Hundredevis af danskere demonstrerer mod dansk våbenhjælp til Ukraine
Fredsdemonstrationerne foregår blandt andet i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
På store bannere rundt omkring i landet er budskabet klart: "Kæmp for fred. Nej til krig".
Lørdag demonstrerer hundredevis af mennesker mod krig og oprustning i Danmarks fem største byer.
Det gør de både for at sende et signal til Ruslands præsident. Vladimir Putin, men også til Vestens ledere.
- Det, der rører mig i denne her konflikt, er, at vi ikke bare yder økonomisk hjælp, men at vi rent faktisk leverer våben til Ukraine og derfor forlænger krigen, fortæller Ida Hasløf, der er forkvinde i Kvindernes Internationale Lige for Frihed og Fred.
Hun demonstrerer sammen med mellem 400 og 500 andre foran den amerikanske ambassade i København.
- Vi må kunne se ukrainerne i øjnene og sige: "Vi vil hjælpe alt det, vi kan – men ikke med våben," siger hun.
Demonstrationen, der startede ved den russiske ambassade, vil senere på dagen bevæge sig mod Christiansborg.
"Der er aldrig kommet mindre krig af oprustning"
I Aalborg demonstrerer omkring 100 mennesker. Her er budskabet det samme:
- Der skal nedrustes, for oprustning eskalerer kun konflikter. Der kommer til at dø mange mennesker, siger Martin Banke fra Danmarks Kommunistiske Ungdom.
Han mener ikke, at en eventuel nedrustning er urealistisk, fordi krigen møder stor modstand.
- Og der er aldrig kommet mindre krig af oprustning, understreger han.
På pladsen i Aalborg er også Finn Reske-Nielsen, der er formand for FN-forbundet i Nordjylland, til stede. Og for ham er formålet med demonstrationerne klart:
- Det er vigtigt, at vi fra hele verden kan sende et signal til Rusland om, at den her opførsel er uacceptabel, siger han.
Demonstrationerne er arrangeret af en række organisationer, blandt andet Fredsaktivisterne og FN-forbundet i Nordjylland.