Coronavirus

Hver fjerde ansatte i børnehaverne kan ikke komme på arbejde

En institution i Brønshøj manglede torsdag morgen 8 ud af 21 ansatte.

Næsten hver fjerde ansatte i landets vuggestuer og børnehaver har de seneste dage ikke kunnet passe deres arbejde.

Mere præcist har 23 procent af personalet været hjemsendt, ventet på testsvar eller været i coronaisolation i dagene 24.-26. januar.

Samtidig har mindst 30 procent af institutionsbørnene i alderen 0-6 år været hjemme i samme tidsrum.

Det siger formand for børne- og undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Thomas Gyldal Petersen (S), til TV 2.

Tallene stammer fra indberetninger fra 74 ud af landets 98 kommuner til KL.

De mange sygemeldinger fra personalets side har tvunget mindst ti af landets kommuner til at trække i en såkaldt nødbremse, der tillader dem at suspendere pasningsgarantien, fortæller Thomas Gyldal Petersen.

Det betyder, at man lokalt i kommunerne enten har lukket enkelte institutioner eller har måttet indsnævre åbningstiderne.

- Der findes mange fleksible og kreative løsninger. Vi har eksempelvis set kommuner som flytter personale ind fra andre områder eller andre institutioner, siger Thomas Gyldal Petersen, der til daglig også er borgmester i Herlev Kommune.

Har der også været eksempler på, at børn er sendt over i andre institutioner end deres egne?

- Det har jeg ikke hørt eksempler på. Der har været meget tale om, at børn skal møde kendte voksne. Så man flytter kun personale. Ellers må man bruge nødbremsen, det skal være trygt for børnene, siger formanden for KL’s børne- og undervisningsudvalg.

Pædagoger efterlyser plan

Den pressede situation i landets pasningsinstitutioner har fået pædagogernes fagforening til at råbe vagt i gevær og efterlyse politisk handling.

- Her og nu skal vi have en plan for, hvordan vi håndterer det, lige nu, hvor vi står, siger BUPL-formand Elisa Rimpler til TV 2.

Et sted, hvor de har haft svært ved at holde skruen i vandet er Fuglereden i Brønshøj. Her måtte den daglige leder Tine Engelbrekt Nielsen torsdag orientere forældre om, at hun manglede 8 ud af 21 ansatte.

Dermed måtte 13 ansatte forsøge at holde styr på troppen af 102 børn i alderen 0-6 år, fortæller Tine Engelbreckt Nielsen til TV 2.

- I december havde jeg én pædagog tilbage i hele børnehaven ud af ni, det var kritisk, og det var på ingen måde i orden, siger hun.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har torsdag ikke haft mulighed for at stille op til interview med TV 2.

Hvad har pandemien kostet dig?

På TV 2 ønsker vi at sætte fokus på, hvad pandemien har haft af konsekvenser for danskerne. Hvad har pandemien kostet dig? Send os din historie til 1234@tv2.dk.

Skriv pandemi i emnefeltet. Længden er underordnet – du kan sende os én linje eller en mere udfoldet fortælling.  Vi forbeholder os rettighederne til at bringe din historie på TV 2s platforme.

Hun henviser i stedet til et brev sendt til kommunerne, som slår fast, at de ifølge dagtilbudsloven har ”… en pligt til at opfylde pasningsgarantien i loven.”

Men at de samtidig kan gøre brug af den omtalte nødbremse: ”… som I som ansvarlige kommunalbestyrelser kan være nødt til at tage i anvendelse, når der helt ekstraordinært opstår en situation, hvor I må konstatere, at det er umuligt for kommunen at opfylde pasningsgarantien.”

Spørgsmålet er så, hvor få pædagoger, der skal til, for at kommunerne kan tage nødbremsen i brug?

- Det er en lokal vurdering. Det skal ske efter aftale og samtale mellem den lokale ledelse og den lokale kommunale forvaltning, lyder svaret fra udvalgsformand i KL, Thomas Gyldal Petersen.