Coronavirus

Dansk Industri vil beholde coronapasset på arbejdspladserne

Dansk Industri frygter, at mange smittede medarbejdere vil lægge massivt pres på vagtplaner og produktion på arbejdspladserne.

1. februar er coronapasset fortid i Danmark sammen med de fleste andre restriktioner, da covid-19 ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom.

Står det til Dansk Industri, burde arbejdspladserne dog få mulighed for at benytte sig af coronapasset lidt længere.

Det siger Søren Dupont Dall, der er personalejuridisk chef i Dansk Industri.

- Vi har med coronapasset haft et rigtig godt redskab til at have nogenlunde styr på smitten ude på arbejdspladserne. Det vil vi rigtig gerne have, at arbejdsgiverne har mulighed for lidt endnu, siger han til TV 2.

Frygter pres på vagtplaner og produktion

Dansk Industri frygter, at mange smittede medarbejdere vil lægge massivt pres på vagtplaner og produktion på arbejdspladserne - og i værste fald betyde, at virksomheder må lukke ned.

Søren Dupont Dall henviser til de aktuelle smittetal, der viser en stigning af antallet af dagligt smittede. Torsdag var der over 51.000 smittede.

- Nu, hvor vi kigger ind i en periode, hvor der fortsat vil være udfordringer med covid-19 med en meget udbredt smitte, vil det være rart for arbejdsgivere stadig at have det redskab, siger Søren Dupont Dall.

Virksomhed på Bornholm vil fortsat teste medarbejdere

En af de virksomheder, der har tænkt sig at fortsætte med at teste medarbejdere efter 1. februar, er Victor Vask, der leverer industrivask til store dele af virksomhederne på Bornholm

Kenn Kjellberg, der er direktør i Victor Vask, har tænkt sig fortsat at bede sine 46 medarbejdere om at lade sig teste for Covid-19 to gange om ugen – også efter 1. februar.

- Ligger vi ned, så får sundhedsvæsenet, sygehuse, hjemmepleje og andre institutioner på Bornholm et problem, så derfor fortsætter vi selvfølgelig, siger han til TV 2.

Ken Kjellberg vil fortsætte med at opfordre sine medarbejdere til at blive testet, indtil smittettallet "falder drastisk".

Lægger op til dialog lokalt

Dansk Industri har igennem coronapandemien været store fortalere for at åbne samfundet igen for at få gang i økonomien.

Søren Dupont Dall understreger, at forslaget om at beholde coronapasset kun skal gælde på arbejdpladser og ikke i resten af samfundet.

- Vi lægger op til, at man tager en dialog om det. Det er det, vi siger til vores medlemmer, når de henvender sig. At man tager en dialog lokalt ude på arbejdspladserne, hvor man finder ud af, hvad man gør for fortsat at sikre trygge og smittefrie arbejdsplaser.

Hvad har pandemien kostet dig?

På TV 2 ønsker vi at sætte fokus på, hvad pandemien har haft af konsekvenser for danskerne. Hvad har pandemien kostet dig? Send os din historie til 1234@tv2.dk.

Skriv pandemi i emnefeltet. Længden er underordnet – du kan sende os én linje eller en mere udfoldet fortælling.  Vi forbeholder os rettighederne til at bringe din historie på TV 2s platforme.