Coronavirus

Danmark passerer to millioner konstaterede smittetilfælde

Indlagte med coronavirus stiger til det højeste under epidemien.

Der er registreret 36.512 smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.

Således har Danmark nu passeret 2 millioner konstaterede smittetilfælde. Heraf er 88.964 af dem blevet testet positive for coronavirus mindst én gang før.

De positive prøver er fundet blandt 140.398 pcr-testsvar. Positivprocenten ligger dermed på 26 procent.

Højeste antal indlagte under epidemien

Søndag stiger det samlede antal indlagte med 65 til 1203, hvilket er det højeste antal, som har været indlagt på samme tid under den to år lange coronaepidemi.

En del af dem er dog ikke indlagt på grund af corona, men er indlagt af en anden årsag. Blandt andet er 269 personer indlagt i psykiatrien.

Antallet af indlagte på landets intensivafdelinger stiger med 3 til samlet 34 intensivpatienter. 12 af dem får hjælp til at trække vejret.

Selvom det samlede antal indlagte med corona endnu en gang har slået rekord søndag, mener Kasper Iversen, overlæge på Herlev-Gentofte Hospital og professor ved Københavns Universitet, ikke, at der er grund til bekymring.

- Det er klart, at hvis det bliver ved med at slå rekord, så på et eller andet tidspunkt bliver man bekymret. Men som det er lige nu, mener jeg ikke, at vi på hospitalerne er meget hårdt pressede, siger han til Ritzau.

SSI's opgørelse viser desuden, at yderligere 18 personer er døde.

Et dødsfald registreres som coronarelateret, hvis en person er død, inden for 30 dage efter at vedkommende er konstateret smittet med coronavirus.