Sådan hjælper du bedst flygtninge fra Ukraine - og sådan skal du ikke gøre

Mange danskere har kontaktet TV 2 for at høre, hvordan man bedst muligt hjælper ukrainske flygtninge. Herunder svarer to nødorganisationer.

Hvordan hjælper man bedst de mange flygtninge, der i disse dage strømmer ud af det krigsramte Ukraine?

Det har mange danskere måske spurgt sig selv om, når de har set tv-billeder af de mange tusinde flygtninge, der strømmer over grænsen til nabolandet Polen.

Mange danskere har også skrevet til TV 2 og spurgt, om de kan hjælpe de mange flygtninge videre, hvis de kommer til den polske-ukrainske grænse. Andre har allerede lavet tøjindsamlinger, og flere dansk-ukrainere har tanket bilen og hentet flygtninge med hjem til Danmark.

Men faktisk er det noget helt andet, du skal gøre, hvis du vil hjælpe bedst muligt.

Både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp oplyser til TV 2, at det, der gavner flest mennesker, er penge.

Og det er der flere grunde til.

Materiel hjælp strander og er ikke effektiv

Som TV 2 tidligere har skrevet om, flyder det flere steder ved grænsen over med eksempelvis vand på flaske og toiletpapir, fordi der ikke er en koordineret indsats bag donationerne, og de ikke imødeser de reelle behov på stedet. Der er derudover høj risiko for, at materiel hjælp strander i de trafikerede grænseområder og ikke når frem til rette modtager, oplyser Dansk Flygtningehjælp.

Et budskab, generalsekretær i dansk Røde Kors Anders Ladekarl også delte på Twitter:

Fra både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp lyder budskabet, at flest mennesker får hurtig hjælp på mest effektiv vis, hvis det er nødhjælpsorganisationer med logistikken på plads, der yder hjælp - og altså ikke civile, der selv kører ned for at hjælpe. Faktisk er det ikke noget, organisationerne anbefaler.

Derfor lyder den klare opfordring fra begge organisationer, at det bedste man kan gøre er at finde dankortet frem og sende en donation afsted til en etableret nødhjælpsorganisation.

Pengedonationer bliver ifølge Dansk Flygtningehjælp også omsat til såkaldt "cash-assistance", altså uddeling af kontanter, der i mange tilfælde er den bedste mulighed for at give hjælp i første omgang.

Kan gøre mere skade end gavn

Og det er ikke kun nødhjælpsorganisationerne, der opfordrer folk til at blive hjemme. Det samme gør man på den danske ambassade i Polen.

Malene Bøgesvang, som er souschef på den danske ambassade i Polen, siger, at det er rigtigt fint at folk gerne vil hjælpe. Men hun slår fast, at der ikke er stort behov for folk, der på privat basis kører til Ukraine for at hente flygtninge.

- Det er meget positivt. at folk vil hjælpe. Men der er rigtigt mange ukrainere, som kender folk i Polen, som henter dem ved grænsen. Så behovet er nok ikke så stort, siger Malene Bøgesvang.

I værste fald kan de private hjælpeaktioner risikere at gøre mere skade end gavn.

- Man kan risikere at blokere for den koordinerede indsats, siger Malene Bøgesvang.

Frivillige kan stå klar

Hvis ikke man har overskud i økonomien til at sende et bidrag afsted til at hjælpe i nærområdet, men ønsker at hjælpe de ukrainske flygtninge, der finder vej til Danmark, lyder opfordringen fra Røde Kors, at man melder sig som frivillig.

Ifølge chef for integrationsindsatsen i Dansk Røde Kors, Niels Svankjær Christiansen, er situationen omkring flygtningestrømmen fra Ukraine til Danmark dog stadig ganske uvis.

- Lige nu er der ikke meget, man kan gøre, da vi stadig er i den forberedende fase. Og det er vigtigt at understrege, at ingen endnu har nogen ide om, hvor mange de bliver, eller hvor i landet, siger Niels Svankjær Christiansen.

Derfor er det bedste, man på nuværende tidspunkt kan gøre, at melde sig som frivillig allerede nu og stå klar, hvis behovet for frivillig hjælp opstår lokalt.

Det, man som frivillig kan komme til at hjælpe med, er, ifølge Niels Svankjær Christiansen, praktisk hjælp til for eksempel at gøre indkvartering klar eller at planlægge sociale aktiviteter, blandt andet for familier med børn.

Donér til genbrug

Hvis man har eksempelvis tøj eller møbler, man ønsker at donere for at hjælpe den aktuelle flygtningesituation, er det bedste man kan gøre, ifølge Niels Svankjær Christiansen, at donere det til Røde Kors-genbrug på vanlig vis.

Dermed kan tingene enten generere penge, der kan hjælpe i nærområdet, eller gå direkte til dem, der har mest brug for det.

- Vores indsatser tager afsæt i de behov, der er, og vi sørger for at tingene kommer til at gøre bedst nytte, siger han.