GO'

CBS-lektorer får kritik for at sammenligne coronapas med jødestjerne i e-mail

Marek Azoulay opfodrer til, at man stopper med at bruge minoriteter som brikker i diskussioner, der handler om helt andre ting, lyder det.

Det var en opsigtsvækkende mail, der tikkede ind hos 120 studerende ved Copenhagen Business School i slutningen af sidste uge.

I e-mailen sammenlignede to af uddannelsesstedets lektorer Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjerg coronapasset med jødestjernen.

Herefter skrev underviserne, at de forventer et 'Nürnberg 2.0', altså et retsligt efterspil efter coronaepidemien, som man så det efter 2. verdenskrig, hvor ledende nazister blev dømt for deres medvirken til Holocaust.

Men disse analogier skal man holde sig fra, lyder det nu fra flere danske jøder. En af dem er Marek Azoulay.

- Man kan være uenig i håndteringen af coronasituationen. Der er mange ting, jeg også er uenig i, men man skal ikke sammenligne det med etnisk udrensning, siger han i ’Go’ morgen Danmark’.

Man kan sagtens kritisere magt uden at blande jøder ind i det

Marek Azoulay, studerende og aktivist

Marek Azoulay er selv studerende på CBS, og han blev både chokeret og ked af det, da han så mailen.

- Det viser en form for privilegieblindhed, når man laver de sammenligninger uden at have forståelse for, hvad historien har bragt, uddyber han.

Sagen burde være stærk nok i sig selv

I den omtalte mail, som Ekstra Bladet i første omgang kom i besiddelse af, gjorde Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjerg det klart, at de ikke ønsker at undervise, så længe der er krav om coronapas for de studerende på CBS.

Marek Azoulay ser ikke noget problem i, at de to lektorer sætter spørgsmålstegn ved coronapas, mundbind eller restriktioner, men han kan ikke se, hvorfor det er nødvendigt at blande jøder ind i debatten.

- Sagen burde være stærk nok i sig selv. Man kan sagtens kritisere magt uden at blande jøder ind i det, siger han.

Minoriteter kan blive brugt som brikker i politiske diskussioner

Marek Azoulay, studerende og aktivist

Og i det hele taget så Marek Azoulay, der også er forperson i Mino Ung København, der er et fællesskab for minoriteter i Danmark, gerne, at man generelt holdt minoriteter ude af debatter, som ikke handler om dem.

Blandt andet mener han, at der har været en udskamning af somaliere og andre med indvandrerbaggrund under pandemien.

- Man behøver ikke sparke på minoriteter for at fremme sin egen sag. Vi kan generelt se, at andre minoriteter kan blive brugt som brikker i politiske diskussioner, forklarer Marek Azoulay.

Afstemning

Er det over grænsen at sammenligne coronapasset med jødestjernen?

Frygter grænserne rykker sig

Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjerg er blevet foreholdt kritikken, men er ikke vendt tilbage på TV 2’s henvendelse, men i et længere interview med Danmarks Radio står Rasmus Hougaard Nielsen ved sin sammenligning af coronapasset og et jødepas.

- Jeg ser parallellen i, at du indfører et pas, der er nødvendigt for at være en integreret del af samfundet og komme ind visse steder, svarer han DR.

Marek Azoulay har før oplevet, hvordan Holocaust ofte trækkes ind i diskussioner, som handler om noget helt andet. Eksempelvis når ordet ’nazi’ bruges i hverdagsvendinger.

Han frygter, at det med tiden vil rykke grænserne længere og længere for, hvad man kan tillade sig at sige, og at det kan få konsekvenser.

- Man devaluerer det, der er sket i historien, og det skaber en frygt for, hvordan man kan leve som jøde, når vi til sidst ikke har nogen grænser for, hvad man kan sige, slutter Marek Azoulay.

Se interviewet med Marek Azoulay i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY