GO'

Hun har prøvet at blive mor i 16 år og har svært ved at rumme andres nyfødte

Selvom det er tabubelagt, siger Trine Stenmann Olsen det gerne højt, at hun har svært ved at glæde sig på andres vegne.

Trine Stenmann Olsens egen mor var bare 20 år, da hun fik hende, og hun havde selv fra en tidlig alder et stort ønske om at gå sin mor i fodsporene.

Men det skulle vise sig, at det ikke var lige til.

I 16 år har hun forsøgt at blive gravid på naturlig vis, og det har medført megen smerte.

- Det eneste, man ser rundt omkring sig, er gravide maver og barnevogne. Det gør rigtig ondt, især når man har prøvet så lang tid, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.

Når Trine Stenmann Olsens veninder har fortalt hende, at de var gravide, har hun haft svært ved at glæde sig på deres vegne. Selvom hun virkelig gerne ville.

Nu er hun begravet på en kirkegård, og så snakker vi ikke mere om hende

Trine Stenmann Olsen, social- og sundhedsassistent

- ”Hvorfor er det ikke mig”, og ”det burde have været mig”. Det er de tanker, der kører, men også: ”Er der noget galt med mig”, og ”hvorfor kan jeg ikke blive mor”, forklarer hun.

Trine Stenmann Olsen håber, at hun kan være med til at bryde tabuet om de svære tanker, man kan have som ufrivillig barnløs, når ens venner og søskende lykkeligt viser deres gravide maver frem.

Mistede datter i 17. uge

Trine Stenmann Olsen besluttede for et år siden at begynde i fertilitetsbehandling, efter at hun havde forsøgt at blive gravid på naturlig vis gennem 16 år med forskellige partnere.

I første forsøg lykkedes det, men glæden var kort.

Scanninger viste, at det var en meget syg pige, der voksede inde i hendes mave, og i 17 uge måtte hun afbryde graviditeten og føde sin datter.

Fertilitetsbehandling i Danmark

Ifølge Sundhedsdatastyrelsens rapport ’Assisteret Reproduktion 2019’ blev der i alt foretaget 39.975 fertilitetsbehandlinger i Danmark i 2019. 7465 af dem førte til en klinisk graviditet og forventeligt 7795 børn.

Tabet af Olivia, som Trine Stenmann Olsen kaldte sin datter, har været meget svært, og hun ville ønske, at flere af hendes veninder talte om hende i hverdagen.

- Vi snakker ikke om hende. Det er som om, hun er glemt nu. Nu er hun begravet på en kirkegård, og så snakker vi ikke mere om hende, fortæller hun.

Men Trine Stenmann Olsen har ikke glemt hende, og hun ville ønske, at hendes veninder bragte hende op i helt almindelige samtaler, og at de anerkendte, at hun er mor, selvom hun ikke har et levende barn.

Har svært ved at møde nevø

Fra Trine Stenmann Olsen blev gravid, gik der ikke mange uger, før hendes svigerinde – sammen med lillebroren – blev gravid med sit andet barn.

Og det har gjort det ekstra svært, at hun blev faster på næsten samme tid, som hun selv skulle have født sin datter.

Specielt juleaften var svær, forklarer hun.

Tal med mig om det. Der er ikke noget forkert at sige

Trine Stenmann Olsen, social- og sundhedsassistent

- Jeg skulle have siddet med mit lille barn, hvor hun så sad og var højgravid. Det kostede mange tårer, men de rummede mig og mine følelser.

I januar kom Trine Stenmann Olsens nevø til verden, men hun har ikke set ham endnu. Det er hun ikke klar til, og det har hendes familie stor forståelse for.

- Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at se ham. Det vil jeg faktisk rigtig gerne, men det er rigtig svært at se ham. Det er svært, hvornår det skal være for mig, for at jeg også kan være i mine følelser, fortæller hun.

Jeg vil gerne tale med

Trine Stenmann Olsen har generelt oplevet, at hendes veninder langt hen ad vejen har taget hensyn til hendes følelser, men hun har også mærket, at der har været en berøringsangst omkring hendes situation, forklarer hun.

- Jeg har også oplevet, at veninder har holdt det hemmeligt for mig ret langt hen i graviditeten, fordi de godt ved, at jeg også brændende ønsker mig et barn. Så er der også nogle, som bare taler løs om det uden at tænke over det.

Efter hun selv har været gravid, ville hun ønske, at hendes veninder også talte om deres graviditeter med hende – for Trine Stenmann Olsen ved jo også, hvordan det føles at være gravid, selvom hendes datter er død.

Hendes helt store opfordring er dog klar. Både når det kommer til tabet af hendes datter og hendes barnløshed.

- Tal med mig om det. Der er ikke noget forkert at sige, siger hun.

Se interviewet med Trine Stenmann Olsen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.