Udenlandske medier i Danmark på genåbningsdag: - Hvis I gør det, må det være noget om det

En række internationale medier har vist interesse for den danske genåbning og blandt andet besøgt Statens Serum Institut på dagen.

Med tirsdagens genåbning af samfundet skaber Danmark overskrifter verden over.

Som et af de første lande i verden, der har droppet alle restriktioner, vækker den danske tilgang nemlig opsigt hos flere internationale medier, som dagen igennem har sat fokus på genåbningen af Danmark.

Det gælder for eksempel medier som det franske Arte og det tyske RTL, der begge har besøgt Statens Serum Institut i dagens glædelige anledning.

- Hvis I gør det, må der være noget om det

Spørgsmålet, som omverdenen gerne vil have svar på fra Danmark, er, om den komplette genåbning af samfundet er en god idé.

Og netop derfor har Tyra Grove Krause, faglig direktør hos Statens Serum Institut, besøg af flere tv-hold denne tirsdag morgen.

- Nogle er meget ivrige efter at tage de samme skridt som Danmark. De afventer nu det store spørgsmål: Er det sikkert eller ej? siger journalisten Antoine Mouteau fra Arte, da TV 2 møder ham på den faglige direktørs kontor ved Statens Serum Institut.

Også Martin Drohsel, der er journalist for det tyske medie RTL, har besøgt Tyra Grove Krause på genåbningsdagen for at få svar på, om den danske metode for genåbning kan inspirere den tyske måde at vriste sig fri af pandemien.

- Det billede, man har af Danmark, er, at hvis I gør det, så er det noget om det, siger han til TV 2 og understreger, at han håber på et snarligt fald i smittetallene, ikke bare i Danmark, men også i Tyskland.

Men spørger man Tyra Grove Krause selv, om den store internationale bevågenhed lægger pres på Danmark, er der dog ingen rysten på hænderne:

- Det er selvfølgelig rigtigt, at sådan er det altid, når man er frontløber på noget. Men jeg er nu stadigvæk ret tryg ved situationen, og vi kan se, at antallet af indlagte på intensivafdelingerne er faldet yderligere siden sidste uge, selvom vi stadig har de meget høje smittetal, siger hun.

Dansk data om pandemien er populært

Det er ikke kun på genåbningsdagen, at flere internationale medier har kontaktet Statens Serum Institut for at få perspektiver på den danske coronahåndtering.

Sådan har det faktisk været undervejs i hele pandemien, fortæller Troels Lillebæk, afdelingschef i instituttet, til TV 2:

Og den internationale interesse gælder især, når det kommer til data om pandemien i Danmark.

- Vi har meget bedre detaljeringsgrad i data i Danmark, end man har mange andre steder. Dermed kan vi hurtigt få viden til gavn for både danske patienter, men også til gavn for udenlandske myndigheder og patienter, siger han.

Ifølge Troels Lillebæk er det alt fra CNN til BBC og The New York Times eller det franske medie Le Figaro, der har henvendt sig til Statens Serum Institut for en kommentar.

Fra 1. februar anses coronavirussen ikke længere som en samfundskritisk sygdom i Danmark, og dermed frafalder alle gældende restriktioner fra tirsdag.