Ørsted er forpligtet til at fortsætte køb af russisk gas, siger direktør
Ifølge Ørsteds administrerende direktør vil et brud med den russiske gaskontrakt betyde, at flere danskere ikke kan få deres varme.
Det danske energiselskab Ørsted har i cirka ti år købt gas fra det russiske olie- og gasselskab Gazprom.
Og på trods af den russiske invasion af Ukraine vil Ørsted fortsætte med at købe russisk gas. Det skriver Berlingske.
Det skyldes ifølge administrerende direktør Mads Nipper, at Ørsted er forpligtet af en kontrakt fra 2006, som de ikke kan komme ud af før 2030.
- Det kunne potentielt få uoverskuelige konsekvenser for os, hvis vi brød med den, siger han til TV 2.
Helt konkret kan energiselskabet risikere at havne i en potentielt altødelæggende retssag, hvor Ørsted kan ende med at skulle betale et enormt beløb tilbage, fortæller Mads Nipper.
Vil påvirke danske husstande
Det er ikke kun Ørsted, men også de danske husstande, som vil mærke følgerne, hvis Ørsted bryder med deres kontrakt, siger den administrerende direktør.
For Gazprom leverer store mængder gas til det danske energiselskab og kan levere op til to milliarder kubikmeter gas om året. Hvis det stopper, vil det betyde, at mange danskere ikke vil få deres varme, forklarer Mads Nipper.
Det kontroversielle olie- og gasselskab har den russiske stat som hovedejer og har derfor tætte forbindelser til præsident Vladimir Putin.
Men et brud med Gazprom kommer ifølge Mads Nipper ikke til at ændre på, at den danske virksomheds penge i sidste ende havner i Rusland – med mindre man stopper med at bruge gas i Danmark.
- Gassen vil alligevel skulle købes på et åbent gasmarked, hvor det er russisk gas. Så det gør ingen forskel, siger han.
Vil have politikere til at indføre sanktioner
Til Berlingske siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, at han har en forventning om, at Ørsted afsøger muligheder for at komme ud af kontrakten med Gazprom.
Men ifølge Mads Nipper er det ikke en beslutning, Ørsted kan træffe. Den skal i stedet tages på politisk niveau.
Foreløbig holder EU den russiske gas- og olieeksport ude af sanktionerne. 40 procent af EU’s gas kommer ellers fra Rusland.
Og hvis der skal gøres noget for at stoppe dansk køb af russisk gas, skal man på nationalt – eller endnu bedre EU-plan – indføre nogle sanktioner, mener Ørsteds administrerende direktør.
- Dem vil vi på et splitsekund i Ørsted naturligvis følge. For så er vi i en force majeure situation, og så kan vi ikke overholde vores kontrakt, siger han.
Hvad vil der ske, hvis politikerne vedtog nogle sanktioner, så vi stoppede gastilførslen til Europa. Hvordan vil vi klare vores energimarked?
- Vi vil fordele den energi, vi har, som vil være knap, ud fra et såkaldt solidaritetsprincip, så dem, der har allermest brug for det, vil få det.
Direktøren forklarer, at det ud fra et dansk perspektiv vil betyde, at de husstande, der har gasfyr, vil få det først, hvorimod en række virksomheder ikke vil kunne få det.
- Så det vil få konsekvenser, men vi vil bakke det 100 procent op, hvis politikerne når frem til en konklusion, men det nytter ikke, hvis vi selv træffer den beslutning, understreger han.