Samfund

Borgerforslag om afgiftsfri benzin og diesel når over 60.000 underskrifter

Prisen på benzin er steget kraftigt som følge af Ruslands invasion i Ukraine.

Et borgerforslag om at fjerne alle afgifter på benzin og diesel har på kort tid nået over 60.000 underskrifter.

Borgerforslaget blev oprettet 28. februar og stilles, så "den almindelige dansker kan få en hverdag til at køre med alle de kommende prisstigninger," lyder det.

Det sker, efter at priserne på benzin og diesel er skudt kraftigt i vejret som følge af Ruslands invasion i Ukraine.

Vognmand står bag forslaget

Når et borgerforslag når over 50.000 underskrifter, skal det fremsættes som et forslag i Folketingssalen, hvor det skal diskuteres.

Bag borgerforslaget står Morten Overgaard Kjeldsen fra Aarhus, der til daglig arbejder som lastbilchauffør.

Han siger til TV 2 Østjylland, at han har stillet forslaget, for at den almindelige dansker skal kunne følge med prisstigningerne.

- Med de benzinpriser, vi ser i dag, koster det 600 kroner ekstra om måneden at køre i vores bil, siger Morten Overgaard Kjeldsen.

Han fortæller, at han kan være bekymret for, hvordan priserne udvikler sig i den kommende tid.

- Jeg kan godt finde pengene, som det er nu, men skal vi op i 20-22 kroner per liter, begynder det da at blive sværere.

Skal snart stemmes i Folketinget

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at en liter benzin i dag ville koste 8,51 kroner og en liter diesel 9,30 kroner. Lige nu ligger prisen i omegnen af 16-17 kroner.

Den dyrere benzin skyldes stigende oliepriser på verdensplan, som efter et kollaps ved coronapandemiens udbrud nu har fundet sit højeste niveau i flere årtier.

Nordsøolien, som er den, der bliver brugt til dansk benzin, ramte tirsdag sit højeste niveau i mere end tre år med en pris på 82,56 dollar per tønde.