Coronavirus

Efteråret kan ende med deja-vu, mener ekspert

Coronavirus kommer igen til efteråret i en eller anden form, siger lektor i matematisk epidemiologi.

Tusindvis af danskere smittes hver dag med corona, og rekorden for flest nye smittede på et døgn overgås på ugentlig basis.

Onsdag blev det afgjort, at danskerne på trods af udbredt smitte i samfundet kan se frem til en normaliseret hverdag og et liv næsten helt uden coronarestriktioner.

Men er vi virkelig der, hvor vi tør tro på, at coronaepidemien i Danmark ebber ud, og hvordan ved vi, at udviklingen, vi har set de seneste to vintersæsoner, ikke gentager sig efter sommeren? De spørgsmål vender vi tilbage til.

For med udgangen af januar skal coronavirus ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, og det betyder, at de restriktioner, der er betinget af den kategorisering, ikke videreføres efter 31.januar.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag aften. Det sker på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.

Corona kommer igen til efteråret enten som Omikron eller som en ny variant med et nyt navn fra det græske alfabet

Viggo Andreassen, lektor i matematisk epidemiologi

Deja-vu til efteråret er "ikke utænkeligt"

Viggo Andreassen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, mener heller ikke længere, at det ville kunne forsvares at fastholde corona som samfundskritisk.

Det skyldes i høj grad sammenhængen mellem de høje smittetal og de dertilhørende relativt lave indlæggelsestal.

Alligevel mener lektoren, at vi skal være meget forsigtige med at antage, at vi i denne omgang vinker endegyldigt farvel til corona.

Der kan være et ubehageligt deja-vu i vente, når sommeren er forbi. Særligt for de, der tror, at coronaen synger på sidste vers.

- Corona kommer igen til efteråret enten som Omikron eller som en ny variant med et nyt navn fra det græske alfabet. Men omfanget af det kan vi ikke sige noget om endnu, siger Viggo Andreassen.

Dog er han overbevist om, at eventuelle restriktioner bliver i mindre omfang, end det vi så i 2021 og 2020.

- Al den erfaring og læring fra de seneste to år har gjort os langt bedre i stand til at håndtere udviklingen af både eksisterende og nye varianter, siger han.

Barejer er forsigtig optimist

I baren Ved Stranden 10 i indre København glæder ejer Christian Nedergaard sig over udsigten til at kunne holde åben uden restriktioner.

Helt overordnet er barejeren træt efter to lange og opslidende år, men også glad over fremtidsudsigterne, selvom han frygter, at epidemien endnu ikke er overstået.

- Jeg er forsigtig med at være optimist. Jeg tror på det, men vi har noget af et arbejde med at få genskabt tilliden til hinanden fra samfund til individ, siger han.

Christian Nedergaard ejer to vinbarer i København, og han frygter, at dette blot er en pause fra restriktioner.

Helt konkret er der nogle af tiltagene fra tiden med coronarestriktioner, som Christian Nedergaard har valgt at bibeholde, uanset om han er pålagt restriktioner eller ej.

Eksempelvis er flaskerne med håndsprit fremover en fast del af inventaret på bordene. Det samme gælder de mere strikse regler om at blive hjemme fra arbejde, hvis man er sløj.

Havde foretrukket at vente et par uger endnu

Selvom Viggo Andreassen har fuld forståelse for optimismen hos bar- og restauratørejerne, så havde han foretrukket, at lempelsen af restriktioner blev udskudt yderligere "et par uger".

- Vi skal forvente, at epidemien tager mere fart, og antallet af syge på nuværende tidspunkt er allerede ret stort, siger han.

Derfor vil der med de lempede restriktioner ske en yderlige stigning i smittetallene, og det vil ifølge lektoren presse landets skoler, institutioner og hospitaler i en periode.

- Jeg er grundlæggende enig i Epidemikommissionens indstilling, men jeg havde blot foretrukket, at lempelserne først skete, når smittekurverne var begyndt at falde, siger han.

Selvom Viggo Andreassen mener, at vi er nået langt i epidemien, er han ikke overbevist om, at vi er ved at nå til vejs ende.

Den holdning er det dog ikke alle, der deler.

WHO: Omikron kan blive slutningen på pandemien i Europa

Omikron-varianten har sendt coronapandemien ind i en ny fase og kan muligvis gå hen og blive enden på pandemien i Europa.

Sådan lød udmeldingen fra direktøren for den europæiske afdeling af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Hans Kluge, søndag i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Viggo Andreassen er helt enig i, at der kan opnås flokimmunitet, men konstaterer samtidig, at den kan forsvinde igen, i takt med at immuniteten udvandes.

- Vi troede også, at det var slut i efteråret, og der viste det sig, at vores vacciner ikke var så effektive, som vi troede, siger han.

Også hos Statens Serum Institut (SSI) er man fortrøstningsfuld i forhold til at opnå flokimmunitet.

Årsagen er en høj vaccinationstilslutning i kombination med udbredt smitte, herunder smitte af vaccinerede.

Viggo Andreassen mener, at vi i første omgang skal glæde os over, at vi i løbet af foråret og sommeren kan nøjes med at betragte corona som "en meget stor influenza-epidemi".

- Vi ved dybest set ikke, hvordan vores verden ser ud til august, så vi må vente og se, hvilken epidemi vi står med til den tid.