Brostrøm vil genoverveje vacciner til børn - billedet blev ændret med et trylleslag, siger ekspert

- Den aktuelle vurdering er mere end to måneder gammel, hvilket er nærmest forhistorisk for en pandemi, siger professor.

Sundhedsstyrelsen vil nu genoverveje anbefalingen om coronavacciner til børn mellem 5 og 11 år, blandt andet på grund af den mildere Omikron-variant.

Sådan lyder det fra styrelsens direktør, Søren Brostrøm, i et interview med Politiken tirsdag.

Og det er sådan set også ganske fornuftigt, at forældre til børn i aldersgruppen nu får et mere retvisende billede af pandemien at træffe deres beslutning på, lyder det fra flere eksperter, TV 2 har talt med.

- Der er ikke længere noget akut behov for at vaccinere de 5-11 årige.

Sådan lyder det blandt andet fra Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Billedet har ændret sig

Det var tilbage i november, at Sundhedsstyrelsen første gang anbefalede at lade 5-11 årige vaccinere mod coronavirus.

Det skete på baggrund af en faglig vurdering, der lød, at vaccinationer af børnene kunne reducere samfundssmitten betydeligt og øge immuniteten i hele befolkningen.

Man skylder børnefamilierne et nyt og opdateret grundlag for at tage beslutningen

Camilla Foged, professor i vaccinedesign

Men meget har ændret sig i de seneste par måneder, fortæller Allan Randrup Thomsen til TV 2.

Han mener, at det er "rigtig fornuftigt", at Sundhedsstyrelsen lægger op til en genovervejelse - og han tror, at mange familier har ventet på det.

- Rent epidemisk står vi i en anden situation, hvor vi også kan tillade os en større samfundssmitte, siger han.

Allan Randrup Thomsen understreger dog, at han selv var fortaler for anbefalingen i første omgang, fordi Delta var mere alvorlig, og fordi samfundssmitten steg.

Sundhedsstyrelsen lægger i den nye udmelding vægt på to faktorer, der gør det relevant at genoverveje anbefalingen til de danske børnefamilier. Den ene er den kommende, varmere forårssæson, mens den anden er Omikrons noget mildere sygdomsbillede end Delta-variantens.

Skylder børnefamilier et opdateret grundlag

Den nye udmelding om en genovervejelse er dog ikke et udtryk for, at vurderingen fra november var forkert, understreger Søren Brostrøm.

Tværtimod holder Sundhedsstyrelsen fast i, at det var det rigtige at gøre på det pågældende tidspunkt:

- Børnene har bidraget med nogle procentpoint til den samlede befolkningsimmunitet, som er årsag til, at covid-19 ikke er en samfundskritisk sygdom, siger han til Politiken.

Og ifølge Camilla Foged, professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet, var det også den helt rigtige beslutning at tilbyde vacciner til de 5-11 årige i efteråret - et tilbud som en del børnefamilier har taget imod. På nuværende tidspunkt har knap 42 procent af børnene i aldersgruppen nemlig modtaget det første vaccinestik ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut.

- I november syntes jeg, at det var hundrede procent ansvarligt at lade denne gruppe vaccinere. Men hele billedet blev ændret med et trylleslag, da Omikron kom og var en mildere variant. Derfor synes jeg ikke længere, at det ser ud til at være tilfældet, siger hun til TV 2.

Det skyldes ifølge Camilla Foged, at en stor del af børnene i den pågældende aldersgruppe enten nu er vaccineret eller har været smittet med coronavirus - der kan med andre ord "ikke være mange børn tilbage i den gruppe", som hun siger.

Den aktuelle vurdering er mere end to måneder gammel, hvilket er nærmest forhistorisk for en pandemi

Anton Pottegaard, professor i lægemiddelbrug

Camilla Foged understreger, at der ikke er noget ved selve vaccinen, der ligger til grund for at en genovervejelse er en god ide. Tværtimod mener hun, at man bør lade sit barn færdigvaccinere, hvis vaccinationen allerede er påbegyndt.

- Men man skylder børnefamilierne, som skal træffe valget, et nyt og opdateret grundlag for at tage beslutningen, siger hun.

Nuværende anbefalinger er forældede

Med det nye smittebillede mener også Anton Pottegaard, professor i lægemiddelbrug ved Syddansk Universitet, at forældre fortjener at få nye vurderinger baseret på et retvisende billede af coronasituationen i Danmark.

Og som Information kunne afdække tirsdag, beskriver Sundhedsstyrelsen selv vaccinerne som "meget effektive" og "med god beskyttelse", selvom vaccinerne har vist sig at være mindre effektive over for Omikron-varianten end tidligere varianter. Styrelsen har efter Informations artikel nu lovet at ændre i formuleringen på hjemmesiden.

- Den aktuelle vurdering er mere end to måneder gammel, hvilket er nærmest forhistorisk for en pandemi, og det skaber en unødvendigt stor usikkerhed for forældrene, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Og Sundhedsstyrelsens vurdering har selvfølgelig en vis betydning for de forældre, der står over for et svært valg. Derfor er det mest rimeligt, at der ligger en fuldstændig opdateret version af de vurderinger.

Hos vores naboer Sverige og Norge forelægger der ikke nogen anbefaling for generel vaccination mod coronavirus af børn under 11 år.