Lægeforening opfordrer til at tilse ukrainere uden sundhedskort
Formand skriver, at lægehuse i hele landet er "klar til at yde almen lægehjælp til ukrainske flygtninge".
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opfordrer sine medlemmer til at yde almen lægehjælp til ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark.
Også selv om der ikke nødvendigvis er styr på, hvordan lægen skal få betaling for sit arbejde endnu.
Det skriver lægen Monika Rubin i et opslag på Twitter, som er blevet delt af PLO.
PLO's formand, Jørgen Skadborg, skriver på Twitter, at danske lægehuse står klar til at yde almen lægehjælp til de ukrainske flygtninge.
- Også selv om de ikke er registreret med sundhedskort eller lignende endnu, skriver han.
PLO's tidligere formand Christian Freitag, som er læge ved Holte Lægehus på Sjælland, stemmer i.
- Ja, døren er åben, skriver han i et svar på Twitter til Jørgen Skadborgs udmelding.
Første flygtninge er ankommet til Danmark
De første ukrainske flygtninge er allerede ankommet til Danmark.
Det meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag på Twitter.
Ukrainerne, som ministeriet omtalte, havde på daværende tidspunkt ikke søgt om asyl endnu. En del af dem boede hos familie, som de har i Danmark, oplyste ministeriet lørdag.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har heller ikke overblik over, hvor mange ukrainere der reelt er rejst ind i Danmark.
Ifølge ministeriet skyldes det, at ukrainske statsborgere kan rejse til Danmark uden visum, og at der ikke er krav om, at de skal registreres.
FN oplyser, at mere end en halv million mennesker er blevet drevet på flugt fra Ukraine i forbindelse med invasionen, som Rusland iværksatte torsdag i sidste uge.
Den danske integrations- og udlændingeminister, Mattias Tesfaye (S), sagde søndag, at Danmark i øjeblikket planlægger efter, at 20.000 ukrainske flygtninge ankommer til Danmark. Han tog dog forbehold for, at tallet kan ændre sig drastisk.