Samfund

To mænd sigtet for drab i sag om savnet 22-årig kvinde

Der er fundet en bil i Vendsyssel, som formentlig er identisk med den bil, der samlede kvinden op. Mia Skadhauge Stevn er endnu ikke fundet.

To personer er anholdt og sigtet for drab i sagen om den forsvundne kvinde Mia Skadhauge Stevn i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den savnede 22-årige kvinde er endnu ikke fundet.

De anholdte er to nordjyske mænd på 36 år, og politiet arbejder i øjeblikket på to adresser i Østervrå og Flauenskjold i Vendsyssel.

- Vi kommer til at arbejde på disse to adresser i lang tid fremover. Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os med tekniske undersøgelser, afhøringer, forhøringer og meget mere, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Det er uvist, hvordan de to anholdte forholder sig til sigtelsen.

Politi har fundet bil på den ene adresse

Bag anholdelserne ligger ifølge politiet et "intenst efterforskningsarbejde," der sammen med videomateriale og henvendelser fra borgerne om en bil fik politiet på sporet af de to mænd.

Mandag aften efterlyste politiet en mørk bil, der samlede den 22-årige kvinde op på Vesterbro i Aalborg søndag morgen ved 06-tiden, hvor hun senest er set. En bil er blevet fundet på den ene adresse, og den er ifølge politiet "formentlig identisk" med dette køretøj.

Politiet vil af hensyn til den igangværende efterforskning og de pårørende i sagen ikke oplyse yderligere.

- Nordjyllands Politi ved, at det efterlader en række ubesvarede spørgsmål om sagens nærmere omstændigheder, lyder det fra politiet.

- Politiet er nået et langt stykke i efterforskningen

Ifølge TV 2s retsreporter, Astrid Søndberg, er sigtelsen for drab ikke bare en anklage, men også en sikkerhed for de to anholdte mænd.

Det skyldes, at en sigtelse også er en rettighed, da en person har ret til en advokat og ret til ikke at sige noget, der kan inkriminere vedkommende senere i en sag.

- Men når politiet slår til på den måde og siger, at meget tyder på, at den bil, de har fundet, er den bil, man ser kvinden sætte sig ind i, så mener politiet også, de er nået et meget langt stykke i efterforskningen, siger hun.

Politiet takker offentligheden

Politiet takker offentligheden og medierne for de mange henvendelser i sagen.

- De har været medvirkende til, at vi hurtigt har kunnet skride til anholdelse, oplyser Frank Olsen.

Han beder samtidig om forståelse for, at politiet nu vil hellige sig arbejdet med at kortlægge hele sagen - før, under og efter at Mia Skadhauge Stevn forsvandt.