Derfor læste ukrainsk ambassadør død russisk soldats sms'er op i FN
Ukrainske topembedsmænd taler til både hjerte og hjerne – deres kommunikation er så stærk, at det kommer bag på militæranalytiker.
Med en knyttet hånd, et vink og et smil forsvandt den ukrainske præsident,Volodymyr Zelenskij, ud af kameravinklen, mens bifaldet fra stående europaparlamentarikere bragede ud i højtalerne.
Manden, der på kort tid er gået fra at være "skuffende gennemsnitlig" til at blive udråbt som helt og symbolet på Ukraines ukuelige kamp for at holde den russiske præsident, Vladimir Putin, fra døren. Og som med sin kommunikation og fremtoning samtidig har vundet omverdens hjerter.
Det sker blandt andet på baggrund af udtalelser som: ”Jeg har brug for ammunition – ikke et lift”, da han blev tilbudt at blive evakueret. Og fordi hans handlinger ikke virker som spil for galleriet, bliver kontrasten til hans modstander Vladimir Putin desto meget større i i den krig, der lige nu udfolder sig i hjertet af Europa.
Det vurderer Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, til TV 2:
- Kommunikationen fra Ukraine rammer ikke kun hjernen, men også hjertet. Samtidig er der overensstemmelse mellem det, de siger, gør og tænker. Det virker så stærkt, fordi det er ægte – det er et land, der kæmper for sin eksistens.
For den ukrainske præsident er ikke den eneste, der har gjort sig bemærket for sine evner til at tale til både hjerte og hjerne.
Frontfigurernes kommunikation har forstærket sympatien for Ukraine
Det gælder blandt andet også landets udenrigsminister, Dmytro Kuleba, forsvarsminister Oleksey Reznikov, borgmesteren i landets hovedstad Kyiv, Vitalij Klitjko, og ikke mindst landets FN-ambassadør, Sergiy Kyslytsya. De har alle gjort deres entre på den internationale scene med deres måde at kommunikere på især det sociale medie Twitter.
- Ingen vidste, hvor dygtige de er til at kommunikere. Kommunikationen ændrer ikke på den sympati, selve krigshandlingen har udløst, men den forstærker sympatien. Og har været med til at accelerere omverdenens hjælp og vilje til blandt andet at sende våben og ammunition, siger Jeanette Serritzlev.
Det gælder blandt andet den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, som de færreste nok havde hørt om indtil for en måned siden. Han er ligesom de øvrige ministre nu meget aktiv på de sociale medier, hvor han taler direkte til det internationale samfund.
- De taler til forskellige målgrupper, så udenrigsministeren har fastholdt en udenrigsministeriel rolle og har også fysisk beholdt jakkesættet på i længere tid end de øvrige ministre. Nu er han dog begyndt at skifte til militærtøj i nogle sammenhænge, siger hun.
Så sent som mandag blev det fra officielt hold meldt ud, at også præsidentens rådgiver ville få sin egen konto på Twitter for at styrke den operative kommunikation – et tegn på, at kommunikationen bliver prioriteret, og at den også er succesfuld, forklarer militæranalytikeren.
Ambassadør læser sms fra russisk soldat op
Et af de seneste eksempler var mandag, da ambassadør Sergiy Kyslytsya under et hasteindkaldt møde i FN fra talerstolen læste op fra et screenshot af beskeder sendt fra en russisk soldat til sin mor.
Telefonen med beskederne blev ifølge Sergiy Kyslytsya fundet, kort efter at soldaten blev dræbt i Ukraine. Det har ikke været muligt at få denne oplysning bekræftet.
Moren, der tror, at sønnen er på Krim-halvøen, vil vide, hvorhen hun skal sende en pakke til ham.
- Mor. Jeg er i Ukraine. Her raser en rigtig krig. Jeg er bange. Vi bomber alle byerne, endda civile. Vi fik at vide, at vi ville blive budt velkommen, men de falder under vores panserkøretøjer, kaster sig selv under hjulene og giver os ikke lov til at passere, læste FN-ambassadøren op.
