Rusland invaderer Ukraine

Forsvarsministeriet advarer om falske mails efter invasion i Ukraine

Svindlere sender i øjeblikket phishing-mails ud, advarer Forsvarsministeriet.

Flere borgere har modtaget en falsk mail om, at regeringen har besluttet sig for at indkalde reserven i forbindelse med den sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

De falske mails har Forsvarsministeriet som afsender, men der tale om såkaldte phishing-mails, der har til formål at snyde modtageren ved at skaffe adgang til private informationer.

- Af den falske mail fremgår det desuden, at man som borger vil blive kontaktet telefonisk for yderligere information. Forsvarsministeriet vil gerne gøre det klart, at reserven ikke er blevet indkaldt, fremgår det af pressemeddellsen.

Forsvarsministeriet anbefaler, at man sletter mailen, hvis man har modtaget den, og at man undgår at trykke på links i mailen eller besvare den.

Ukendt antal mails

Forsvarsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er tale om et ukendt antal borgere, der har modtaget mailen.

Men Forsvarsministeriet understreger, at de aldrig tager kontakt til borgere direkte på private mailkontoer.

- Forsvarsministeriet og underliggende myndigheder skriver kun direkte til borgere via Digital Post og E-Boks og ikke via eksempelvis Gmail og Yahoo, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Hvis man har videregivet oplysninger, som man oplever bliver misbrugt, skal man straks kontakte politiet, lyder anbefalingen fra ministeriet.