Samfund

Mistanke om forbrydelse mod 22-årig kvinde vokser, siger vicepolitiinspektør

De to anholdte mænd i sagen om den forsvundne 22-årige kvinde er tidligere kendt af politiet for småting, oplyser Nordjyllands Politi.

De to sigtede i sagen om den forsvundne 22-årige kvinde Mia Skadhauge Stevn fra Aalborg er netop ved at blive afhørt.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, til TV 2.

Den 22-årige kvinde er ikke blevet set siden søndag morgen, og hun er stadig savnet, fortæller han.

- Jeg håber virkelig, at vi kan finde Mia i live, men formodningen, om at hun har været udsat for en forbrydelse, stiger, i takt med at tiden går, siger han til TV 2.

Tidligere kendt af politiet

De to mænd, som onsdag klokken 11.20 blev anholdt og sigtet for drab i sagen, er tidligere kendt af politiet.

- Vi kender dem fra lidt småting, siger Frank Olsen.

De anholdte er begge nordjyske mænd på 36 år, og politiet arbejder i øjeblikket på to adresser i Østervrå og Flauenskjold i Vendsyssel, hvor de anholdte hver især har bopæl.

På en af adresserne har politiet fundet en bil, som de formoder er identisk med den mørke personbil, som Mia Skadhauge Stevn satte sig ind i på Vesterbro i Aalborg klokken 06.09 søndag morgen efter en bytur.

Frank Olsen fortæller, at det var politiets intense efterforskningsarbejde, der ledte dem på sporet af bilen:

- Vi har en kraftig formodning om, at vi har fundet den bil, Mia satte sig ind i søndag morgen. Vi identificerede bilen og fandt registreringsnummeret ved hjælp af overvågningsvideo og henvendelser fra borgerne, siger han og takker samtidig for deres hjælp i efterforskningen:

- Det har kæmpestor betydning, og der er ikke andet at sige end tak for alle de henvendelser, vi har fået. Det har været medvirkende til, at det er lykkedes os så hurtigt at identificere den bil, der samlede Mia op.

Intet tyder på forbindelse til Mia

Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke noget, der peger i retning af, at Mia Skadhauge Stevn kender de to mænd.

- Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der er en forbindelse, siger Frank Olsen.

Politiet arbejder derfor stadig ud fra formodningen om, at der kan være tale om, at den mørke bil var en såkaldt pirattaxa, der samlede den 22-årige op.

- Det er stadig en hypotese, at det kan være en pirattaxa, og at Mia simpelthen har troet, at det var en taxa, der ville køre hende hjem, siger Frank Olsen.

Nordjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere af hensyn til efterforskningen og til de pårørende i sagen. De vil heller ikke udtale sig om forbindelsen mellem de to mænd.

Fremstilles i grundlovsforhør

De to 36-årige mænd fremstilles torsdag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Det bekræfter anklager Mette Bendix over for Ritzau.

Indtil da arbejder politiet med at få dem afhørt, kortlægge deres færden, lave tekniske undersøgelser og ransage deres adresser:

- Vi ved ikke præcis, hvad vi leder efter, og det er et rigtig stort arbejde, men vi leder efter Mia eller spor efter Mia, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet kan endnu ikke sige, hvordan de anholdte forholder sig til den rejste sigtelse.