet ustandseligt.
- Hele min krop gør ondt. Jeg er udmattet, siger Lilia Nguyen.
Siden hun ankom til Medyka, havde hun fået omkring syv timers søvn. Et par timer i franskmændenes ambulance, i en journalists bil og i nogle israelske frivilliges telt.
Sidst, hun fik et bad, var hjemme i Warszawa.
De sidste døgns oplevelser havde ikke kun sat sine spor på kroppen. Det kunne også mærkes mentalt.
Bedøvet af oplevelser
- Jeg føler mig på en måde lidt bedøvet. Af alle de ting jeg har set. Grædende børn, der ikke forstår, hvad der sker. Mødre, der skal tage sig af børnene, samtidig med at de er helt ødelagte af savnet til deres mænd på den anden side af grænsen, fortæller hun nøgternt.
Som om hun læste op af en indkøbsliste.
Selvom kroppen var ved at være tom og sindet fyldt, var Lilia Nguyen gennemsyret af motivation til at fortsætte.
- Jeg brænder sikkert ud til sidst, men jeg kan komme mig over det. I modsætning til de her mennesker, som er bange og ikke ved, om de nogensinde kan vende hjem igen.
Med stålsat determination kæmpede hun videre.
Hun havde sat sig for at hjælpe den vietnamesiske kvinde, der havde mistet sin søn.
Urolig ventetid
Kvinden var utrøstelig.
- Hvis du græder, så begynder jeg også at græde, sagde Lilia Nguyen i et forsøg på at berolige kvinden.
Hun var nødt til at bevare fatningen, hvis hun skulle lykkes med sin mission.
Lilia Nguyen prøvede først at få fat i grænsevagterne, der sendte hende videre.
Inden dagen var omme, var den ukrainske ambassade involveret i kampen om at få den unge mand ud af krigen.
Flere timers urolig ventetid senere dukkede en skikkelse op på den nedtrampede sti fra Ukraine.
En 30-årige mand kom gående imod den ventende hob af mennesker.
Da mor og søn fik øje på hinanden, satte de begge i løb. Kvindens arme lukkede sig om sin søn. Tårerne flød over, mens hun følelsesladet lovpriste på vietnamesisk.
Lilia Nguyen vil aldrig glemme følelsen af kvinden, der krammede og takkede hende.
Hun hjalp familien til Warszawa, og de har holdt kontakten siden.
Tilbage på kontoret
Søndag 6. marts, efter fem dage på grænsen, fik Lilia Nguyen et lift hjem til Warszawa i Polen.
Tilbage på kontoret dagen efter passede hun atter sit job. Men hun kunne ikke slippe tanken om de mange flygtninge, der stadig væltede ind over grænsen.
Derfor gik Lilia Nguyen i gang med at organisere.
Der manglede telte ved grænseområdet, så de forfrosne flygtninge kunne få varmen, mens de ventede på transport videre.
Tolke, der kunne sikre kommunikationen mellem frivillige og flygtninge.
Bannere med information til de desorienterede mennesker, der ikke anede, hvad de var nået frem til.
- Mine tanker var et helt andet sted end på arbejdet. Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre mere, fortæller Lilia Nguyen.
Efter fyraften hver dag havde hun utallige telefonsamtaler.
Aftentimerne brugte hun på Warszawas togstation, hvor hun og storesøsteren hjalp de forældreløse flygtningebørn, der trillede ind med togene. Hun sov fire-fem timer om natten.
Og det blev bemærket på arbejdet.
Tilbage til Medyka
Inden længe indkaldte chefen til en samtale. Lilia Nguyen fik en advarsel: hvis hun ville beholde sit job, skulle hun passe det.
Fredag 11. marts var det planen, at hun skulle til Norge på en forlænget weekend. Skiundertøjet var pakket.
- Norge kan vente. Det vælter ind med mennesker ved grænsen, og der er ikke nok varme hænder til at tage imod dem.
Chefen tog på ferie. Lilia Nguyen øjnede en mulighed for at snige sig ubemærket afsted.
Torsdag tog hun tilbage til den polsk-ukrainske grænse.
Du kan se støttekoncerten "Sammen for Ukraine" i aften klokken 19:30 på TV 2.