Dagens overblik

Dagens overblik: Bagagemedarbejdere risikerer fyring efter ulovlig strejke

Kofod med kraftig opfordring, kontroversiel hilsen under Super Bowl, forgiftning på tysk restaurant og en stor dansk dag ved vinter-OL.

Det idylliske billede af vinterferie i Danmark er snelandskab og blå himmel, men virkeligheden er ofte en anden.

Mange danskere har i stedet taget hul på en vinterferie, hvor vejret kalder på vind- og vandtæt beklædning.

Mandag har været en våd fornøjelse med lunt vejr og regn i store dele af landet, mens vinterferie-vejret er i risikozonen for to storme i løbet af ugen.

Velkommen til dagens overblik.

SAS truer med at fyre strejkende medarbejdere

Ovenpå de blæsende og drivvåde prognoser samt coronapandemien, som har gjort det svært at rejse, har mange danskere set frem til at skulle ud at rejse i vinterferien.​

Men fælles for mange danske rejsende gælder det, at de er nået frem til deres feriedestination uden bagage. Kufferterne er nemlig strandet i Københavns Lufthavn, som resultat af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, som bagagepersonalet fra selskabet SAS Ground Handling (SGH) satte i gang lørdag. Strejken har også medført forsinkelser på flere flyafgange.​

SAS kræver nu, at alle bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn inden mandag aften klokken 23.59 skal "utvetydigt og uden forbehold bekræfte", at de vil møde på arbejde i henhold til vagtplanen, står der i et brev til medarbejderne, som TV 2 har set.

Medarbejdere, der ikke lever op til kravet, må påregne, at deres ansættelsesforhold "vil blive anset for at være ophørt".

Kofod opfordrer danskere til at forlade Ukraine – igen

Siden fredag har omkring 200 danskere i Ukraine været i kontakt med de danske myndigheder. Opfordringen fra myndighederne er nemlig klar: Forlad landet og rejs hjem hurtigst muligt.

Cirka to tredjedele har meddelt, at de enten allerede har forladt landet eller planlægger at gøre det snart. En mindre gruppe ønsker dog ikke at forlade Ukraine trods landets anspændte situation med Rusland. Og netop den alvorlige sikkerhedsmæssige situation omkring Ukraine får udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at gentage appellen om udrejse.

I en skriftlig kommentar til Ritzau tilføjer han, at de danske myndigheder ikke kan garantere hjælp til de danskere, som vælger at blive i Ukraine.

- Vælger man at blive i Ukraine, så er det på eget ansvar, siger Jeppe Kofod.

Eminem med kontroversiel Super Bowl-hilsen

Nattens Super Bowl bød ud over en sejr til NFL-holdet Los Angeles Rams også på det ikoniske pauseshow, hvor et stjernespækket lineup af hip hop-artister optrådte i år.

Da det blev Eminems tur til at gå på scenen, sluttede han sin optræden med nummeret "Lose Yourself" ved at knæle og placere sit ansigt i sin hånd. Gestussen var lig den, som tidligere quarterback Colin Kaepernick jævnligt benyttede sig af før NFL-kampe under afspilningen af USA's nationalmelodi som protest imod raceulighed.

Kaepernicks protest vakte dengang stor utilfredshed på den amerikanske højrefløj. NFL har endnu ikke kommenteret Eminems hilsen til quarterbacken, der ikke har kunnet få kontrakt i NFL siden protesterne.

En død og syv syge af formodet forgiftning

En 52-årig mand er død, og syv andre er blevet syge - flere af dem alvorligt, men ikke livstruende - efter et besøg på en restaurant i den sydtyske by Weiden.

Det tyske politi arbejder ud fra en formodning om, at ofrene er blevet forgiftet. Ifølge den indledende efterforskning har de i alt otte personer det tilfælles, at de alle havde delt en flaske på restauranten. Kort efter indtagelsen af drikken udviste de otte gæster symptomer på at være blevet forgiftet. Politiet vil ikke specificere flaskens indhold af hensyn til efterforskningen.

En talsperson for politiet oplyser, at politiet arbejder ud fra en formodning om uagtsomt manddrab. Ingen konkrete personer er mistænkt i sagen.

Stor dansk curlingdag ved vinter-OL

For anden gang ved vinter-OL er de danske curlingkvinder gået fra banen som vindere – mandag mod Ruslands Olympiske Komité og i torsdags mod værtsnationen Kina.

Det betyder, at Danmarks curlingkvinder i teorien stadig kan nå semifinalen, efter de har vundet to ud af seks kampe. Men det vil med stor sandsynlighed kræve, at de vinder de resterende tre kampe i indledende runde. Tirsdag skal de danske curlingkvinder møde Sverige.

Mandag kunne de danske curlingherrer for første gang under legene i Beijing også få lov at vifte med sejrsfanen, da de vandt over Norge efter et større drama med ekstra ende og en ødelagt sten.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg, som i december blev idømt fængselsstraf, har meddelt, at hun skal være tv-vært på en ny programserie på dk4.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.