Samfund

Mange fly holder stille, og passagerer sendes afsted uden bagage

Ledere er indkaldt til at overtage de strejkende ansattes arbejde.

Siden lørdag morgen har en række fly holdt stille i Københavns Lufthavn, fordi personalet i SGH – et selskab under SAS, der håndterer flybagage – strejker.

Det oplyser Københavns Lufthavn og fagforeningen 3F til TV 2.

Ifølge 3F er der tale om en "spontan arbejdsnedlæggelse", fordi personalet er utilfredse med ledelsen.

- Der er angiveligt kaotiske forhold her til morgen. Der er en ophobet utilfredshed med, at ledelsen har indført lavere løn, længere arbejdstid samt mere weekendarbejde, siger Henrik Bay, formand hos 3F i Kastrup, til TV 2.

Lørdag eftermiddag oplyser pressechef for SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, til TV 2, at der stadig et store forsinkelser på en række flyafgange, og at de vil fortsætte resten af dagen.

Det gælder fly til blandt andet Mallorca, Tenerife, Alicante, Las Palmas og Barcelona.

Sendes af sted uden bagage

Alexandra Lindgren Kaoukji fortæller desuden, at en række passagerer er sendt afsted uden deres bagage.

- De vil få deres bagage sendt med næste flyafgang og leveret til deres hotel. Det er naturligvis beklageligt, siger hun til TV 2.

Hvor længe passagererne kan risikere at skulle vente på deres bagage, kan Alexandra Lindgren Kaoukji ikke udtale sig om.

Ledere er sat ind

Strejken sker på første dag i vinterferien, hvor mange danskere skal til syden eller på ski. Derfor skaber forsinkelserne lettere kaotiske tilstande i lufthavnen, hvor mange mennesker er berørte af forsinkelserne.

Nogle fly flyver dog alligevel. Det skyldes, at SGH har indkaldt ledere til at overtage de strejkende ansattes arbejde, fortæller Alexandra Lindgren Kaoukji.

Det er lørdag formiddag uvist, hvornår de ansatte med ansvar for bagagehåndtering vender tilbage til arbejdet.

Ifølge 3F er der "gået hårdknude i situationen".

- SAS-ledelsen vil ikke tale med medarbejderne, så længe de strejker. Og medarbejderne vil ikke genoptage arbejdet, så længe ledelsen ikke vil tale med dem, siger Henrik Bay til TV 2.

Hvad mener 3F om, at der er en overenskomststridig strejke på en dag, hvor mange danskere for første gang i lang tid skal ud at rejse?

- Det er dybt ulykkeligt, og jeg håber, at de får arbejdet i gang. Og at de finder hinanden i en forhandling, svarer han.

Massefyringer i flybranchen

Det er ikke første gang, at bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn strejker. I sommeren 2021 skete det flere gange inden for få uger.

Også her var dårlig løn og dårlige arbejdsforhold begrundelsen.

Flybranchen har været meget hårdt ramt under coronapandemien, hvor rejseaktiviteten har været minimal som følge af nedlukninger. Det har påvirket økonomien og ført til massefyringer blandt personalet.