Erhvervslivets top i fælles opråb: Danmark risikerer at gå i stå

Topcheferne i landets tre største erhvervsorganisationer vil have politikerne tilbage til forhandlingsbordet for at øge arbejdsudbuddet.

Vi har hørt det igen og igen.

Der er i høj grad mangel på arbejdskraft herhjemme.

Situationen på arbejdsmarkedet får nu erhvervslivets absolutte top til at gå sammen og kræve øjeblikkelig handling.

Hvis ikke vi løser problemet, risikerer Danmark at gå i stå

Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv

I samlet flok kommer Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening nu med en kraftig appel til regeringen om at genoptage forhandlingerne i jagten på en mere ambitiøs politisk aftale, der har det primære fokus at skaffe mere arbejdskraft i Danmark.

- Det er den altoverskyggende udfordring for danske virksomheder lige nu. Hvis ikke vi løser problemet, risikerer Danmark at gå i stå, siger Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, til TV 2.

Kæmper for at finde medarbejdere

Topcheferne i landets tre største erhvervsorganisationer opfordrer Folketingets politikere til at søge et nyt, bredt forlig.

For det nuværende resultat er utilstrækkeligt, og det øger ikke arbejdsudbuddet nok, mener Brian Mikkelsen.

Han påpeger, at de danske arbejdsgivere i øjeblikket "kæmper som besat" for at skaffe arbejdskraft.

- Derfor opfordrer vi til, at man genoptager de politiske forhandlinger, siger han.

Samme udmelding kommer fra Dansk Industri.

- Samfundet og virksomhederne kan kun bruge løsninger til noget. De kan ikke bruge ord og fatamorganaer, siger administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl til TV 2.

Han kalder den nuværende situation på det danske arbejdsmarked for "et meget alvorligt problem".

Derfor bør politikerne hurtigst muligt forsøge at finde hinanden og lave en bred aftale, lyder anbefalingen.

.

Politisk hårdknude

For to uger siden præsenterede regeringen en politisk aftale om udenlandsk arbejdskraft med SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne, der skulle øge arbejdsudbuddet.

Et centralt punkt er størrelsen af ledigheden herhjemme. For aftalen vil blive suspenderet, hvis ledigheden stiger til mere end 3,75 procent.

Blå blok valgte at stå uden for aftalen og fremlagde deres eget forslag, hvor ordningen først bliver suspenderet ved en ledighed på 4,5 procent.

Ingen af de af de to aftaler kan samle et flertal, og situationen er nu endt i en politisk hårdknude, hvor ingen af parterne ser ud til at ville give sig.

Lyn-analyse

Mangel på arbejdskraft i Danmark er et kæmpe problem. 

Det er et stort problem for regeringen og forligspartierne at dele af deres forlig - blandt andet med hensyn til udenlandsk arbejdskraft - bliver blokeret af de borgerlige partier.

Det er et rodet politisk forløb, og det er ikke godt, hvis arbejdsmarkedet skal vente op til halvandet år, før nødvendige reformer på området kan træde i kraft.

Det skaber stor bekymring i toppen af dansk erhvervsliv, der vil have parterne tilbage til forhandlingsbordet.

De tre erhvervsorganisationer foreslår et kompromis, der blandt andet holder fast i blå bloks krav om en ledighedsgrænse på 4,5 procent.

- Kombinerer man de to forslag, får man noget, der faktisk virker og er til gavn for virksomhederne, siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, til Ritzau.

Rekordlav ledighed

De seneste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden er på det laveste siden september 2008.

I december fortsatte ledigheden med at falde til et niveau, der svarer til 2,5 procent af arbejdsstyrken.

Der findes en nedre grænse for, hvor langt ledigheden bør komme ned.

Økonomer vurderer, at den såkaldte holdbare ledighed i Danmark ligger på omkring tre procent.

Kommer antallet af ledige meget lavere, som tilfældet altså er i den seneste opgørelse, har danske virksomheder svært ved at skaffe hænder nok, hvilket i sidste ende kan gå ud over Danmarks konkurrenceevne.