Venstreprofil fortryder støtte til 3F-formand: - Han lyder som et dumt svin i klasse A
Det væltede ind med støtte til fagforeningsformand. Men da artiklen udkom, trak mange støtten tilbage.
Da 3F-formand Per Christensen selv lagde et opslag på Facebook om sit dobbeltliv, blev han mødt med hundredvis af sympatierklæringer.
En af dem var Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem for Venstre.
Men han fortryder nu sin støtte til 3F-formanden. Det siger han til TV 2. Han har ligeledes ændret sin kommentar på Facebook.
Det gjorde han, da den fulde historie udkom på bt.dk fredag aften, hvor mediet grundigt rullede hans dobbeltliv med fire forskellige kvinder ud.
I artiklen skriver B.T., at Per Christensen i forbindelse med sit dobbeltliv benyttede en lejlighed, som via en fond er tilknyttet 3F.
B.T.'s artikel har ført til indkaldelse af et ekstraordinært krisemøde i 3F. Det finder sted tirsdag.
- Med de oplysninger, vi har i sagen, har vi ikke kendskab til forhold, der tyder på misbrug af hverken embede eller 3F-midler i forbindelse med Per Christensens privatliv, skriver Tina Christensen, næstformand i 3F, i en mail til Ritzau.
Lagde selv opslag på Facebook
I sit Facebook-opslag, som udkom inden B.T.'s artikel, afviser Per Christensen, at der er sket nogen form for sammenblanding af jobbet som 3F-formand og privatlivet.
- Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde har ladet utroskab i privatlivet påvirke mit arbejde som forbundsformand, skriver Per Christensen på Facebook, hvor han også afviser anklager om brug af lejligheden.
- Jeg har i en kortere periode lejet en lille ledig 2-værelses lejlighed, fordi jeg forsøgte at tage tilløb til skilsmisse. At sammenkæde mit svigt med lejligheden eller mit virke som formand er både direkte tendentiøst og forkert.
Masser af støtteerklæringer
Per Christensens opslag på Facebook førte til flere kommentarer med støtte til 3F-formanden.
Foruden Jan E. Jørgensen kom der blandt andet også støtte fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S).
- Sikke en mærkværdig avishistorie. Gode tanker herfra, skrev Kaare Dybvad.
Og Jan E. Jørgensen skrev:
- Du bør hyre en advokat og anmelde dem for at krænke dit privatliv. Det lyder klart som om, B.T. har brudt straffeloven.
Jan E. Jørgensen er uddannet jurist.
Redigerede kommentarer
Men både Kaare Dybvad og Jan E. Jørgensen redigerede deres kommentarer, efter at B.T.'s artikel var udkommet.
Under ordet "redigering" i sin kommentar tilføjede Kaare Dybvad blandt andet:
- Jo, jeg er enig i, at det er en moralsk helt forkert opførsel, og at ofrene i denne sag selvfølgelig er de kvinder, der nu står frem. Jeg har gennem længere tid været frustreret over, at medierne går meget tæt på folks privatliv, uanset om det har betydning for folks arbejde, og det var derfor, jeg skrev kommentaren, skriver Kaare Dybvad.
Via indenrigs- og boligministeriets presseafdeling meddeler Kaare Dybvad, at han ikke har yderligere kommentarer.
Under ordet "korrektion" i sin kommentar tilføjede Jan E. Jørgensen blandt andet:
- Da jeg skrev min kommentar, havde jeg af gode grunde ikke læst artiklen i B.T., da den endnu ikke var lagt op. Jeg har ingen lyst til at forsvare Per Christensen, der lyder som et dumt svin i klasse A. Men hvis beskyttelsen af privatlivets fred kun dækker folk, der har et pænt og ordentligt privatliv, som ingen ville gide skrive om, så er den jo intet værd.
Jan E. Jørgensen siger til TV 2, at han fortryder, at han ikke ventede med sin kommentar med støtte til Per Christensen, til han havde læst B.T.'s artikel.
- Ja, det fortryder jeg. For når man læser artiklen, er der jo noget, der tyder på, den ikke er krænkelse af privatlivets fred, siger Jan E. Jørgensen.
Som erfaren politiker med blandt andet ti års erfaring i Folketinget, er han også ked af, at han ikke tog højde for, at Per Christensens Facebook-opdatering kunne være spin og et forsøg på "damage control", inden B.T.'s artikel udkom.
- Ja, det fortryder jeg også, at jeg ikke indså. Men på den anden side er det også vigtigt, at medierne ikke krænker folks privatliv, uanset hvad de har gjort. Det er jo også forkert, hvis for eksempel Peter Madsen bliver overfaldet i fængslet, siger Jan E. Jørgensen.
Tidligere fagboss fortrød også
En tredje, der oprindeligt udtrykte støtte til Per Christensen, var Lars Werge, som er tidligere forbundsformand for Journalistforbundet og nu folketingskandidat for Socialdemokraterne og direktør for Danske Biografer.
Han valgte, efter B.T.'s artikel var udkommet, at slette sin oprindelige kommentar med støtte til Per Christensen og forklare det i et opslag på Facebook.
- Min bemærkning var en opbakning til Per, som jeg har kendt fra min tid i fagbevægelsen. Senere læste jeg artiklen på bt.dk, og så slettede jeg min kommentar. For jeg fortrød den – min sympati ligger hos de kvinder og pårørende, der er ofre i den sag. Jeg undskylder fejlen, skriver Lars Werge blandt andet i Facebook-opslaget.
- Jeg har ikke mere at tilføje, skriver Lars Werge i en sms til TV 2.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra 3F-formand Per Christensen uden held. 3F henviser til Per Christensens Facebook-opslag, som du kan se højere oppe i artiklen.