Krigen i Ukraine

Danske supermarkeder fjerner alle russiske varer fra hylderne

Der er blandt andet tale om vodka, tandpasta, chokolade, barberblade og forskellig konfekture.

Salling Group, der står bag Netto, Føtex og Bilkas butikker i Danmark, har besluttet at fjerne alle russiskproducerede varer fra hylderne.

Også Coop, der står bag blandt andet Kvickly, Irma og Fakta, stopper med at købe varer fra Rusland, fortæller Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef i Coop, til Ritzau.

- I Coop har vi meget få varer, der kommer fra Rusland. Det er under 20 varer, og dem køber vi selvfølgelig ikke flere ind af. Vi handler ikke med Rusland, som det ser ud nu, siger han.

Direktør hos Salling Group Per Bank skriver på Twitter, at det hos dem drejer sig om 20 varer.

- Vi har i Salling Group besluttet at fjerne alle russiskproducerede varer fra vores hylder. Det drejer sig om 20 varer fra vodka, tandpasta til chokolade, skriver han og tilføjer i et andet tweet, at det også kommer til at gælde Sallings butikker i Polen og Tyskland.

Over for TV 2 kan kommunikationsdirektør i Salling Group Henrik Vinther Olesen ikke svare præcist på, hvilke 20 varer der er tale om.

Men ud over vodka, tandpasta og chokolade er der også tale om barberblade og forskellig konfekture, uddyber han.

Beslutningen er truffet efter en diskussion i Salling Groups ledelse.

- Vi handler med det meste af verden. Ved at udelukke russiske varer viser vi, hvilken side af historien vi står på, siger Henrik Vinther Olesen.

Med beslutningen håber Salling Group at sende et signal til omverdenen, og håbet er, at andre følger trop.

- Vi opfordrer andre til at gøre det samme, lyder det fra kommunikationsdirektøren.

Rusland indledte torsdag 24. februar et angreb på Ukraine. Det skete, efter at den russiske præsident, Vladimir Putin, havde annonceret "en særlig militæroperation".

Invasionen er stadig i gang, og vi opdaterer løbende overblikket her. I mellemtiden diskuterer den vestlige verden, hvilke sanktioner Rusland skal pålægges.

USA, Storbritannien og EU pålagde torsdag Rusland en række sanktioner. Men det er endnu ikke besluttet at udelukke russerne fra det globale finansielle system SWIFT, hvilket ellers vil gøre det meget besværligt for russiske virksomheder at handle med udlandet.

Nogle varer bliver for gamle

Medarbejderne i Netto, Føtex og Bilka vil fra i dag gå i gang med at fjerne de russiskproducerede varer fra hylderne.

Det er hensigten, at alle varer er fjernet, når mandagen er omme.

Dermed skal varelageret gennemgås i 525 Netto-butikker i Danmark, 325 Netto-butikker i Tyskland og 650 Netto-butikker i Polen. Desuden bliver varerne fjernet fra de 100 danske Føtex-butikker og 18 Bilka-varehuse.

De eventuelle økonomiske omkostninger for Salling Group er endnu ikke gjort op.

- Nogle varer bliver hurtigt for gamle, og hvis de skal spises, kan det være, vi forærer dem væk. Det har vi ikke taget stilling til endnu, siger Henrik Vinther Olesen.