Lundgren før genåbning: - Det er nu, vi skal være virkelig skarpe
Om kort tid vil epidemien dø ud, mener professor i infektionssygdomme Jens Lundgren. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alt er tilbage til normal.
1.013.760 minutter. 16.896 timer. 704 dage.
Det er ved at være længe siden, at Danmark registrerede sit første smittetilfælde 27. februar 2020.
Siden er det ene smittetilfælde blevet til en dråbe i havet af knap 1.700.000 danskere, der har været registreret smittet med covid-19.
Og nu står vi ved en skillevej. Restriktionerne er blevet ophævet fra dags dato, og covid-19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom.
Vi har stået her før, men denne gang er det anderledes, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet. For Omikron-varianten har vist sig at give mildere sygdomsforløb, samtidig med den smitter mere. Færre bliver alvorligt syge.
Så spørgsmålet er nu, hvilken betydning sygdommen vil få for livet fremover.
- Jeg kan aflede fra sidste vinter, at man aldrig må undervurdere sin fjende, lyder det fra Jens Lundgren.
Han har haft en fremtrædende rolle i medierne siden epidemiens begyndelse og været en af de toneangivende fagpersoner, som regeringen løbende har spurgt til råds.
Han kan ikke spå om fremtiden, siger han, men han har et bud på, hvad der kan ske. Og så vurderer han – med en masse forbehold – at selvom det i øjeblikket er farvel til restriktionerne, er der stadig risiko for et ærgerligt gensyn.
Vi mangler mere viden om ny variant
Først og fremmest er det vigtigt at huske på, det er set før, at Danmark har ophævet restriktionerne. Senest i sommeren 2021.
I senefteråret samme år begyndte smittetallene pludselig at stige markant, hvilket igen førte til restriktioner, påpeger Jens Lundgren, som mener, at vi skal være bedre forberedt til næste vinter.
- Det er nu, vi skal være virkelig skarpe. Vi skal bruge al den erfaring og viden, vi har indsamlet under epidemien, og så forhindre, at der opstår store problemer senere på året.
Om kort tid vil epidemien dog formentlig dø ud, mener Jens Lundgren. Der er dagligt registreret omkring 50.000 smittede, men det reelle tal er mellem to til fire gange højere, siger han.
- Det betyder, at smittekæden ikke kan blive ved. En person, der er smittet, vil have sværere ved at møde nogen, der ikke har været smittet med Omikron og derfor har immunitet.
Der er dog ikke nok viden om Omikron-varianten til, at det i øjeblikket er muligt at lægge en plan for fremtiden.
- Vi ved ikke, hvor lang tid immunitet fra Omikron holder. Det vil vi finde ud af de næste seks til ni måneder, og det vil være meget afgørende for planen for næste vinter, siger Jens Lundgren.
Derfor er det altså ikke udelukket, at man fra politisk side bliver nødt til at genåbne værktøjskassen med restriktioner. Men det er bestemt ikke sikkert.
- Vi skal have en plan. Planen kan også være ikke at gøre noget. Men under alle omstændigheder skal den skal være bygget på data og facts.
Influenza og coronavirus er to forskellige ting
På det seneste har der med jævne mellemrum været tale om, at epidemien bevæger sig hen mod ’influenzalignende tilstande’.
Men det er vigtigt at understrege, at influenza og coronavirus er to forskellige ting, og det er afgørende for forståelsen af situationen, mener Jens Lundgren.
- Det kan godt være, det giver mening i folkemunde at sammenligne det med influenza, men det giver ikke mening medicinsk. Influenza er meget anderledes.
Han siger, at vi dog godt kan bruge erfaringer fra influenza til at håndtere denne pandemi, men at det er vigtigt at forstå, at det er to forskellige sygdomme.
Mens der de sidste 100 år har været flere pandemier forårsaget af influenza, er den nuværende pandemi den første, som er forårsaget af en coronavirus.
Af samme årsag er det meget svært at forudse, hvordan en coronaviruspandemi udvikler sig og ender, siger professoren.
Derfor mener han også, at man fra politisk side skal passe på med at erklære selve epidemien ovre for hurtigt.
- Igen kan jeg referere tilbage til august-september sidste år, hvor det ikke gik at holde samfundet åbent, og folk nærmest blev sure og vrede, da man genindførte restriktioner.
Restriktioner er ikke nødvendige lige nu
I øjeblikket står Danmark i en meget god situation. Selvom smittetallene stiger hastigt, og derfor snart når toppen, så er det ikke noget, der er kritisk for samfundet, mener Jens Lundgren.
Af samme årsag er det den rigtige beslutning at fjerne restriktionerne.
For restriktioner er noget, der er lavet til at håndtere situationen her og nu, og det er der ikke behov for i øjeblikket, mener Jens Lundgren.
Og på trods af varslerne om, at det ikke kan kaldes et definitivt farvel til coronavirus, vil der formentlig gå længe, før epidemien igen skaber ravage.
- Nu skal forskning her i foråret, sommeren og i tidligt efterår være med til at designe en plan for, hvordan næste vinter kan håndteres, så vi står bedre, siger Jens Lundgren og tilføjer:
- Jeg kan ikke sige lige nu, hvordan vi skal håndtere det i fremtiden, for planen er ikke defineret. Men det er der heller ingen grund til, for vi har ikke brug for en plan lige nu. Vi har brug for mere viden, og det skal vi nok få.