Eksperterne har talt: - Vi er ovre det værste
Fire af Danmarks førende coronaeksperter er enige om, at pandemien ikke vil vise sig mere fra sin værste side.
Danmark er genåbnet, mens smittetallene sætter nye rekorder, men vi er alligevel ovre det værste.
Sådan lød det samstemmende, da TV 2 onsdag satte fire af landets førende corona-eksperter stævne i magasinprogrammet 'Besserwisserne'.
I panelet var Tyra Grove Krause, Lone Simonsen, Jens Lundgren og Allan Randrup Thomsen, som til sidst i udsendelsen blev bedt om at give et bud på, hvordan corona kommer til at fylde i vores hverdag i fremtiden.
Har vi set det værste, blev professor Jens Lundgren spurgt mod programmets finale. Og svaret lød kort og kontant:
- Ja, det har vi.
- Vi kommer ikke af med corona for evigt
Forinden havde hans tre ekspertkolleger i panelet været omkring samme spørgsmål.
Også her lød svaret, at pandemien ikke længere kommer til at spille samme rolle i den almindelige danskers tilværelse.
- Størstedelen af befolkningen kommer til at leve et normalt liv, sagde Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.
Lidt mere end to år inde i pandemien kan danskerne altså ånde lettet op ifølge eksperterne. Men vi siger ikke helt farvel til coronavirussen.
- Forhåbentlig kommer corona ikke til at fylde lige så meget, som den gør nu. Men vi kommer ikke af med corona for evigt, uddybede Allan Randrup Thomsen.
- Det er et virus, som hele tiden er der, men vi skal lære at leve med det og dermed overordnet få det ind i samme kategori som influenza i den måde, vi adresserer problemerne på, hvor de svage og sårbare får vaccine i de perioder, siger Allan Randrup Thomsen.
Læren fra historiske pandemier
Foruden vaccinerne er det især udbredelsen af den markant mildere Omikron-variant, som har fået betydning for vores håndtering af coronavirussen - og for optimismen fra eksperternes side.
På få måneder har Omikron sendt den mere dødelige og indlæggelseskrævende Delta-variant ud af omløb.
- Udbredelsen af Omikron-varianten betyder samtidig, at vi har en mere robust og langtidsholdbar version især mod mere alvorlige tilfælde af sygdommen, sagde Lone Simonsen, der er professor og leder af PandemiX Centret på Roskilde Universitet.
Hun mener, at coronavirussens udvikling flugter med tidligere tiders pandemier.
- Hvis du ser på historiske pandemier, går der normalt to-tre år, og det er ikke usædvanligt, at de efter et par mægtige bølger overgår til en sæsonbetonet virus, der kommer igen om vinteren på en forudsigelig måde, siger Lone Simonsen.