Norge vil ikke gøre som Danmark: - Danskerne er de eneste i Europa, der gør det
Norges smittetal er stigende, og det bekymrer de norske sundhedsmyndigheder - men i Danmark er det en af grundene til, at vi åbner.
Klokken 19 tirsdag aften vil nordmændene sidde klistret til fjernsynet, når Norges regering præsenterer længe ventede lempelser af coronarestriktionerne.
Vores norske naboer er et af de lande i vesten, der har haft de hårdeste restriktioner. Det fortæller TV 2s nordiske korrespondent Jesper Zølck:
- Man har virkelig slået hårdt til, når man har følt, at behovet har været der, lyder det.
Før pressemødet har flere norske medier skrevet ledere om, at tiden er inde til at gøre som Danmark og fjerne restriktionerne - ligesom der også er stor støtte til det i befolkningen, siger Jesper Zølck.
Men det kommer ikke til at ske. I stedet vil Norge holde tæt øje med udviklingen i Danmark for at se, om det, de kalder et ’eksperiment’, går galt eller ej.
- Kritikerne peger på efteråret, hvor Danmark åbnede fuldstændig op og sagde, at covid-19 ikke var en trussel mod samfundssundheden, men så begyndte at lukke ned igen i vinteren, siger Zølck.
Det norske Helsedirektorat, der er pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark, bekræfter over for TV 2 i Norge, at de derfor har anbefalet, at regeringen ikke lader sig inspirere af den danske genåbning.
- Vi har ikke anbefalet fuld genåbning i den forstand, at vi ikke længere skal have nogen restriktioner i Norge, ligesom danskerne gør som det eneste land i Europa, siger Helsedirektoratets direktør Espen Nakstad.
Overvejer en bred vifte af lempelser
Det vides endnu ikke, hvilke lempelser den Norske regering vil præsentere tirsdag aften.
Men det forventes at være markant i forhold til Norges ellers strenge forholdsregler, og det skyldes blandt andet, at Norge er et af de lande i Vesten, der har klaret sig bedst gennem pandemien, forklarer Jesper Zølck.
Helsedirektoratet ser blandt andet på lempelser af afstandskravet, hvilket vil åbne for muligheden for flere gæster til eksempelvis koncerter, på restauranter og lignende, siger Espen Nakstad.
- Man vil helt sikkert vurdere lettelser på det (afstandskravet, red.) også, samt andre ting som har konsekvenser for ude- og kulturlivet, siger han.
Sundhedsdirektøren begrunder myndighedernes forsigtige tilgang med, at Norge stadig oplever en opadgående tendens i antallet af smittede med coronavirus.
Det betyder ifølge Espen Nakstad, at hvis man giver helt slip på restriktioner, vil mange nordmænd risikere at skulle i isolation samtidig, fordi de enten er smittede eller er nære kontakter.
Men ifølge Jesper Zølck er der lige nu et stigende pres på den norske regering for alligevel at åbne samfundet mere op - blandt andet fordi, at nordmændene kan se det ske i Danmark.
- Flertallet, både i Sverige og Norge, ønsker at komme derhen, hvor Danmark er i dag, siger Jesper Zølck og fortsætter:
- Nordmændene føler, at regeringen længe nok har taget restriktioner i brug, som der ikke er behov for.
Smittetallet er en del af grundlaget for dansk åbning
Norges smittetal er stigende, og det bekymrer de norske sundhedsmyndigheder - men i Danmark er det en af grundene til, vi åbner.
For hvis ikke det var fordi, at Omikron spredte sig så meget, at vi nærmer os noget nær flokimmunitet, ville vi ikke have en lige så gunstig situation herhjemme.
Det har flere eksperter tidligere fortalt TV 2 - herunder Jens Lundgren.
Mandag lød det fra ham, at epidemien snart vil dø ud, fordi så mange danskere bliver smittet med Omikron og derfor opnår immunitet:
- Det betyder, at smittekæden ikke kan blive ved. En person, der er smittet, vil have sværere ved at møde nogen, der ikke har været smittet med Omikron og derfor har immunitet, sagde Jens Lundgren.
Samtidig giver Omikron et mindre alvorligt sygdomsforløb, og derfor er landets sygehuse, og særligt intensivafdelingerne, ikke lige så pressede af coronavirus længere. Af samme årsag er der ifølge Jens Lundgren heller ikke behov for restriktioner i Danmark:
- Jeg kan ikke sige lige nu, hvordan vi skal håndtere det i fremtiden, for planen er ikke defineret. Men det er der heller ingen grund til, for vi har ikke brug for en plan lige nu. Vi har brug for mere viden, og det skal vi nok få, sagde han.