Og mens Vladimir Putin er meget stille, når det gælder de russiske tab i krigen, er ukrainerne anderledes åbne.
Fra Sergiy Kyslytsya lød det således også fra talerstolen i FN mandag:
- Forestil jer omfanget af denne tragedie. Ved siden af dig – ved siden af hvert navneskilt ud for hver nation i denne FN-samling – er navnene på mere end 30 russiske sjæle, der allerede er blevet dræbt.
Ukraine har også oprettet en hjemmeside med navne og billeder af de dræbte soldater, så forældre kan få vished om deres børns skæbne.
Taler til soldater, mødre og befolkninger med medfølelse og ikke hån
Ifølge Jeanette Serritzlev er der to overordnede formål ved både at kommunikere egne tab og – som FN-ambassadøren senest gjorde mandag – blive ved med at fremhæve tab på den russiske side pakket ind i medfølelse i stedet for hån.
Det ene er at tale til de russiske soldaters motivation for at kæmpe. Af samme grund lovede den ukrainske forsvarsminister mandag kontant betaling til russiske soldater, der overgiver sig.
- Det ser jo også ud til, at motivationen allerede halter i dele af de russiske tropper, siger militæranalytikeren.
Samtidig taler præsidenten på russisk til den almindelige befolkning i både Hviderusland og Rusland, som ikke deler Putins ønske om krig.
I en tale lød det således blandt andet til den hviderussiske befolkning: ”Vær Hviderusland, ikke Rusland.”
24. februar talte Volodymyr Zelenskij direkte til den russiske befolkning og opfordrede dem til at fortælle deres russiske venner og familie sandheden.
Fordi der er udbredt censur i de to lande, kommer den almindelige hviderusser eller russer måske ikke til at høre selve talen, men de vil høre kommunikationen om talen – netop fordi præsidenten bemærkelsesværdigt talte på russisk.
- Han har både budskabet, der taler til mødrene, hvis sønner er i krig for et formål, som de ikke forstår. Samtidig appellerer han til befolkningen om, at den også har et ansvar, siger Jeanette Serritzlev.
Et andet formål er selvfølgelig kort og godt at indgyde håb og kampgejst hos egne tropper og i egen befolkning.
Putin var en mester i strategisk kommunikation
Både Volodymyr Zelenskij, de øvrige ministre og den ukrainske FN-ambassadør er uden tvivl fuldt bevidste om deres kommunikation og signalværdien i, at landets leder og ministre er iført militærtøj.
- Men den er ærlig og viser, at de er en del af kampen, siger Jeanette Serritzlev.
Og det står i skarp kontrast til måden, som Vladimir Putin indtil videre har kommunikeret på om blandt andet sin forsvarsminister, Sergej Sjojgu, som han ifølge officielle feriebilleder sidste år var i Sibirien med, forklarer hun.
For på billeder, der er offentliggjort fra et møde om den militære situation, sidder samme forsvarsminister mange meter væk, mens Putin varsler øget atomberedskab.
Putin er ellers kendt som en mester i strategisk kommunikation og i at iscenesætte sig selv – i bar mave til hest, med en riffel i hånden under en tigerjagt eller til judo iført det sorte bælte.
- Det var Putin før den her krig. Den Putin, vi så i en tale sidste mandag, var et helt andet menneske. Jeg var i chok, da jeg så det. Og det er den udgave af Putin – nærmest med fråde om munden – vi har set siden da, siger militæranalytikeren.
Alt imens går billeder af den ukrainske præsident og premierminister verden rundt, mens de i kamptøj står tæt sammen i et fælles håndslag efter at have underskrevet en ansøgning om at blive medlem af EU.
- For mig at se et meget stærkt budskab: Der er et selvstændigt Ukraine efter krigen, siger Jeanette Serritzlev.