Gældskaos i Danske Bank

Danske Bank tog bevidst overpris fra nødlidende kunder – nu betaler banken millioner tilbage

Berørt kunde raser over Danske Bank.

I en lang årrække mødte medarbejdere i Danske Bank ind og arbejdede ud fra en instruks, der gjorde, at bankens svageste kunder betalte overpris til bankens egen ejendomsmægler, Home.

Det afslørede TV 2 og Berlingske i efteråret 2020.

Da historien kom ud, afviste banken, at instruksen umiddelbart havde haft nogle konsekvenser for de nødlidende kunder. Men bankens egne undersøgelser har efterfølgende vist, at instruksen har kostet de svageste bankkunder dyrt.

Det er snyd og bedrag. Banken har holdt en masse nødlidende kunder for nar

Anne Vikjær Larsen, kunde i Danske Bank

Derfor betaler banken nu mere end 13 millioner kroner tilbage til 600 berørte kunder, lyder det i en pressemeddelelse.

En af de kunder, der nu får penge tilbage, er Anne Vikjær Larsen. Selvom hun nu får adskillige tusinde kroner tilbage, er hun langtfra imponeret over bankens praksis.

- Det er en svinestreg. På min og andres bekostning har Danske Bank stukket penge i egen lomme, siger hun til TV 2

Vred kunde: - Det er snyd og bedrag

Anne Vikjær Larsen indvilligede tilbage i 2016 at sælge sit hus på Bornholm, så hun kunne nedbringe noget af den gæld, hun havde oparbejdet til banken. Salget af huset stod Danske Banks egen ejendomsmægler, Home, for.

Under rådgivningen i forbindelse med salget blev Anne Vikjær Larsen ikke oplyst om, at der var en intern instruks i banken, der gjorde, at banken ikke ville forhandle ejendomssalæret, når valget var faldet på bankens egen ejendomsmægler, Home.

Havde Anne Vikjær Larsen valgt en hvilken som helst anden ejendomsmægler, var salæret derimod blevet forhandlet ned.

- Det er jo snyd og bedrag. Banken har holdt en masse nødlidende kunder for nar ved at tilbageholde den information, siger hun til TV 2.

Henter data...

Home fik på under to måneder solgt Anne Vikjær Larsens hus til den nette sum af 190.000 kroner og krævede 62.568 kroner i salær for salget.

Men nu viser det sig, at salæret var alt for stort.

Knap 24.000 kroner i kompensation

Siden TV 2 og Berlingske i efteråret 2020 afslørede indholdet af den interne instruks, har banken undersøgt sagen nærmere.

Knap halvandet år efter er banken nu klar til at betale de berørte kunder penge tilbage. I starten af februar modtog Anne Vikjær Larsen således et brev fra Danske Bank, der nu havde undersøgt hendes sag.

I brevet beklager Danske Bank, at salæret til Home i hendes boligsalg ikke blev forhandlet ned, og derfor tilbagebetaler banken nu knap 24.000 kroner. Beløbet dækker over et for højt salær, renter samt en kompensation. Anne Vikjær Larsen er frustreret over, at hun først nu får pengene tilbage:

- Det er stort beløb for mig. Hvis jeg havde haft pengene dengang, kunne jeg have betalt af på andre gældsposter.

Erhvervsminister udtaler kritik af instruks

Sagen omkring den interne instruks har også skabt voldsom kritik fra partier på tværs af fløjene. Senest udtalte erhvervsminister Simon Kollerup (S) stærk kritik af Danske Banks praksis.

Det skete under et samråd om gældssagen i Danske Bank tidligere på måneden.

- Det, som skete i Home-sagen, er langt ud over alle grænser for, hvad der er rimeligt, hvad der er ordentligt og i øvrigt også, hvad der er lovligt. For sådan skal man ikke behandle kunder i Danmark, lød det fra ministeren.

Danske Bank beklager instruksen i banken

Lederen af oprydningsarbejdet i Danske Bank, Peter Rostrup-Nielsen, skriver i et skriftligt svar til TV 2, at han beklager sagen, og at den pågældende praksis blev ændret i 2019:

- Vi har hele tiden haft fokus på at afklare de potentielle konsekvenser for vores kunder. Som vi kommunikerede i begyndelsen af december 2021, har vi afsluttet analysen af de berørte handler. Vi har i den forbindelse, som vi kommunikerede 23. februar i år, udbetalt kompensation og nedskrevet gæld til og for ca. 600 berørte kunder, skriver Peter Rostrup-Nielsen.

Home har ikke ønsket at stille op til interview og kommentere sagen. I stedet henviser mæglerkæden, der fortsat er ejet af Danske Bank gennem Realkredit Danmark, til bankens svar.