Dømt for 14 drabsforsøg mod sin mand - familien vil have sandheden frem efter nye oplysninger
Renate Bach blev idømt syv års fængsel for 14 drabsforsøg på sin mand, som nu gerne ser sagen blive genoptaget.
Den retssag, der sendte Renate Bach syv år i fængsel for 14 drabsforsøg på sin mand, skal måske åbnes på ny.
I hvert fald overvejer hun sammen med sin familie og advokat Luise Høj at sende en ansøgning til Den Særlige Klageret om at få sagen genoptaget.
Det fortæller advokat Luise Høj.
Overvejelserne kommer, efter at det i dokumentaren ‘Forgiftet af konen?’ står klart, at Renate Bach højst sandsynligt lider af den psykiske lidelse Münchausen by proxy. Men det var slet ikke en del af hendes mentalerklæring, af politiets efterforskning eller af retssagen.
Og det var en klar fejl, vurderer eksperter i dokumentaren, men også Luise Høj.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det skulle have været fremme under sagen. Det kunne have haft afgørende betydning for den. På den måde må man sige, at grundlaget for at genoptage den er til stede, siger hun.
Et sygdomsbetinget motiv
Renate Bachs mand, Erik Bach, faldt i 2018 ned fra et tag og brækkede i den forbindelse armen og fik et bækkenbrud. Efter at være blevet opereret kom han hjem til sin kone og var sengeliggende i flere uger.
Dagen inden han skulle begynde til genoptræning, fik han sit første bevidsthedsfald. Det blev starten på et halvt års indlæggelsesforløb på tre forskellige hospitaler med 14 bevidsthedsfald i alt.
Hvad der førte til anfaldene, anede lægerne ikke. Ikke før overlæge Klaus Hansen på neurologisk afdeling på Rigshospitalet fik en mistanke om, at det var Renate Bach, som forgiftede sin mand. Ved det 14. anfald fik Erik Bach derfor taget blodprøver, der blev taget prøver fra hans maveindhold, og den mad, han havde spist, blev testet.
Det viste, at han havde fået det muskelafslappende stof Baclofen. Et stof politiet også fandt hjemme hos Renate Bach.
Men fordi hun med stor sandsynlighed lider af Münchausen by proxy, har det aldrig været hendes hensigt at dræbe Erik Bach. Selvom hun i retssalen blev dømt efter den stærkeste drabshensigt. Og det var også en fejl, mener Luise Høj.
- Jeg mener, at der kan være tale om, at hun er blevet fejlbedømt. Det er en sag, hvor man har efterlyst et motiv, og det har ligget lige for, at motivet var sygdomsbetinget, siger hun.
Hvis hun var blevet diagnosticeret med Münchausen by proxy, og det havde været en del af sagen, ville hun højst sandsynligt stadig være blevet straffet, men ikke lige så hårdt, er vurderingen.
Sandheden
Renate Bachs familie håber, at sagen bliver genoptaget. Erik Bach håber dermed, at hun kan få en dom, “der passer til de forhold, der findes,” som han siger.
- Der er ikke noget, som skal skubbes ind under gulvtæppet. Ret skal være ret, og sandheden skal frem. Det kan godt være, at sandheden sommetider er ilde hørt, men det er der ikke noget at gøre ved, siger Erik Bach, der føler, at systemet har svigtet familien ved ikke at se Renate Bachs sygdom og i stedet fremstille hende som en morder.
Sandra Bach er enig:
- Sandheden er ikke altid rar, og det er den heller ikke for os i dag, men ret skal være ret, siger hun.
Hun mener, at Renate Bach er blevet dømt på falsk grundlag.
- Det er med den viden, vi har i dag, hun skal dømmes. Vi kan håbe, at hun kan få noget hjælp ved at erkende, at hun er psykisk syg, og at hun aldrig har haft et ønske om at slå min far ihjel, siger Sandra Bach.
- I proces
Men om det bliver til en genoptagelse af sagen er endnu uvist.
Renate Bach er endnu ikke blevet diagnosticeret med Münchausen by proxy, men som Luise Høj siger, er “det i proces”.
Hvis hun får diagnosen, og hun og familien vil have sagen genoptaget, kan der sendes en ansøgning til Den Særlige Klageret, som skal vurdere den.
- Derfor er vi blevet enige om, at hun ikke skal beslutte sig endeligt endnu, om sagen skal tages videre, siger Luise Høj.
Hverken Anklagemyndigheden eller Syd- og Sønderjyllands Politi har ønsket at kommentere sagen.
Se 'Forgiftet af konen' på TV 2 PLAY nu.