Når vacciner splitter
Fem danskere fortæller om, hvordan spørgsmålet om vacciner har splittet deres familier.
Astrid Helmer Mørck (https://nyheder.tv2.dk/profil/astrid-helmer-moerck), Nikolaj Albrectsen (https://nyheder.tv2.dk/profil/nikolaj-albrectsen), Yan Kovyakh (https://nyheder.tv2.dk/profil/yan-kovyakh), Lasse Kalhauge (https://nyheder.tv2.dk/profil/lasse-kalhauge)
Det var en håbefuld Mette Frederiksen, der løftede alle restriktionerne i begyndelsen af februar. Hun sagde, at det var tid til at finde smilet frem. At vi er klar til at træde ud af coronaens skygge og ind i det gamle liv. At ”danskernes sammenhold har været testet, og vi kan sige, at vi bestod.”
Men i nogle danske familier lever pandemien stadig videre, forskelligheder er blevet blottet, og nære relationer har slået sprækker eller er gået helt itu.
En lang række danskere har kontaktet TV 2 og fortalt om, hvordan vaccinespørgsmålet har ødelagt familiebånd. Her er nogle af deres vidnesbyrd:
Jeg har virkelig svært ved at tilgive det, der er sket
Charlotte, 58 år
Min mor blev alvorligt syg og indlagt med coronavirus, og jeg er overbevist om, at min uvaccinerede bror smittede hende.
Gennem hele pandemien har min meget syge mor ikke haft fysisk kontakt med andre end min bror, der kommer forbi og gør hendes medicin klar en gang om ugen.
Jeg er selv i risikogruppen, så jeg har levet ekstremt isoleret og haft daglig kontakt med min mor over telefonen, og i midten af december fornemmede jeg, at noget var anderledes, end det plejede.
Det var små ting: Min mor snøvlede, hun lød træt og så ikke tv om aftenen. Jeg blev nervøs, for det var min brors ansvar, at hun fik sit tredje vaccinestik, og jeg fandt ud af, at hun ikke havde fået det. Min bekymring tog til.
FOR SKRØBELIG TIL RESPIRATOR
Til sidst ringede jeg 112 og fik en ambulance sendt afsted. Jeg var i telefonen undervejs, og der var jeg virkelig bange.
Det var jeg også i ugerne efter, hvor min mor var indlagt på lungemedicinsk afdeling med covid-19. Fordi hun er så gammel og skrøbelig, kunne hun ikke komme i respirator, og lægerne gav hende 50 procent chance for at overleve.
Samtidig var jeg meget frustreret, for jeg fandt ud af, at min bror havde ligget syg med coronavirus kort før min mors indlæggelse og alligevel havde været forbi hendes hus. Det er også først her, jeg finder ud af, at han ikke er vaccineret.
SVÆRT AT TILGIVE
Jeg mener, at vaccinen skal være et frivilligt valg. Men jeg mener også, at man har et ansvar, hvis man vælger den fra. Selvom vi har frihed til at fravælge, så skal vi stadig tænke på andre og vise omsorg. Det ansvar, synes jeg ikke, at min bror har levet op til, fordi, jeg mener, at hensynet til min mor er blevet tilsidesat.
Forholdet mellem ham og jeg har altid været meget kompliceret. Derfor ved jeg ikke præcis, hvorfor han har gjort, som han har gjort, eller hvilke følelser han har omkring det.
Men der er ingen tvivl om, at det her har skabt yderligere skår i vores forhold og ligger som endnu en stor uafklarethed. For jeg har virkelig svært ved at tilgive det, der er sket.
I dag er min mor udskrevet fra hospitalet og har det bedre, men hun er stadig på iltbehandling 24 timer i døgnet og bor på et midlertidigt plejehjem.
Vi har ikke talt med familien siden jul – de gik over stregen
Mikael, 41 år
De sidste mange år har min kæreste og jeg holdt jul med den samme del af familien. Men det gjorde vi ikke i år, og vi har ikke talt sammen siden december, fordi vi blev uvenner over coronatest.
Vi havde i tiden før jul med jævne mellemrum talt om pandemien på et mere generelt plan – at vi har syntes, at det var træls og den slags.
Men op til jul blev det personligt.
TEST ELLER INGEN ADGANG
Jeg fik en besked fra den del af familien, vi skulle til jul hos, hvor der stod, at en negativ test var et krav for, at vi kunne mødes.
