Coronavirus

SAS og Norwegian dropper mundbindskrav på skandinaviske ruter

Hvis passagerer ønsker det, kan de stadig bruge mundbind, men det fjernes som krav på skandinaviske ruter.

Luftfartsselskaberne Norwegian og SAS fjerner kravet om mundbind på skandinaviske flyvninger.

Det oplyser de lørdag, hvor Norge som det sidste land i Skandinavien har droppet alle coronarestriktioner.

Norwegian dropper kravet allerede fra midnat natten til søndag. Det oplyser kommunikationsrådgiver Silje Glorvigen til mediet E24 ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Det gælder i første omgang flyvninger mellem Norge, Sverige og Danmark samt indenrigsflyvninger. Men hvis nogle passagerer ønsker det, kan de selvfølgelig bruge mundbind.

- Alle skal føle sig trygge, siger hun.

Fortsat mundbindskrav i lufthavn

SAS bekræfter over for Ritzau, at kravet bliver droppet fra tirsdag 15. februar.

Også det norske selskab Widerøe fjerner kravet om mundbind, men beholder det til flyvninger ud af Skandinavien. For eksempel når det flyver til Storbritannien eller Alicante i Spanien.

Der er fortsat krav om mundbind i lufthavne, som følger europæiske retningslinjer.

Derudover vil der stadig være krav om mundbind, når selskaberne flyver til destinationer uden for Skandinavien.