Mærsk lukker for nye transportordrer til og fra Rusland
Rederiet vil stadig transportere fødevarer, medicin og nødhjælp til Rusland.
Den danske rederigigant Mærsk stopper midlertidigt med at tage imod nye transportordrer til søs og til lands til og fra Rusland.
Det oplyser containergiganten i en meddelelse.
Beslutningen er truffet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner mod Rusland. Ifølge Mærsk er selskabet "dybt bekymret" over, hvordan krisen fortsat eskalerer i Ukraine.
- Stabiliteten og sikkerheden af vores aktiviteter bliver allerede direkte og indirekte påvirket af sanktioner, og derfor suspenderer vi midlertidigt alle nye bookinger af sø- og landfragt til og fra Rusland med undtagelse af fødevarer, medicin og nødhjælp, skriver Mærsk i meddelelsen.
Suspenderingen gælder alle russiske havne - men ikke transport af fødevarer, medicin og nødhjælp. Samtidig bliver allerede indgåede aftaler fortsat overholdt.
- Vores ansattes sikkerhed er altafgørende
Tidligere på ugen lukkede Mærsk også midlertidigt for sejladser til Ukraine, mens rederiets kontor i havnebyen Odessa blev lukket.
Mandag meddelte koncernen så, at den overvejede også at lukke ned for Rusland.
- Vores ansattes sikkerhed og velbefindende er altafgørende, og vi fortsætter med at lægge planer, så alle påvirkede medarbejdere og deres familier får den støtte, de har brug for, skriver selskabet.
Med tiltaget bliver Mærsk endnu en blandt en lang række danske virksomheder, der stopper deres aktiviteter i Rusland.
Mandag besluttede også det danske tank- og tørlastrederi Norden at lukke ned for sin russiske forretning. Det oplyser selskabet ifølge Finans.
Beslutningen kommer som en direkte konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.