Hverken min kæreste eller jeg er vaccineret, men jeg har ingen problemer med at blive testet. Til gengæld har min kæreste det svært med testene. Hun får det dårligt af det.
Jeg prøvede at forklare familien, hvordan situationen var hos os, og jeg var meget bevidst om at holde det på min egen banehalvdel.
For det ligger altid i mit baghoved, at diskussionerne om coronavirus kan være sprængfarlige.
ØJEBLIKKET, HVOR DET GIK HELT GALT
Det svar, jeg fik tilbage, opfattede jeg som meget sort-hvidt:
Det var bare at få den test, der var ingenting at diskutere, og jeg fik også en verbal overfusning.
Det var der, at det gik fuldstændig galt. Til sidst skrev jeg, at vi ikke kunne fortsætte relationen.
Siden har vi ikke talt sammen. Jeg har heller ikke prøvet at tage kontakt. Og jeg ved faktisk ikke, hvad der kommer til at ske i vores relation.
HÅBET OM EN UNDSKYLDNING
Jeg er virkelig ked af, at coronavirussen er kommet så meget imellem mennesker, og at jeg befinder mig i den her situation. Jeg ville ønske, at regeringen havde været bedre til at huske os på, at frygten for smitte ikke må ødelægge gode relationer. For der er jo også et liv efter pandemien.
Vi har virkelig haft et tæt forhold og været der for hinanden – også i ting, der ikke har været helt nemme. Derfor håber jeg, at de siger undskyld. Så vil jeg acceptere det med det samme. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man er presset og får gjort noget galt og sårende.
Men det bliver ikke mig, der siger undskyld. Jeg føler, at de gik over stregen.
Jeg skammer mig over min datter
Jette, 68 år
Min datter og jeg har skændtes alvorligt om vacciner tre gange. Sidste gang var i sommer, hvor vi egentlig talte om noget andet, men så dukkede vacciner og restriktioner op.
Vores samtale eskalerede fuldstændig. Vi er uenige om alting, og vi bliver begge desperate, fordi vi ikke forstår hinanden.
Sådan har det aldrig været før. Vi har haft et kærligt og nært forhold. Vi har været vant til at tale om alt. Vaccinerne er blevet et usynligt bål mellem os.
Min datter er ikke vaccineret, og det er svært for mig at acceptere. Men det er endnu sværere for mig at affinde mig med, at hun ikke har taget pandemien alvorligt. Hun har ment, at der hele tiden var noget i vejen med videnskaben, myndighederne, virologerne eller undersøgelserne. Det har chokeret mig.
Det sårer mig, at hun ikke har forståelse for, at jeg er en af de ældre i risikogruppen. At jeg har været bange.
Derfor kan jeg ikke lade være med at se hende som en egoist. For mig er samfundssind noget selvfølgeligt, men hvis jeg nævner ordet, eksploderer hun.
MIN STØRSTE FRYGT HAR IKKE HANDLET OM MIG SELV
Lige siden billederne fra Bergamo i 2020 har jeg haft angst. Jeg gik i panik, da jeg så de italienske hospitaler, og angsten har ligget i baghovedet lige siden.
Jeg har haft mareridt, når min underbevidsthed har arbejdet på højtryk. Selvfølgelig har angsten handlet om mig selv.
Men min største frygt har faktisk været, at der ville ske min datter og hendes familie noget. Og der har jeg været magtesløs, fordi jeg ikke kan bestemme over hende og passe på hende.
DET HAR VÆRET FLOVT
I min alder taler folk ikke altid lige pænt om uvaccinerede, og det ønsker jeg ikke, at de skal gøre om min datter. Så jeg har villet beskytte hende og har derfor kun fortalt det til en enkelt veninde.
Samtidig har jeg skammet mig. Det lyder måske åndssvagt, men det har på en eller anden måde været flovt for mig, at min datter kunne have sådan en holdning.
De sidste uger har jeg kunnet sænke skuldrene lidt, og jeg ved, at vi aldrig skal tale om det her. For hvis vi kommer op at skændes om det en fjerde gang, kunne jeg frygte, at det ville ødelægge vores relation for alvor.
Min bror ser ikke faresignalerne – nu taler vi ikke mere
Torben, 50 år
Jeg føler, jeg ”mistede” min bror i december. I dag taler jeg hverken med ham eller resten af den gren af familien.
Egentlig var planen, at vi skulle holde jul sammen, men jeg meldte afbud, efter vi havde talt i telefon og diskuteret vacciner og restriktioner, som vi ser meget forskelligt på.
I takt med at telefonsamtalen skred frem, jo mere grænseoverskridende blev det for mig. Så da røret var lagt på, sendte jeg ham en besked, hvor jeg meldte afbud til juleaften, fordi der ikke ville komme noget godt ud af det.
RYSTET OVER TILTROEN TIL SYSTEMET
Faktisk minder min bror og jeg meget om hinanden, men vi tolker det at gøre det rigtige på to helt forskellige måder:
For hvis man, som jeg har gjort, takker nej, bliver mit valg ikke respekteret og bliver ikke betragtet som endeligt og dermed endegyldigt. Jeg stoler bestemt ikke på medicinalindustrien, medierne og regeringen. Jeg finder det ærlig talt dybt bekymrende og samtidig tankevækkende, hvad der sker omkring os.
Det ser min bror anderledes på. Han har tiltro til systemet og stoler på, at det vil ham det bedste. Det undrer mig, at han ikke ser faresignalerne – faktisk finder jeg det rystende.
HAR SKABT SPRÆKKER I ET TÆT FORHOLD
Jeg føler en tomhed, træthed, magtesløshed og tristhed over, at sådan en situation overhovedet kunne opstå mellem min bror og mig. Vi har haft et meget tæt forhold, specielt de sidste par år.
Oveni det er vi jo begge voksne mænd, så vi burde være fornuftige nok til ikke at lade vandene dele så voldsomt.
Lige nu er det umuligt at sige, hvor dybe kløfterne i vores forhold er blevet. Det må tiden vise.
Men jeg frygter faktisk, at skaderne er uoprettelige.
Det hele eskalerede i en chat
Anne, 58 år
Mine børn er fuldstændig uenige om vaccinen, og i december blev de uvenner og holdt op med at tale sammen. Det gør de stadigvæk ikke. Og det gør ondt.
De ser helt forskelligt på mange ting, men de er lige stædige.
Det eskalerede i en chat, hvor de skrev frem og tilbage og kom ind på vaccinerne. Der var en, som sammenlignede det med jødeforfølgelserne, og så tændte en anden fuldstændig af. Til sidst blokerede den ene den anden.
Jeg var ikke selv med i samtalen, så jeg så først korrespondancen senere. Men da jeg så beskederne, blev jeg enormt ked af det.
Det er smadderærgerligt, at pandemien kan skabe så meget splid. Måske har det også noget at gøre med, at meget kan virke hårdere på skrift, end hvis det bliver sagt ansigt til ansigt.
DEN SVÆRE PLADS I MIDTEN
Jeg står i midten af konflikten som deres mor, og det er enormt svært at befinde sig dér. Jeg prøver at mægle, glatte ud og holde med dem alle. Først og fremmest for at undgå for meget splid i familien, men jeg forstår også godt alle deres synspunkter. Jeg havde da håbet, at de kunne tale om det stille og roligt, for der skal være plads til at mene noget forskelligt. Det har jeg også forsøgt at tale med dem om.
I 2021 splittede vi julen op, men jeg håber, at de er blevet gode venner til næste jul.
Jeg vil i hvert fald gøre mit til det. Måske er det mig, der skal invitere dem til noget sammen. Men lige nu tør jeg ikke. Der skal tid og tilgivelse til.
Sådan har vi gjort
Op til jul 2021 søgte TV 2 danskere, der havde oplevet uenigheder med familiemedlemmer på grund af pandemien.
En række personer sendte mails med historier om familiekonflikter, og efterfølgende har TV 2 været i kontakt med en del af disse og fået uddybet konflikterne.
I nogle tilfælde har TV 2 set skriftlig dokumentation for korrespondancer, og i andre har personer tæt på bekræftet forløbene. Desuden har TV 2 efterprøvet oplysninger, hvor det var muligt.
Personerne i artiklen optræder ikke med deres rigtige navn, men TV 2 er bekendt med deres rigtige navne. Derudover er de mest genkendelige detaljer taget ud af fortællingerne.
TV 2 har imødekommet kildernes ønske om anonymitet, fordi det var en forudsætning for, at kilderne ville deltage. TV 2 har vurderet, at beretningerne er af samfundsmæssig interesse, fordi de er et billede på, hvordan vacciner og test har ført til konflikt og splittelse i mange danske familier.
Har du oplevet konflikter i familien på grund af coronavirus og vacciner, og har du lyst til at fortælle om dem? Så skriv en mail til journalist Astrid Helmer Mørck på asmo@tv2.dk.